Betlehem er muret inde – og der lever frygten

Folk i Jerusalem og Betlehem lever i frygt. Det gaelder også de kristne palaestinensere, som jeg har besøgt. Området er som forvandlet, siden sidst jeg var der.

»Mor, ligner jeg en araber?« spørger en ung palaestinensisk dreng. Han og hans familie er lutherske kristne.

»Ja, du ligner en ung, moderne araber, og det skal du vaere stolt af,« siger hans mor. Han spørger, fordi han er bange. For han er araber og som sådan udsat for risikoen for at blive tilbageholdt på ubestemt tid i det berygtede ungdomsfaengsel, hvor man sidder uden dom, eller overfaldet af de bevaebnede bosaettere, hvis mål er at befolke den siden 1967 besatte Vestbred. Hans mor råder ham til altid at have haenderne synlige, bevaege sig langsomt, ikke baere rygsaek. Hans yngre søskende går i skole naer en bosaettelse, så de tør kun tale engelsk med hinanden på gaden.

Jeg vil fortaelle, hvad jeg har set og hørt på en kort rejse til Jerusalem og Betlehem for nylig på besøg på vegne af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd hos palaestinensiske kristne. Fra deres perspektiv har jeg set og hørt – ikke fordi andre sider ikke har noget at skulle have sagt, men fordi vi er knyttet saerligt til hinanden som evangelisklutherske menigheder.

For otte år siden var jeg senest i Østjerusalem – som er den arabiske del af byen, der er hjemsted for forskellige religioner, muslimer, jøder, kristne af mange slags, og som siden 1967 har vaeret besat af Israel ligesom de områder på Jordanflodens Vestbred, der efter international ret tilhører palaestinenserne.

Nu er Østjerusalem forvandlet, og Betlehem ikke mindre. Der er ingen turister, Jerusalems berømte souk er lukket. Antallet af bevaebnede personer med og uden uniform, flag og plakater er tegn på krig, på frygt og uro.

Fra mange huse i Østjerusalem vajer israelske flag som vidnesbyrd om, at husene er overtaget af jødiske bosaettere. Mange af dem kommer fra USA og har af ideologiske grunde ikke meget tilovers for byens blandede befolkning. En gammel armenier født i Jerusalem fortalte, hvordan alting bliver vaerre og vaerre i byen: Bosaetterne chikanerer og spytter på de kristne og haevder, at spytteriet er en religiøs ”tradition”. Men vaerre, sagde han, er bosaettervolden på Vestbredden. Ledende kirkefolk fra andre trossamfund fortaeller, hvordan kirkernes ejendom bliver overtaget ved juridiske spidsfindigheder eller gennem stråmaend.

Vi kørte i bil mellem Jerusalem og Betlehem. Der er ca. 10 km, men turen tog en-to timer. Der er kun ét åbent checkpoint, og det har kun åbent på bestemte tider af døgnet. Vejen er lagt om, så man skal køre store omveje. Vejføringerne bliver brugt til at besvaerliggøre forbindelsen mellem de byer og landsbyer på Vestbredden, som er under palaestinensisk kontrol – Ramallah,

Betlehem, Jeriko og andre.

Landskabet mellem Jerusalem og Betlehem er forvandlet, siden jeg var der i 2015. Højene rundt om Betlehem er nu daekket af bosaettelsernes store boligkomplekser. De er tydeligt til at kende fra de palaestinensiske landsbyer og huse: Bosaetterkomplekserne har ingen vandbeholdere på taget, sådan som alle palaestinensiske huse har det på grund af vandmangel i den israelsk kontrollerede vandforsyning. Bosaettelserne mangler ikke vand.

De bliver understøttet af staten, og beboerne får skattefordele for at tiltraekke flere. De er ifølge international lov illegale, for de bliver bygget på palaestinensisk jord. Betlehem er bogstaveligt talt muret inde – både af den såkaldte sikkerhedsmur med dens vagttårne, der adskiller mange fra deres marker og oliventraeer (og hvis jorden ikke dyrkes i tre år, tilfalder jorden ifølge israelsk lov staten), og af bosaettelserne og af vejnettet.

at de kristne forsvinder fra Mellemøsten, fordi de bliver chikaneret vaek af muslimer, siger jeg. Vores ledsagere fnyser: »Det er vores naboer og venner, og vi har levet sammen i mere end 1.000 år. Det, der får de kristne til at udvandre fra Palaestina, er besaettelsen og volden og den katastrofale økonomiske situation.«

Efter den 7. oktober er alt blevet endnu vaerre. Israelerne frygter palaestinenserne og fornyede terrorangreb. Mange israelere mener, at

Mange hjemme hos os tror,

palaestinenserne skal helt vaek, før man kan sove roligt i Israel. Krigen foregår nu i Gaza, men også på Vestbredden vokser presset. De 100.000, der havde deres arbejde i Israel, har mistet det, fordi de ikke kan komme ind og ud.

