Kokain i containeren: »De bestiller mord, som var det en pizza«
Maersk er naive i kampen mod de narkosmuglere, som infiltrerer rederiet og truer de europaeiske retsstater, mener en hollandsk forsvarsadvokat. Han er opkaldt efter Godfather-filmene og vil bare gerne gøre sin far stolt.
Stor dramaturgi starter tit med, at et menneske traeffer et valg, som aendrer alting. For Vito Shukrula – forsvarsadvokat for Hollands farligste forbrydere – indtraf sådan et øjeblik, uden at han indså det før bagefter. Faktisk indser han først, mens vi taler, at han er kommet så taet på kredsen omkring forbryderkongen Ridouan Taghi, at det risikerer at koste ham livet.
Taghi blev i sidste uge dømt til et liv i faengsel for mord. Men nogle af de mord, han endnu kun er anklaget for – på kronvidnets advokat og bror og en berømt journalist – menes han at have bestilt fra faengslet. Sikker er ingen fjende af hollaenderen på denne jord.
En tredjedel af al kokainen til Europa importerede Taghis netvaerk. Ofte med hjaelp fra korrupte shippingansatte. En »velsmurt draebermaskine« blev netvaerket kaldt herinde i retten i Amsterdam Nieuw-West, hvor dommeren ikke turde vise sit ansigt.
»De folk har fortalt mig så mange hemmeligheder,« går det op for Vito Shukrula på en baenk i rettens kvadrat af glas, »at det ville vaere farligt for mig at begynde at arbejde for staten«.
Han synker en klump. Snart forsvarer han en mand, som filmede et af mordene for Ridouan Taghi.
Fire gange har anklagemyndigheden tilbudt ham at arbejde for dem mod forbryderne. Han viser mig deres seneste besked på LinkedIn. Han har kun sagt nej, fordi han elsker sit job.
Men nu jeg spørger, så ja: »Hvis jeg skifter side en dag, så vil kartellet prøve at draebe mig.«
Erkendelsen gør pludselig Vito Shukrula til en fange af forbryderne. Laenge arbejdede han ellers for dem motiveret af idealisme.
35-årige Vito Shukrula »voksede op blandt slemme drenge og fik sympati for dem«, fortalte han mig dagen før på sit trange kontor i en fattig forstad til Amsterdam.
Han blev advokat for at tale for dem, samfundet svigter, siger han i en artikel om sig selv, som haenger i en ramme på vaeggen.
Hans mor er hollandsk. Faren, en flygtning fra Surinam, arbejdede på en pølsefabrik om natten, laeste til økonom om dagen og blev i en sen alder chef for mange mennesker i en televirksomhed i Amsterdam.
Lillesøsteren Shona er i dag den mest kendte anklager ved netop anklagemyndigheden.
To forskellige verdener
Selv om faren var streng ved dem begge to, er det, som om de voksede op »i to forskellige verdener«, funderer Vito Shukrula.
»Min søster havde 10 blonde veninder og gik på en god skole. Jeg var hos vores farmor i et hårdt kvarter hver weekend og fik venner, jeg siden hen har vaeret advokat for,« siger han.
Én fik bank af sin mor, en andens foraeldre solgte hash. Det gjorde ham socialt indigneret.
»En dag ved spisebordet talte min søster om én, som ”gjorde dumme ting”, og jeg sagde ”ja, men han er også blevet smidt ud hjemmefra”. Jeg var allerede en slags advokat for dem.«
Vito er opkaldt efter Vito Corleone fra mafiafilmen The Godfather, men kun fordi foraeldrene syntes, filmen var god.
Han blev opdraget med gode vaerdier, siger han. Han var venner med mange ungdomskriminelle, men var selv anderledes.
Som 11-årig spillede han fodbold på legepladsen ved farmorens hus. En af de andre børn tyrede en bold gennem en nabos rude med vilje. Det var ikke godt, husker han, at han taenkte. Han løb hjem til farmor. Han hørte politiets sirener og kiggede ud af vinduet. Og så spiste de pandekager.
»Den dreng, der baldrede ruden, blev en stor narkosmugler. Jeg har forsvaret ham i retten,« siger Vito Shukrula.
En anden fra legepladsen har skudt nogen. En tredje stak engang ild på en mand, der skyldte ham penge, og som kun akkurat overlevede ved at rulle rundt på jorden.
