Ukrainsk EU-medlemskab? Ja, når de er klar, og vi også er det
i denne avis laese, at Niels Fuglsang (MEP, S) ønskede at give Ukraine en dato for, hvornår landet senest kunne få et EU-medlemskab – med den tilføjelse, at det er »vores ansvar, at Ukraine bliver klar til EU«. Han har ret og tager dog så laesterligt fejl!
Niels Fuglsang har ret, når han anfører, at støtten til Ukraines frihedskamp er begyndt at aftage, og når han naevner, at nogen siger, at støtten til Ukraine har en udløbsdato. Men det er ikke rigtigt, at »det er vores ansvar, at Ukraine bliver klar til EU«. Det er ikke vores ansvar, at Ukraine bliver demokratisk, ukorrupt m.m. Det er Ukraine selv ansvarlig for.
EU er, som statsminister Mette Frederiksen har fremhaevet, et vaerdifaellesskab. Hun haever dermed EU op over mere end et rent interessefaellesskab, langt mere.
og en raekke østeuropaeiske medlemsstater er det svaert at acceptere, at EU allerede er en form for stat, hvad den ud fra almindelig statsteori er. Danske politikere vil vaere de sidste, der indrømmer det, selv om de udmaerket ved, at meget af den lovgivning, som gaelder i Danmark, laves i EU-regi.
Der skal herske en grad af faelles forståelse for, hvad de vaerdier, EU står for, er: demokrati og retsstatslighed.
Men i Danmark
Det er EU’s kernevaerdier, og accept af disse er ufravigelige krav for at kunne blive medlem.
Og demokrati tager tid. Historisk og politologisk er der en grad af enighed om, at det tog Frankrig fra revolutionen i 1789 til general de Gaulle etablerede Den Femte Republik i 1958, før der var tale om et modent demokrati. For Storbritannien varede det mindst fra Reform Parliament i 1832, til kvinderne fik stemmeret i 1928, og i Danmark fra den første grundlov i 1849, til kvinderne fik stemmeret i 1915 … eller måske til 1920, hvor kong Christian X forsøgte et mislykket statskup.
Demokrati tager lang tid at laere. Og det ser man i dag i mange østeuropaeiske stater, der ”kun” har vaeret fri fra diktatur siden Berlinmurens fald i 1989.
sammen og have en rolle i en tiltagende voldelig verden, er det centralt, at nye medlemmer deler de idéer og vaerdier, der danner EU’s kerne. Man har tydeligt set, hvor mange problemer det skaber, hvis ikke det er tilfaeldet. Det er let at pege på Polen, Ungarn og Rumaenien.
I eftersommeren 2022 var jeg ordstyrer på et panel på Det Europaeiske Folkemøde i Mariager, og jeg spurgte den davaerende ukrainske ambassadør, om Ukraine på sigt ville vaere villig til at opgive
Hvis EU skal holde
udenrigspolitisk suveraenitet til fordel for en faelles europaeisk.
Svaret var: »Nej.« Det svar er vigtigt, fordi det illustrerer, at Ukraine ikke har forstået, at EU er mere end en international organisation som f.eks. Nato. Ambassadørens aerlige svar kombineret med den meget korte demokratiske erfaring, den enorme korruption og dubiøse pressefrihed viser tydeligt, at Ukraine nok er på vej, men er meget langt fra at vaere i mål.
Dertil kommer, at EU selv er langt fra at vaere klar til at optage nye medlemmer. Meget kan klares med ”forstaerket samarbejde” og ”passerelle klausuler” osv., men grundlaeggende er der behov for en traktataendring, så flere beslutninger fremover kan tages med et (kvalificeret) flertal, og at hvert enkelt medlemsland ikke kan nedlaegge veto mod alle beslutninger.
I denne usikre verden har vi brug for et beslutsomt EU, som kan forsvare sig udadtil både økonomisk og sikkerhedspolitisk.
unionen, hvis man optager et meget stort land, der ikke er klar til det. Så lad Ukraine vide, at det er velkommen, når det er klar, når vi har kalibreret unionen til en udvidelse, og når vi mener, Ukraine er klar til at blive medlem af unionen. EU’s stabilitet og sikkerhed må vaere vores førsteprioritet.