Mandela ville vaere pinligt berørt over jer, ANC

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.

I sidste uge besøgte Udenrigspolitisk Naevn Etiopien og Sydafrika. Formålet med besøget i Addis Ababa var ikke mindst at holde møder med Den Afrikanske Union, som har sit hovedkvarter der. Formålet med besøget i Sydafrika – der både gik til Pretoria, Cape Town og Stellenbosch – var generelt at gå i dialog med sydafrikanske beslutningstagere og eksperter om Sydafrikas rolle og ambitioner i den nye verdensorden, der tegner sig.

Et enkelt besøg i Sydafrika giver ikke et fyldestgørende grundlag for at faelde nogen domme eller nå frem til nogen konklusioner. Så de følgende betragtninger er umiddelbare overvejelser over nogle af de ting, jeg fandt mest tankevaekkende.

er: ANC har et trovaerdighedsproblem. Jeg vil endda gå så langt som til at sige: ANC har et stort og påtraengende trovaerdighedsproblem. ANC (African National Congress) er Nelson Mandelas parti. Og Nelson Mandela var og er en mand, de fleste beundrer. Også jeg. Både for sit personlige mod gennem mange års kamp mod apartheid – herunder en politisk dom, der kostede ham 27 års faengsel – og for sin rolle i at skabe det moderne, demokratiske og tolerante Sydafrika. Men det forekommer nogle gange, at alle ledere af ANC, der efterfulgte Nelson Mandela, har vaeret halvt så gode som den forrige.

Hvis man spørger ANC, hvad partiet mener om krigen mellem Ukraine og Rusland, får man altid svaret: ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men …

Og ligesom ”jeg går staerkt ind for ytringsfrihed, men …” betyder, at man ikke går staerkt ind for ytringsfrihed, og ”jeg fordømmer 7. oktober, men …” betyder, at man ikke fordømmer den 7. oktober, så betyder ”ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men …”, at ANC ikke tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden. For det, ANC altid fortsaetter med at sige, er, at parterne bør slutte fred nu, hvorfor der er behov for forhandlinger.

Min første overvejelse

at sige til det, hvoraf ingen er paene. Den første og vigtigste er, at Rusland ikke er en partner, man kan stole på. Al erfaring siger, at det ikke giver nogen mening at lave aftaler med Putin-regimet, eftersom det er konsekvent løgnagtigt, uoprigtigt og upålideligt.

”At forhandle med Rusland” er kort og godt et tomt og meningsløst udtryk, der hører hjemme i

Der er adskillige ting

fantasiens verden.

Men lad os nu som et tankeeksperiment antage, at Rusland var en forhandlingspartner, man kunne stole på. Selv i det tilfaelde er ANC’s tilgang absurd. Forudsaetningen for, at man bør forhandle, er, at begge parter har fat i en del af sandheden. At begge parter står med noget, der i sin kerne er en rimelig og retfaerdig sag. Men den forudsaetning er ikke opfyldt. Rusland har nul andel i sandheden, når det gaelder Ukraine. Rusland har nul og ingenting, når det gaelder om at repraesentere det rimelige og det retfaerdige.

At sige, at Rusland og Ukraine skal forhandle, svarer til at sige, at den, der truer med voldtaegt, og den, der trues med at blive voldtaget, burde saette sig ned og snakke tingene igennem og nå frem til et eller andet rimeligt udfald. Det er jo det glade vanvid. Men det er den slags vanvid, ANC med usvigelig sikkerhed promoverer, når man spørger om Rusland og Ukraine.

Sandheden er, at Rusland modarbejder ethvert princip, som Sydafrikas forfatning bygger på. Altså ethvert af de principper, Nelson Mandela i sin tid arbejdede for at få ind i Sydafrikas forfatning.

Sydafrikas forfatning bygger på demokrati og menneskerettigheder. På at staekke magten ved fastholde, at den er tredelt. Sydafrikas forfatning bygger på respekt for det enkelte menneske, for minoriteter, for privat ejendomsret, for lov og orden.

hver dag imod demokrati og menneskerettigheder. Rusland kaemper for at centralisere magten hos Vladimir Putin.

Rusland kaemper

Rusland står for foragt for det enkelte menneske, foragt for minoriteter, foragt for privat ejendomsret, foragt for lov og orden. Ydermere er Rusland alt det, ANC oprindeligt kaempede imod: Rusland er først og fremmest imperialistisk. Rusland er kolonialistisk. Rusland er fascistisk. Rusland har nul respekt for andre lande og andre kulturer. Vil ikke tøve et sekund med at udradere dem.