»Men mig passede de altid på. ”Vito, gå hjem, du har en fremtid, du studerer,” sagde de, når det spidsede til. De er stolte af mig. De accepterer mig. Men jeg har aldrig følt, at jeg passer ind – hverken hos dem eller i advokatverdenen, hvor jeg bliver kaldt flashy bag min ryg.«
Han kører i en sort Mercedes C300. Som ung blev han stoppet oftere end sine klienter – »fordi ung brun mand i dyr bil,« forklarer han.
»Det føltes forfaerdeligt. Hvad skal jeg så gøre for at blive accepteret? Jeg kan ikke skrubbe min farve af ligesom Michael Jackson.«
Første gang han var i retten som advokat, sagde dommeren, at hvis han ikke havde haft advokatkappe på, ville han aldrig have gaettet, at han var advokat.
Dommeren prøvede at vaere sjov, men det var sårende: »Det er den samme diskrimination, mange af mine klienter har oplevet, og derfor var det i lang tid en aeressag for mig at vaere deres advokat.«
Vito Shukrula husker meget praecis, hvornår idealismen blev afløst af kynisme.
Den 18. september 2019 klokken 7:40. Han skulle i retten i Rotterdam den dag. »Lidt op ad morgenen fik de andre advokater en sms om, at advokaten Derk Wiersum var blevet skudt« – formentlig fordi han var advokat for kronvidnet i sagen mod Ridouan Taghi.
Advokaterne i retten begyndte at graede, husker Shukrula. De var hans ven. Det blev kaldt for et angreb på retsstaten. Justitsministeren graed på direkte tv.
De, der ikke straks indså, at Holland var forandret af den organiserede kriminalitet, gjorde det, da journalisten Peter R. de Vries to år senere blev henrettet på gaden i Amsterdam efter trusler fra Ridouan Taghi. Sagen mod den marokkanskfødte leder af ”mocro-mafiaen” startede i 2018 og kommer til at køre i årevis fremover.
Siden de to mord har Shukrula spillet en speciel dobbeltrolle. Han er forbrydernes forsvarsadvokat, men advarer også mod dem nu.
»Har de ingen graenser mere? Jeg var så vred på mine klienter,« siger han. »Mit job føltes meningsløst. Men så taenkte jeg: Retsstaten er truet, men en af dens grundpiller er, at alle har ret til et forsvar, så nu forsvarer jeg dem i retten – og advarer mod dem i medierne.«
Den nye type kriminelle er »iskolde«, siger han. Intet er som i Godfather-filmene laengere.
»Det er ingen rundbordssamtaler. De bestiller mord over telefonen, som var det en pizza. Jeg ser, hvordan de taler, når jeg forbereder mine sager. I beskeder mellem dem på krypterede telefoner, som politiet har hacket sig ind i, skriver de: ”Draeb, draeb, draeb. Er min container klar?”« fortaeller han.
»De ordner mord og tjekker straks, om en container med kokain er sluppet gennem kontrollen med hjaelp fra korrupte shippingfolk. De er en skyggestat med ubegraenset magt. Det er ren kapitalisme. De er impulsive, nogle gange ynkelige – og mere og mere sindssyge. De draeber ens mor. De halshugger. Og de fortaeller mig om det. Hvor ville jeg ønske, at de ikke fortalte mig om det.«
Advarsel til Maersk og Danmark
Metoderne kopierer de ifølge Shukrula fra karteller i Sydamerika, som de laver forretninger med.
Han advarer Maersk og Danmark mod at vaere naive: »I Holland skulle en journalist og en advokat dø, før folk fattede alvoren. I
kan stadig nå at aendre kurs, før det kommer så vidt.«
Shippingselskaber infiltreres af hans klienter, fordi det ofte er den letteste måde for dem at få kokainen ud af havnene på. Og fordi rederierne ikke har gjort nok for at forhindre det, mener han.
»Eksempelvis har ansatte taget iPads med oplysninger om containere med hjem fra arbejde og lånt dem ud til kriminelle natten over.«
Som afsløret af Finans har Maersk-ansatte i både Holland og Belgien fungeret som egentlige muldvarpe for narkosmuglere.
Maersk omtaler dem helst kun som brodne kar. Men ifølge Shukrula er rederiet ikke uden ansvar.
»Kriminelle vil altid finde en måde at smugle. Det kan vi ikke forhindre. Men vi kan forhindre institutionerne i at rådne. For hvis politiet og rederierne er korrupte, så stikker det først af.«
Maersk oplyser i et generelt svar, at myndigheder og rederier sammen skal bekaempe de kriminelle, »som har meget lidt respekt for menneskeliv — og råd til forsøge at søge uden om alle barrierer«.
Shukrula forsøgte at advare Peter R. de Vries. Journalisten var Hollands mest berømte kriminalreporter gennem årtier med sit eget tv-program.
Ifølge Shukrula havde han ikke taget skiftet til en ny og mere voldelig generation alvorligt nok og havde ikke sikkerhedsvagter.
»Jeg gik op til ham en dag, selvom jeg aldrig blander mig i andres valg, og sagde: ”Hør her. Jeg kan godt lide dig. Men de her folk er anderledes.” Men han ville desvaerre ikke lytte.«
Er du selv forsigtig nok?
»Jeg naevner aldrig navne. Jeg taler tydeligt om problemet, men i generelle vendinger.«
Mindre forsigtig var Vito Shukrula, da han første gang blev kendt i offentligheden i 2012, da han som ung studerende var publikum til tv-talkshowet College Tour. Her kunne publikum stille spørgsmål til en kendt person.
Det plejede at vaere folk som Steve Jobs eller Dalai Lama. Den dag var det Willem Holleeder, datidens største forbryder, kendt for at have kidnappet Heineken-milliardaeren Freddy Heineken.
I programmet jokede han med, at man ikke kunne holde ham fanget på et hotel, for så ville han bestille roomservice og flygte.
Tonen provokerede Shukrula: »Den morder! Det kunne ikke vaere rigtigt.« Han havde inden udsendelsen skaffet sig Holleeders sagsmappe og laest alt. Da han fik ordet, rejste han sig og kaldte ham for en morder til hans ansigt.
»”Og ham der,” sagde jeg og pegede på hans bodyguard, som var der, ”han har vidnet på det,” sagde jeg, og så løb bodyguarden ud af studiet. Og Holleeder begyndte at mundhugges med mig, men jeg kunne mine fakta, så folk taler stadig om det klip i dag.«
Den var naeppe gået med en Ridouan Taghi. Senere mødte advokaten Holleeder, som huskede episoden og sparkede ham drillende bagi. Det var i sandhed en uskyldigere tid i Holland.
Berømmelsen gjorde Shukrula genert i starten. Nu har han vaennet sig til den, siger han.
Han poserer i en time i vinden foran retten i et stribet, lilla jakkesaet, da et lokalt magasin skal portraettere ham. Han er en flot mand, tidligere Adidas-model, glad for at vaegttraene og forlovet med en svensk ejendomsmaegler. Han aenser end ikke en forbipasserendes »smil dog lidt«.
»Jeg er ligeglad med den slags i dag. Jeg er stolt over, hvad jeg har opnået,« siger han.
Hvad driver dig nu?
»Jeg vil gerne vaere dygtig,« siger han.
»Det er en karriere.«
Hans forlovede spørger om det samme, når telefonopkaldene fra faengslet bliver for mange. Han arbejder for meget, sagde hun, da de skaendtes i går. Han er ambitiøs, svarer han.
»Jeg er på toppen af mit game, jeg kan ikke stoppe nu. Jeg har en masse store mordsager. Peter de Vries-sagen er advokaternes Champions League. Man ser mig i fjernsynet. Alle følger med i sagen, og der er meget på spil. Jeg kan ikke sidde hele dagen i en sofa og holde i hånd.«
Det forstår hun godt, men behøver han at tage telefonen selv på juleaften? siger hun. Så nu er han begyndt at holde weekenderne fri.
Prøver du stadig at gøre din far stolt?
»Det tror jeg – ubevidst. Første gang jeg var i fjernsynet som uddannet advokat, ringede jeg og fortalte min far, at det ville blive vist i aftennyhederne klokken 20. Bagefter ringede alle og sagde »godt gået«. Men jeg var ikke tilfreds, for det blev først sendt 20.30, så min far så det ikke.«
Er din far stolt af dig?
Hvis jeg skifter side en dag, så vil kartellet prøve at draebe mig. VITO SHUKRULA – FORSVARSADVOKAT FOR HOLLANDS FARLIGSTE FORBRYDERE
»Ja, meget. Og han stoppede med at presse mig, da jeg fyldte 18, og har undskyldt for det.«
Peter de Vries’ far var også streng, fortaeller Shukrula. Det talte de om engang. Shukrula tror, det var derfor, Vries blev ved med at udfordre skaebnen. Journalisten lagde det ud på Twitter, da Ridouan Taghi sendte ham dødstrusler.
»Vries havde vundet alle sit fags store priser. Han var 64 år gammel. Kun kongen var mere berømt end ham i Holland. Og alligevel blev han ved.«
»Han kunne heller ikke stoppe,« tilføjer Vito Shukrula.
Forfaengeligheden er en farlig ild.