Våbenhandel, mystisk selvmord og kampen om magten på Christiansborg
Niels Krause-Kjaer leverer knivskarp politisk satire i ny thriller. Den populaere forfatter og journalist lader sin kriseramte antihelt kaste sig over spegede affaerer, der sagtens kunne udspille sig på gangene på Christiansborg, mens vi laeser.
Jeg indrømmer gerne, at jeg har haft et svagt punkt for politiske spaendingsromaner, siden jeg som dreng laeste franske Jules Vernes uopslidelige klassiker ”Zarens kurér” og kastede mig over skotske Alistair MacLeans actionpraegede fortaellinger om Anden Verdenskrig.
Danske forfattere har med stor dygtighed bidraget til genren, senest den kendte DRvaert Niels Krause-Kjaer, der endnu en gang placerer sin journalistiske antihelt i midten af globale magtspil.
I disse år lader mange krimier politi konkurrere med journalister om rampelyset i opklaringen af forbrydelser.
Belgiske Hergé kan med en vis ret siges at have introduceret journalisten som efterforsker for snart 100 år siden med sin berømte tegneseriefigur Tintin. Nogle år senere begyndte journalister at dukke op som efterforskere i romaner, men den fjerde statsmagt blev først rigtigt etableret med svenske Stieg Larsson og Liza Marklunds spaendingsromaner.
Som regel er der et had-kaerligheds-forhold mellem de to erhverv: Politiet vil ofte ønske, at journalister og deres medier var lidt mere tilbageholdende, mens reporterne omvendt gerne så mere åbenhed hos de statsansatte.
Men genrefunktionelt er der ikke den store forskel mellem de to professioner. Journalistens bevaegelsesfrihed ligner nemlig meget den, de efterforskende mellemleder-politimaend og kvinder får, når de uvaegerligt havner i en situation med uofficielle aktiviteter, eventuelt suspendering eller fyring, fordi de har forbrudt sig mod reglerne for politiets arbejde.
En pose med noter
Niels Krause-Kjaers Ulrik Torp er en lidtover-midaldrende ”has-been”-journalist, som de seneste 10 år har hutlet sig lidt frem i tilvaerelsen – både privat og professionelt – efter fyringen fra Dagbladet.
Nu har Torp landet et tidsbegraenset job som lektor på Journalisthøjskolen i Aarhus, og vi møder ham ved det grønne bord i gang med en eksamen, der er et mundtligt forsvar af en opgave, som går ud på at afdaekke en folketingspolitikers omgang med valgkampagne-midler.
Da eksamen er overstået, opdager Torp, at eksaminanden har glemt sin pose med noter. Posen tager han med tilbage til København for at aflevere den hos eksaminanden, der ligesom han pendler mellem metropolen og Østjylland.
Samtidig har der vaeret en episode på en kongejagt. En af deltagerne har tilsyneladende begået selvmord på sin post mellem klappere og fasaner. Torp kan ikke finde eksaminanden, der viser sig at vaere den pludseligt afdødes niece.
Torps instinkter er vakt til live, og sammen med sine journaliststuderende begynder han at undersøge sagen om selvmordet, der hurtigt viser sig at have sammenhaeng med Danmarks forestående milliardindkøb af våben, lobbyisme og kampen om magten på Christiansborg.
Knivskarp politisk satire
Krause-Kjaer skriver som saedvanlig knivskarp politisk satire. Den populaere forfatter holder af at lade sin hovedperson forholde sig til stort og småt i den aktuelle virkelighed. Samtidig er han i gang med rebe sejlene i sit privatliv, der unaegtelig er ude i lidt af et stormvejr.
Den fyrede journalist insisterer på at holde en papiravis, og i det hele taget er han noget skeptisk over for den digitale drejning i nyhedsog opinionsindustrien. Det vrimler med korte, farceagtige optrin i en historie, som forfatteren jaevnligt sørger for at opsummere, så alle er med.
Det seriøse aerinde – for sådan et er der altid hos Krause-Kjaer – er den manglende regulering af lobbyisme herhjemme og dermed sløringen af nogle af de vigtige dynamikker, der får samarbejdet mellem erhvervsliv og politik til at køre i det skjulte.
Den specielle vinkel suppleres af den mere generelle, der er ført op gennem alle de foregående historier om Ulrik Torp: forsvaret af politik som det muliges kunst og dermed noget, der ikke nødvendigvis ser hverken saerligt kønt eller rationelt ud.
Vi lader Torp få de sidste ord om journalistikkens vilkår:
»Den magt, man havde, når man kun spurgte på offentlighedens vegne, gav en ganske saerlig følelse og energi. En følelse af forpligtelse, ydmyghed og renhed. Og en energi så kraftfuld, at man kunne blive ved, når det gjaldt,« står der et par hundrede sider inde i ”Jagttegn”.
Og lidt laengere fremme lyder det fra
Torp:
»Illusionen om den store plan, den dybe stat og den perfekte spindoktor var altid en bedre historie end virkelighedens politik, hvor tilfaeldigheder, panikløsninger, instinkter, intuitioner og famlen i blinde måske fyldte mere, end godt var, men var med til at menneskeliggøre politik og politikerne og gøre det hele lidt mere tilforladeligt.«