Denne middag begyndte med en brøler, der gav mig dårlig samvittighed
Memphis Mansion i Randers er Elvis helt ud til kanten af tallerknen. Vi begyndte middagen med at begå en fejl.
Elvis er ubetinget kongen af rock’n’roll. Selvom Elvis Presley døde i august 1977, er der stadig stor interesse for manden, som med smidige hofter, højt hår og en stemme i verdensklasse kunne synge sig ind i de flestes hjerter. Hvis du har vaeret forbi Randers, har du nok ikke undgået at se det oplyste Memphis Mansion, der er en kopi af Elvis Presleys hjem. Museet er så absolut et besøg vaerd, men jeg vil anbefale dig at bestille bord til en overraskende og noget anderledes spiseoplevelse i den tilhørende restaurant Highway 51 Diner.
Eventyr med en rocklegende
Er du til Elvis – eller er du ”blot” til fastfood – så er et besøg på Highway 51 Diner et must. Men bemaerk det er fastfood i den eksklusive udgave, på linje med den Cadillac Fleetwood 60, der udgjorde kernen i Elvis’ tidlige bilpark. Alene indgangspartiet til denne bemaerkelsesvaerdige attraktion er uden sidestykke. To oplyste hjerteformede porte fører dig på rette vej ad en stemningsmaettet sti. Lyden af velkendte Elvis-klassikere fra skjulte højttalere leder dig forbi hans lille barndomshjem med den massive topersoners gyngesofa, som denne aften er gået i selvsving i den staerke vind. Det lille traehus på blot 50 kvadratmeter er ligesom hovedbygningen opført 1:1 og formidler den velkendte historie om en fattig lille dreng, der blev født en januardag i 1935 i Tupelo, Mississippi.
Den stemningsmaettede tur slutter foran det oplyste Memphis Mansion, hvor en vellignende bronzestatue af Elvis Presley tager imod med guitar og stramtsiddende tøj, selvfølgelig også 1:1. Man må sige at Elvis-universet er gennemført. Konceptet er lysende klart; vi er landet i United States of America. Menukortet her er udelukkende inspireret af Sydstaterne. Stemningen, lyden, indretningen – ja selv personalets uniformer gør, at du glemmer alt om Randers.
En brøler begået af os selv
Efternavnet på Elvis’ første trommeslager? Vi er ude efter et navn på syv bogstaver? Navnet på Elvis’ far – denne gang skal vi lede efter et navn på seks bogstaver? Mens vi venter på forretten kaster vi os over daekkeservietten, hvorpå der med store bogstaver står: ”Elvis crossword puzzle”.
Menukortet er naermest et syvbinds vaerk, bestående af en overdådighed af retter, hvoraf de fleste er inspireret af Elvis’ titelunivers krydret med fotos, avisartikler og informationer om ”The King”. Grebet af stemningen bestilte vi forret. Det skulle vise sig at vaere en kaempe fejl. ”Love me tenders” – sprøde små kyllingechuncks serveret med baconmayo. Min ledsager valgte ”Burning love chili cheese”. Menukortet lovede drømmeagtige godbider, hvilket da naesten også stemte overens med min virkelighed. For de sprøde små hapsere var velsmagende og velkrydrede: »With a little
spicy kick.«
Inden man overhovedet starter sin bestilling skal man laese op på buffeten af
”Mayo”: »Please choose: Regular, garlic, chili, BBQ, bacon, White Alabama BBQ or Ranch« – alt sammen hjemmelavet. Til de indledende øvelser hørte ligeledes at vaelge den helt rigtige øl: Brooklyn, rock’n’roll brown ale eller American IPA. Det er utroligt, så tørstig man bliver af fastfood.
