Kina er meget laengere fremme i produktionen af computerchips, end Vesten troede
USA har i flere år forsøgt at holde Kina fra at udvikle avancerede computerchips. Det lader til at vaere slået fejl.
Gina Raimondo var vred. Eller i hvert fald temmelig irriteret. For Beijing havde taget fusen på hende. »De eneste gode nyheder, hvis der er nogen,« forklarede hun på et pressemøde i september 2023 om Kinas chipindustri, »er, at vi ikke har nogle beviser på, at de kan masseproducere ned til syv nanometer.«
Det svarede Beijing ikke på. En dygtig pokerspiller afslører ikke sin hånd, før tiden er inde.
Raimondo er USA’s handelsminister. Hendes udtalelse var en reference til de milliarder transistorer, der presses ned i moderne computerchips. I dette tilfaelde så taet, at transistorerne kun ligger omtalte syv nanometer fra hinanden. Hvilket, for kontekst, er cirka en titusindedel af diameteren på et menneskehår.
Den slags kunne Kina ikke selv producere, havde både Raimondo og Det Hvide Hus skråsikkert udtalt tidligere sidste år. Hvilket gjorde det en anelse akavet, da Kina pludselig fremviste netop en egenproduceret syv nanometer-chip under Raimondos besøg i Beijing.
Men i det mindste kunne Kina ikke masseproducere den slags, forsikrede Raimondo bagefter.
Som en tommelfingerregel bliver en computerchip kraftigere, jo flere transistorer den har. Apples bedste chips er to generationer foran med transistorer, der ligger tre nanometer fra hinanden. Et atom er mellem 0,1 og 0,5 nanometer i diameter.
Det kraever exceptionelt komplicerede maskiner at producere den slags, leveret via et lige så komplekst logistiknetvaerk, der straekker sig fra USA til Europa og videre til Japan, Sydkorea og Taiwan. Men Kina, nu genstand for en lang raekke amerikanske handelsrestriktioner, må ikke laengere vaere med.
Det er ikke svaert at se hvorfor: Uden adgang til det globale chipmaskineri kan kinesiske producenter ikke masseproducere andet end aeldre modeller, der passer fint til køleskabe, men ikke i topmoderne smartphones, datacentre eller målsøgende missiler.
Men hvor der er en vilje, er der en vej. I dette tilfaelde, viser graverjournalistik fra Bloomberg, førte vejen fra Beijings højeste magtkorridorer til en lyssky statslig fond og videre gennem landets ofte udskaeldte mobilgigant Huawei og chipproducenter som SMIC.
Fonden, Shenzhen Major Industry Investment Group, sendte milliarder af dollars afsted til Huawei og SMIC, så de kunne udbygge deres spirende egenproduktion af chips. Pengene gik også til grundlaeggelsen af en raekke chipfirmaer, der med Huaweis hjaelp hurtigt blev effektive underleverandører.
Huawei overførte endda sine egne patenter til firmaerne, hvis det var nødvendigt. Det lånte dem sine ingeniører og gav dem adgang til sine mest avancerede researchcentre.
Men det blev aldrig sagt højt. På den måde undgik de nystartede firmaer at komme i klemme, når de skulle købe materialer og maskineri på det internationale marked, og hvor USA og Vesten havde indført strenge restriktioner for salg til Huawei.
Hyrede hollandske eksperter
I flere tilfaelde, viser Bloomberg og andre mediers gravearbejde, lykkedes det også Huawei at hyre ansatte fra blandt andet det hollandske firma ASML. Firmaet er det eneste, der kan producere det mest avancerede maskineri, der braender de bittesmå transistorer ind i chips. Imens havde SMIC, ifølge forskning fra taenketanken CSIS, travlt med at oprette et netvaerk af mere eller mindre tomme firmaer, der kunne bestille de nødvendige chipmaskiner internationalt og i det skjulte sende dem videre til SMIC selv.
I andre tilfaelde købte SMIC maskineriet på det åbne marked fra japanske, sydkoreanske og selv europaeiske firmaer, viser undersøgelser foretaget af CSIS og den japanske erhvervsavis Nikkei. For internationalt bindende restriktioner på den slags trådte først i kraft sent i 2023. Indtil da var der fri bane, så laenge der blev gået stille med dørene.