Arbejdsløsheden er massiv, og de, der har opsparing, bruger den til at opretholde livet eller til at rejse ud af landet. Dertil kommer volden fra bosaetterne og fra israelsk militaer, som med jaevne mellemrum laver ”raids”: slår folks døre ind om natten og gennemsøger husene med tungt bevaebnede soldater.

På den måde er muren en ”succes”: Israelere og palaestinensere lever helt adskilt og kender ikke laengere hinanden. Som én fortaeller: »Den gamle generation havde socialt samvaer mellem israelere og palaestinensere. Men pga. muren holdt min fars jødiske venner op med at besøge os af frygt. Før kunne jøder tage til Ramallah og spise hummus. Nu ser de os som aliens.«

Der er ca. 300 kristne skoler på palaestinensisk område, og de er baerende i skolesystemet. En skoleleder: »Vi prøver at opdyrke en demokratisk kultur på tvaers af religionerne. Vi lever imellem muslimer og jøder, som begge vil basere samfundet på religion. Vores opgave er at vise, hvad civilt demokrati er. Mange foraeldre kan ikke laengere betale skolepenge, men vi viser ingen bort.«

Konflikten er ikke religiøs, selvom mange gerne vil gøre den til det, den er politisk.

ved hvert møde, om jeg må have lov at citere vores samtalepartnere. Mange svarer tøvende, at det vil kunne gå ud over dem selv eller deres familie, hvis de bliver citeret. Man kan blive tilbageholdt, eller de selv eller deres børn kan miste muligheden for at få et israelsk id-kort, som giver adgang til at bo og faerdes på den besatte Vestbred. For at få kortet, fortaeller de, skal man aflaegge regnskab årligt for, hvem man er venner med på Facebook, og hvad man har sagt og skrevet osv.

Rana Zeidan i Betlehem, som leder kirkens diakonale hjaelpearbejde, har ikke noget at miste, siger hun, i forhold til vigtigheden af at fortaelle om den nød, hun oplever i det palaestinensiske samfund, og kirkens arbejde for at lindre nøden.

Folk mangler alt, mad, vand, braendstof og håb. De fleste har familie i Gaza: »We cry every night, before we fall asleep. And when we wake up, we cry again. Vi føler os skyldige over, at vi har huse. Vi er magtesløse og kan ikke holde ud at se nyhederne fra Gaza, men vi er nødt til at se dem for ikke at svigte.«

Jeg spørger

er strandet her og er blevet skilt fra deres familier. Deres huse er vaek. En fortaeller: »De ødelaegger alt i Gaza, jorden, dyrene og afgrøderne. Kemikalierne bliver i jorden i mange år. Frygten er, at Gaza vil blive udslettet, og at Israel derefter vil fortsaette på Vestbredden. »Vi er i faengsel. Vi er allerede døde,« siger nogle kristne. Alligevel vil de forblive i landet. Ellers forsvinder den kristne tilstedevaerelse, og samfundet og landet har brug for den, mener de. Men skuffelsen er stor over Vesten, som de føler har glemt dem. En ung laerer spørger mig direkte: »Hvorfor vil I støtte Ukraine, men ikke os? Er det, fordi vi er arabere?«

Mennesker fra Gaza

Hos dem, vi talte med – lutherske, anglikanske, ortodokse kristne – er det eneste håb, at det internationale samfund vil påtvinge parterne en tostatsløsning og håndhaeve den. Vi kan ikke selv, siger de. Konflikten er ikke religiøs, selvom mange gerne vil gøre den til det, den er politisk. Der peges på den palaestinensiske politiker Marwan Barghouti, som i mere end 20 år har siddet i israelsk faengsel som én, der ville kunne samle støtte som praesident fra alle dele af det palaestinensiske samfund – hvis han blev løsladt. Det har de israelske myndigheder afvist.