Full value for money
Det er sjaeldent, at det første syn af et måltid mad kan slå én tilbage i stolesaedet. Men det gjorde serveringen af de to burgere, vi bestilte. Jeg har aldrig set noget lignede. Jeg var i øjenhøjde med en voldsomt over-sovset, veludvokset burger. USA er som bekendt en meget stor nation,
men jeg skal da love for, at det er portionerne også på Highway 51 Diner. Jeg valgte en ”Stuck on you”-burger, hvor 200 gram bøf blev indrammet af cheddar, bacon, dybstegte løgringe, mayo, tomat, salatblade og syltede agurker gavmildt garneret med bearnaisesauce.
Min dristige ledsager valgte ”Ring of fire”-burgeren: 200 gram oksekød, cheddar, bacon, løgringe, BBQ-sauce, salatblade, tomater, syltede agurker og en velvoksen skål karamelliserede jalapennos på sidelinjen. Man bestemmer selv, hvor varmt man vil have det. Til de to burgere blev der serveret en portion laekre, sprøde pommes frites.
De ledsages som tidligere naevnt af en buffet af forskellige typer af hjemmelavet mayo. Takin’ care of business var et af Elvis’ mottoer. Det har de på en afvaebnende måde skrevet sig bag øret i Memphis Mansion. Midt i menuen opdagede jeg, at det var muligt at købe en salt- og peberkvaern dekoreret med Elvis … måske en oplagt gave til min mor, hvis grammofon fyldte min barndom både med ”Stuck on You” og ”Blue Hawaii”, hvilket trods alt var en kaerkommen afveksling fra min fars saekkepibemusik.
Ikke meget pynt
Som anmelder må man gå planken ud, men sandt at sige lå min appetit i ruiner efter burgerboostet. Vi sluttede af i den del af menukortet, som baerer overskriften ”The Grand Finale”: Jeg valgte ”You can’t say no to a brownie” – en varm brownie serveret med vaniljeis og chokoladesovs. Min sidekick bestilte ”Gladys love”, der var beskrevet som ”Chokolade Chip-Peanutbutter Pancakes” med vaniljeis.
Det var svaert at få øje på brownien eller for den sags skyld pandekagerne. Indpakningen bestod af en mørk cokoladesovs, og stablen af pandekager var til
svarende blevet vaek i karamelsovs. Efter at have foretaget en naermest arkaeologisk udgravning fandt vi dog bagvaerket. Brownien var laekker, saftig og smagte tilpas af chokolade.
De amerikanske pandekager var mellemstore, talrige og velbagte. Men de måtte kaempe med den store maengde karamelsovs om opmaerksomheden. Et gennemgående tema for de tre serveringer må siges at vaere sovs. Rigeligt sovs. Vi gik hverken ned på mayonnaise, to typer af sovs anrettet over burgerne eller chokolade- og karamelsovsen til de to respektive desserter. Men heldigvis er der her et tydeligt match mellem den amerikanske og danske madkultur. Sovsen står i de fleste danskeres bevidsthed som noget af det helligste ved måltidet. I ”Rationel Sparekogebog” fra 1940 anføres det, at danskerne foretraekker fede sovse, og det beskrives af følgende vers:
»De danske Maend, de minder med slappe, fede Kinder om smaa foraedte Vovser, det volder de danske Kvinder med deres fede Sovser.«
Jeg skylder måske lige at forklare min indledning. Hvori bestod min kaempefejl? Vi skulle ikke have bestilt
forret. Halvt inde i hovedretten kom vi til kort og måtte flovt efterlade resterne i madspilsordningen. At vaere madanmelder kraever, at man kommer igennem flere serveringer og ender ved desserten, ellers er det utrolig svaert at give en fyldestgørende bedømmelse af et spisested.
Men jeg kan berolige laeseren med, at jeg havde dårlig samvittighed ved ikke at kunne spise op. For at genoprette
mit renommé må jeg bekende, at jeg – pga. fastfood-fylde i maven – den efterfølgende dag valgte at springe såvel morgenmad som frokost over. Første måltid efter fastfood-bombardementet var skyr med baer og mysli. Et måltid, som blev populaert med bølgen af ”ny nordisk mad” og altså befinder sig så langt man kan taenke sig fra Elvis’ livret: