Min mand var skeptisk, men pludselig sad vi midt i rosenblade og chicken tikka masala og blev overraskede
Hvis vi skal bevare respekten og interessen for hinanden, nytter det ikke noget, at vi altid er traette og »bare har lyst til at slappe af og se en film.«
Vi er egentlig ikke typerne, der fejrer valentinsdag. Ikke, at der er noget galt med det. Det er vi bare ikke. Ingen af os bryder os om, når noget bliver for konstrueret, og slet ikke romantik. Men i år havde min mand og jeg tilfaeldigvis en aftale om at skulle ud at spise onsdag d. 14. februar. Vi bestilte bord på en god indisk restaurant, og på vej derhen fortaeller min mand grinende, at han bestilte en såkaldt ”valentinspakke”. Vi havde en svag forestilling om, at det indebar en lidt klichéagtig udsmykning med rosenblade og hjerter, og vi fik ret.
Heldigvis var der ikke nogen i restauranten, vi kendte, som kunne få den tanke, at vi havde bestilt rosenbladene i fulde alvor, og vi kunne nyde både mad og hinandens selskab i den arrangerede romantik, med vanlig distanceret ironi. Hvad min mand ikke vidste, var, at jeg havde downloadet en såkaldt ”samtalemenu til valentinsmiddagen”.
åbenbart overraskende sjove. I hvert fald havde jeg gjort det lidt i sjov, men alligevel med et spinkelt håb om, at vi ville komme til at tale om nogle lidt andre ting end de emner, man let forfalder til, når man som vi har vaeret sammen i 24 år: børn, arbejde og nye slankekure. Min mand var sandt at sige skeptisk over for konceptet ”samtalemenu”, men blev måske alligevel grebet af stemningen og gav det en chance der midt i rosenblade og chicken tikka masala.
Og det blev faktisk en virkelig god aften, hvor vi blev stillet nogle spørgsmål, vi ikke selv havde fundet på, og gav nogle svar, som indimellem overraskede den anden. Det var dejligt og bekraefmer
Vi er begge to
tende at opleve, at vi stadigvaek kan både overraske og udfordre hinanden.
Nogle gange kan samtalerne i parforholdet, og egentlig også i vennekredsen, køre lidt i ring. Sådan er det i hvert fald i mit liv. I år på valentinsaften blev jeg ved et tilfaelde mindet om vigtigheden af at saette tid af til at tale sammen og måske endnu vigtigere saette tid af til at lytte til hinanden.
hinanden rigtig godt, er der en stor risiko for, at man ”glemmer” at høre efter, fordi man på forhånd har dannet sig et faerdigt billede af, hvem den anden er, og hvad han mener om forskellige ting. Eller: Vi bliver lidt dovne i samtalen med vores kaereste, fordi det går ok det hele.
Hverdagen fungerer ok, og vi kysser stadig ok tit. Måske er vi bange for, at det vil kraeve en hel masse af os, hvis vi først begynder at stille rigtige spørgsmål, der kalder på aerlige svar, eller måske vi er bange for, at noget forandrer sig. Men de fleste, der har vaeret eller er i et laengere parforhold, vil vide, at det er en dårlig strategi at undlade at tale rigtigt sammen. Hvis vi skal bevare respekten og interessen for hinanden, nytter det ikke noget, at vi altid er traette og ”bare har lyst til at slappe af og se en film”, når vi kom
Når man kender
hjem. Vi må også indimellem stramme os lidt an og gøre os umage i samvaeret og samtalen med vores kaereste.
En egentlig samtalemenu
vil for mange måske virke lidt kunstigt, men måske er det lige det, der skal til, for at saette gang i samtalen om nogle af de ting, vi så let glemmer efter at have vaeret sammen i mange år. På vores menu stod der spørgsmål som:
»Hvornår føler du dig mest vaerdsat?«, og »hvad gør du, som gør mig mest glad?«, og heldigvis var der noget genkendeligt og forudsigeligt i vores svar, men der var også noget i vores svar til hinanden, som overraskede, og som vi laerte om den anden.
Et af de spørgsmål, vi maerkeligt nok talte laenge om, og som vi så meget forskelligt på, lød sådan her: »Hvilke fordele ser du ved at blive aeldre?«.
Det har vi aldrig talt om før, og vi har ellers vaeret sammen i naesten 117 år. Vi var enige om, at det var den bedste valentinsdag, som vi ikke har fejret, nogensinde. Vi vil øve os i at stille gode spørgsmål til hinanden også til daglig, så samtalerne haever sig lidt op over indkøb og sure opstød.
Her kommer et bud på en kort samtalemenu til aftenkaffen:
Hvornår kan du maerke, at jeg elsker dig?
Hvornår føler du dig mest vaerdsat?
Hvilke egenskaber beundrer du hos mig?
Hvad gør du, som gør mig mest glad?
Hvis du måtte smide et stykke af mit tøj ud, hvad skulle det så vaere?
Hvilken person inspirerer dig, og hvorfor?
Hvilke fordele ser du ved at blive aeldre?
Find selv på flere …
Hvis vi skal bevare respekten og interessen for hinanden, nytter det ikke noget, at vi altid er traette og ”bare har lyst til at slappe af og se en film”, når vi kommer hjem.