De Snoede Søstre er en af USA's smukkeste og farligste ruter
Man skal holde tungen lige i munden på The Twisted Sisters i The Hill Country, men anstrengelserne belønner sig. Forfatter og fotograf Frank Sebastian Hansen har udfordret de skarpe sving og stejle bakker – og oplevet frihedens sus på sin Triumph Bonnevil
Det er et dejligt sted, så laenge du medbringer dine egne penge. Cindy Jaspers, pensionist
Fredag eftermiddag klokken 14 er myldretidstrafikken i Austin allerede taet. Min kammerat Christian Vistrup og jeg har netop startet vores sorte Triumph-motorcykler og sat kursen ad Highway 290 West mod byen Leakey 210 kilometer nordvest for Austin.
Planen er, at vi skal overnatte på et motel i den lille by, så vi den følgende dag kan køre den sagnomspundne motorcykelrute: The Twisted Sisters. Ruten, som på dansk bedst kan oversaettes til De Snoede Søstre, straekker sig ad tre landeveje.
Med en samlet laengde på 215 kilometer lyder det umiddelbart ikke af så meget, men som vi snart skal erfare, tager det minimum 5-6 timer at forcere rutens hundredvis af skarpe sving og kringlede veje omgivet af taet vegetation.
Motorcykelruten, der følger Ranch Road 335, 336 og 337, er flere gange blevet kåret til den smukkeste og mest kraevende i Texas. Det er også den farligste, da den siden 2006 har kostet 36 motorcyklister livet.
Texas er normalt kendt for sit tørre og flade praerielandskab, men her i den centrale del af staten finder man det kuperede Hill Country – Bakkelandet. Mange steder minder landskabet om det, man kan opleve mange steder i Graekenland eller Portugal med rustikke klipper, krogede traeer og dale med taet bevoksning.
Friheden på to hjul
Da vi endelig kan laegge den trafikerede highway bag os, maerker vi med det samme friheden ved at køre på motorcykel. Vinden, der flår i laederjakken, duften af det åbne landskab og motorens potente knurren, der sitrer i kroppen. Lykken på to hjul her i Texas er at cruise i 6. gear med 110 kilometer i timen og 2800 omdrejninger i minuttet.
Vi glemmer hurtigt dagens endemål, nyder blot den skarpe sol og det forbifarende landskab. Selvom vi er midt i december, er temperaturen 22 grader, så efter en times tid gør vi holdt ved The
Cantoon Saloon for at få lidt at drikke. Foran saloonen sidder tre vejrbidte fyre i 50’erne, som hilser venligt. Da den ene af fyrene ser vores vandflasker, spørger han med drevent texansk accent, om vi dog ikke vil have en øl.
Saloonen har ikke alkoholbevilling, så derfor må de ikke saelge øl her. Men det forhindrer dem ikke i at byde tørstige gaester på en forfriskning. Vi siger dog paent nej tak til alkohol, da vi endnu har en god times kørsel foran os.
Da vi er tilbage på motorcyklerne, dukker det bakkede Hill Country lidt efter op i horisonten. Solen er allerede forsvundet bag de savtakkede bakkedrag og har overtrukket himlen med en palet af pastelfarver. Kort efter, da vi rammer begyndelsen af Ranch Road 337, er det blevet baelgmørkt. Vi når lige at se et skilt, der fortaeller, at der er stor risiko for stenskred og krydsende dyr på vejbanen. To ting, man ikke ønsker at opleve, når man kører på motorcykel en kulsort aften midt i det øde landskab.
Temperaturen er faldet til 6 grader, og kulden bider i haender og fødder, da vi endelig ruller op foran vores motel i Leakey The Historic Leakey Inn. Motellet er fra 1929 og er i dag ejet og drevet af familien Hart, der byder os hjerteligt velkommen, som om vi var fjerne skandinaviske slaegtninge. Stedet er slidt og lettere nusset, men vi er to modne og halvsvedige bikere på MC-tur, så det går nok.
Motellet har både en lille restaurant og en scene til livemusik. Vi er skrupsultne og øltørstige og bestiller derfor stedets hjemmelavede burger og et par mexicanske Modelo-øl. Et coverband indtager den lille scene, og snart er der godt gang i dansegulvet, hvor en flok lokale cowgirls og cowboys i alle aldre svinger hinanden med erfarne vrid i hofterne og raske støvletramp.
De lokale ser os lidt an, da vi ikke ligefrem ligner et par lokale rancharbejdere. Da jeg på et tidspunkt er på vej ud på herretoilettet og hilser med et kaekt »howdy« til en mand med kridhvid cowboyhat og gråt mundskaeg, konstaterer han nøgternt: »You are not from around here« – du er ikke herfra. Men som altid i Texas vinder venligheden og nysgerrigheden, og snart er vi en del af festen.
72-årige Cindy Jaspers kommer hen og hilser. Hun er født og opvokset i Leakey – en by med 417 indbyggere. Hun elsker det centrale Texas, og Leakey har ifølge hende alt, hvad man behøver, heriblandt to tankstationer, en våbenbutik, tre kirker, to barer og en enkelt diner.
»Det er et dejligt sted, så laenge du medbringer dine egne penge,« siger hun til mig med et insisterende blik.
Et kort øjeblik spekulerer jeg over, om hun er bange for, at vi er dukket op for at nasse på lokalsamfundet.
Også brødrene Johnny og Matt Williams kommer hen og trykker på naeven. De er to velklaedte, entreprenante fyre, der begge arbejder i byggebranchen, hvor det flyder med penge, ifølge storebror Johnny. Jeg fortaeller, at vi ikke er kommet for at søge arbejde, men for at køre The Twisted Sisters på vores motorcykler.