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig. Hver dag, hvor ANC støtter Rusland, tramper ANC på Nelson Mandelas minde. På alt, hvad han stod for. Der går vedvarende rygter i Sydafrika om, at alt dette skyldes, at Rusland har købt og betalt ANC med massiv økonomisk støtte. Om det er sandt, er ikke godt at vide. Men det får i hvert fald ANC’s ubegribelige svigt af sine egne vaerdier til at give en form for mening.

fra besøget i Sydafrika er, at de herskende, intellektuelle forestillinger i landet er ekstremt venstreorienterede – iblandet en solid dosis af den identitetspolitiske ideologi, der i de senere årtier er blevet udviklet ved vestlige universiteter.

Under besøget sad vores delegation ved Stellenbosch University i et panel. Der besvarede vi spørgsmål fra en gruppe i øvrigt saerdeles dygtige og sympatiske studerende. Jeg fik en meget stor lyst til at sige til forsamlingen: Praemisserne for meget af, hvad I spørger om, er uhaederlige. Helt og aldeles uhaederlige. Men det kan man jo ikke rejse sig op og sige uden totalt at

Det andet nedslag

spolere den gode stemning. Så her er, hvad jeg ville have sagt: Det er intellektuelt uhaederligt at fremstille erobring og slaveri som vestlige opfindelser. At erobre land og at tage slaver er noget, der har fundet sted overalt, hvor der har levet mennesker, siden tidernes morgen.

Det saerlige ved Vesten er derfor ikke, at vestlige magthavere har erobret land, og at de har bidraget til slaveri. Det saerlige ved Vesten er tvaertimod, at det er i Vesten, der er udviklet ideologier, der retter sig imod erobring og slaveri. Det er i Vesten, man har udviklet den tanke, at det er forkert.

Det er sandt, at disse tanker ikke øjeblikkeligt og umiddelbart blev anerkendt af magthaverne i de vestlige verden. Men det aendrer ikke på det faktum, at idéen om, at erobring og slaveri er moralsk forkastelige handlinger, er vestlig.

Ligeledes fik jeg lyst til at sige: Beslutningen om at etablere kolonier uden for Europa blev i en lang raekke tilfaelde ikke truffet af demokratiske, men af autokratiske regeringer. Tag for eksempel Danmark. Danmark havde enevaelde – altså et gennemført autokratisk styre – frem til 1849. Alle danskere, der ikke nedstammer fra landets herskere, nedstammer med andre ord fra undertrykte mennesker – ikke fra mennesker, der traf beslutninger om at undertrykke andre.

Efter 1849 er der i Danmark ikke taget så meget som en enkelt beslutning, der gik på at skaffe sig flere kolonier, eller som gik på at fastholde slaveri. Så lad lige vaere med at skyde på det demokratiske Danmark, der opstod efter 1849, i disse komplicerede og – indrømmet – tragiske spørgsmål.

jeg nok lige ville have naevnt, er: Lad venligst vaere med at stille tingene sådan op, at de vestlige lande har pålagt f.eks. Afrika unaturlige graenser. Hvorfor? Fordi det antyder, at graenserne i Europa er naturlige. Ligesom det antyder, at de er demokratisk fastlagt. Der findes naesten ingen graenser i Europa, er er fastlagt ved folkeafstemning. En af de få er graensen mellem Danmark og Tyskland. Tvaertimod: De fleste graenser i Europa ligger, hvor de ligger, efter diktat fra stormagter, der havde sejret i en krig.

Så modsaetningen mellem naturlige graenser i Europa og kunstige graenser i Afrika er ikke en modsaetning, der holder så meget som en enkelt meter.

Jeg ved desvaerre ikke, hvad man kan gøre for at udrydde den identitetspolitiske ideologi, der styrer ANC, og som også har godt fat ved sydafrikanske universiteter (der er nogle af kontinentets bedste).

Den sidste ting,

(i grove traek EU plus Storbritannien) er den verdensdel, der investerer flest penge direkte i Sydafrika. Dermed er det demokratiske Europa også den verdensdel, der skaber flest arbejdspladser i landet. Det taeller bare ikke det mindste, når identitetspolitikken behersker sindene. Så vil man hellere have et Rusland, der underminerer ethvert princip, Sydafrika officielt bygger på. Eller et Kina, der stort set ikke skaber nogen beskaeftigelse.

Det er i Europa og Vesten, man har formuleret samtlige principper, der er nødvendige for at skabe samfund, der er gode at leve i: Demokrati. Menneskerettigheder. Retssamfund. Magtens tredeling og ansvarliggørelse af magthavere. Tolerance og respekt for minoriteter. Alligevel består et møde mellem danske politikere og sydafrikanske studerende i den rituelle mistaenkeliggørelse og tilsvining af Vesten, der har vaeret god latin i vestlige universitetsmiljøer de seneste to-tre årtier.

Det demokratiske Europa

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.

Jeg har ikke nogen løsninger på disse problemer. Men jeg tror, det er en god start at omtale problemerne og at sige fra over for de vaerste urimeligheder og selvmodsigelser.