Johnny nikker anerkendende og fortaeller, at han har kørt turen masser af gange, hvorefter han stolt fremviser sin 38 år gamle, tyndslidte laederjakke, som har fulgt ham på alle motorcykelture, siden han var 18.
Da vi en times tid senere ligger på de ujaevne springmadrasser under de nussede uldtaepper og forsøger at falde i søvn, lyder der pludselig en øredøvende larm. Det er aftens koncertgaester, der har startet deres potente pickupper lige ude foran vores motelvaerelse og er på vej vaek. Koncerten er forbi, og få minutter senere er der helt stille. På mit sengebord ligger der en slidt bibel fuld af aeselører. Penge betyder meget her i Texas, men Gud betyder endnu mere.
Blandt døde dyr og Trump-støtter
Lørdag morgen begynder tidligt med et solidt amerikansk morgenmåltid bestående af en spand sort kaffe, en kaempe omelet og to 300 grams pan
E dekager druknet i ahornsirup. Bagefter tanker vi motorcyklerne op, da der kun er en enkelt anden benzintank på ruten. Vi kører i modlyset ad Ranch Road 337, hvor asfalten skinner som en bugtende sølvtunge, og hvor disen ligger som et hvidt vattaeppe over de amerikanske egetraeer.
Ruten er kuperet, og i løbet af 24 kilometer kører vi igennem 65 sving. Hist og her sidder en flok gribbe og maesker sig i nattens trafikdraebte dyr. Vi ser både overkørte hjorte, graevlinger, stinkdyr og en masser fladtrykte egern. Ofte kan vi dog ikke få øje på de draebte dyr, da de store trucks har kastet de stakkels krae langt ind i rabatten.
Til gengaeld kan vi lugte dem, og den rådnende stank minder os om, at vi skal køre forsigtigt. Et sammenstød med en hjort falder sjaeldent heldigt ud, når man kører på motorcykel.
Heldigvis er det eneste dyr, vi kommer helt taet på i løbet af vores tur, et egern, som Christian er få centimeter fra at køre over. Texas Hill Country er rendyrket Donald Trump-land. Foran de fleste rancher er der opstillet skilte, der hylder Trump. ”Trump Won” og ”Don’t blame me – I voted for Trump” er blandt favoritterne.
Allerøverst oppe på bakkedragene ligger de største rancher med imponerende panoramaudsigter og femten meter høje porte og mure beklaedt med flaskegrønne glasskår. Gud ved, om det er herude, statens oliemilliardaerer eller rigeste kvaegfarmere finder fred og fordragelighed?
Undervejs møder vi en del andre bikere, og stort set alle kører de på store, bredrøvede Harley Davidson-motorcykler. Selv bag et tykt lag amerikansk høflighed fornemmer vi hurtigt, at vores amerikanske biker-venner ikke er synderligt imponerede af vores to sorte 1200 cc Triumphs. Når det gaelder om at udleve de amerikanske frihedsdrømme på to hjul, kan to slanke, engelske motorcykler ikke rigtigt konkurrere med en flok brølende Harley’er. I hvert fald ikke her i Texas.
Rodeo på en jernhest
Efter halvanden times kørsel mellem bakker og dale, der kan minde om en rodeotur på en jernhest, når vi frem til byen Camp Wood. Her tanker vi op og drikker en cola foran den lokale sherifs kontor. Uden for byens folkeskole fortaeller et skilt, at skolens laerere er bevaebnede og vil bruge enhver taenkelig magt til at stoppe uvelkomne indtraengende.
Camp Wood ligger blot 60 kilometer fra byen Uvalde, som i maj 2022 oplevede et tragisk skoleskyderi. Herude er våben ikke for sjov. Retten til at baere våben er en forankret del af texanernes selvforståelse. Jo flere masseskyderier, jo flere våben anskaffer man sig, så man kan forsvare sig. Det er logikken. At begraense adgangen til våben er ikke et farbart argument blandt ret mange her i staten.
Tilbage på motorcyklerne kører vi ad Ranch Road 335, som tager os ned til Nuece-flodens delta. På denne del af ruten er vejene ret smalle, men alligevel møder vi både motorcyklister og bilister, som kører haesblaesende staerkt.
Kører man efter forholdene, holder øjnene på vejen og højre fod på bremsen, hvis et dyr f.eks. skulle krydse vejen – ja, så er The Twisted Sisters en spaendende og udfordrende motorcykeltur. Som motorcyklist får man kørt sin maskine i alle gear, og det er klogt at bremse ned i gearene, når nedkørslerne bliver for stejle. For høj fart og uopmaerksomhed er de største risikofaktorer på ruten.
Vi kører i gennemsnit 60-70 km i timen, og det passer til forholdene. Efter et kort stykke på Highway 41, når vi frem til den sidste etape på ruten. Ranch Road 336 fører os gennem et fladt landskab, hvor der går fritgående kvier og ungtyre, som dovent glor i vores retning, da vi kører forbi. Mon ikke de tidligere har set mere potente motorcykler?
Efter seks timer er vi tilbage i Leakey og afslutter turen med en kold øl, mens Christian også investerer i en Twisted Sisters T-shirt i Frio Canyon Motorcycle Shop. Vi er glade, en smule lettede og traette, og mens vi fordøjer dagens oplevelse, kan vi stadig maerke motorernes summen i haender og arme.
Vi diskuterer, om vi måske skal vende tilbage igen til foråret og køre turen, når traeer og blomster springer ud? Det er en fristende tanke. Men omvendt findes der mange andre smukke MCruter i USA’s andenstørste stat, Texas.