Disse internationale indkøb var så omfattende, viser tal fra magasinet The Economist, at det i mange tilfaelde betød lange ventelister for ikkekinesiske kunder. På kort tid anskaffede Huawei og SMIC sig flere års forbrug af alt fra chipmaskiner, delkomponenter og reservedele, der kunne bruges, mens firmaerne selv udviklede deres egne versioner af teknologierne. Ifølge CSIS hjalp flere sydkoreanske firmaer endda med at uddanne kinesiske ingeniører til formålet i et forsøg på at tjene det sidste overskud på markedet, inden USA’s restriktioner trådte i kraft internationalt.
Den slags er dyrt, men staten betalte en stor del af regningen. Og gav derefter alt fra skattelettelser til billige investeringslån samt tilskud til prisnedsaettelser for kommende forbrugerprodukter med de nyligt sammensatte chips.
Alt sammen med kortene holdt helt ind til kroppen.
Beijing svarede derfor ikke på Raimondos september-udtalelse. Men det var der heller ingen grund til. Med handelsrestriktionerne havde USA måske vundet den første runde i spillet om fremtidens chips – men Kina havde lige vundet runde to.
Nu var den tredje runde undervejs. Raimondo er en af de centrale skikkelser i USA’s mange forsøg på at holde den mest avancerede chipteknologi ude af Beijings haender. Dette sker via et sindrigt net af forbud og eksportkontrolsystemer, der skal sørge for, at kinesiske techfirmaer forbliver et årti bag deres amerikanske konkurrenter.
Planen lader til at have slået fejl. Og derfor var Raimondo vred.
I august var hun på officielt besøg i Kina for at tale handel. Stemningen var anspaendt trods de mange diplomatiske høflighedsfraser – året før, i oktober 2022, havde praesi
dent Bidens Hvide Hus lanceret den mest omfattende udvidelse af USA’s allerede eksisterende eksportkontrol for salget af computerchip-teknologi til Kina, siden rivaliseringen mellem de to lande blussede op.
Beijing fandt bagdøre
Disse byggede på restriktioner fra Donald Trumps praesidentperiode, indført fra 2019 og frem, mod blandt andet Huawei og SMIC. Men selvom Trumps tiltag lagde pres på specifikke firmaer, var restriktionerne fulde af huller, når det gjaldt Kinas chipindustri generelt set.
Huller, forklarede Biden dengang i oktober, der nu var lukket. Beijing fandt snart adskillige bagdøre.
Bidens forbudsudvidelser skulle ellers holde Kina fra at udvikle chips, der kunne bruges til 5G-teknologi i blandt andet smartphones – men som naturligvis også kunne indsaettes i alt fra missiler til spionsatellitter. Eller bruges i udviklingen af kunstig intelligens.
I virkeligheden havde Beijing, Huawei og SMIC for laengst huset den slags, viser nylig international graverjournalistik fra flere af verdens største medier. Planen begyndte med Trumps tiltag i 2019 og har kun taget fart siden da. Den lader til at have gået hen over hovedet på både Det Hvide Hus og USA’s efterretningstjenester.
Et eksempel, igen fra Bloomberg, er startuppen SiCarrier, der har vaeret instrumental
i at designe Huaweis nye chips. SiCarrier blev oprettet for Shenzhen-fondens penge og fik både en raekke af Huaweis patenter og ingeniører i dåbsgave.
Dets største aktionaer er virksomheden Zetop Technology, der udvikler optiske
linser til chiproduktion. Zetops største aktionaer er forskningscenteret Changchun Institute of Optics, der selv er affilieret med Kinas statslige videnskabsakademi.
Intet af dette – og slet ikke, at hele det spirende produktionsnet var centreret omkring
Huawei – blev offentliggjort, netop for at undgå USA’s restriktionshammer.
Huawei og SMIC har benaegtet dette. Også de kinesiske myndigheder ryster på hovedet. Imens klappede Det Hvide Hus sig selv på skulderen og slog på oktober-restriktionernes styrke. Restriktionerne var også, udtalte Biden, et klart eksempel på, at USA stadig dikterede slagets gang, når det kom til højteknologi. Raimondo gentog beskeden i august, da hun gjorde klar til at boarde flyet på vej mod Beijing. Hun landede nogle timer senere, klar til benhårde forhandlinger, hvor USA sad med esserne. Og som på taelling offentliggjorde Huawei sin nye smartphone, Mate 60 Pro. Den var udstyret med kinesiskproducerede 5G-chips
Flere analysefirmaer med hardwarespeciale kiggede senere dens indmad igennem. Chipsene var i kategorien syv nanometer.
Det var både en tungeraekning af dimensioner og en pr-maessig genistreg. Kilder til Bloomberg udtalte senere, at Beijing havde bedt Huawei om netop at lancere Mate 60 under Raimondos besøg – en påstand, Huawei også har benaegtet.
Under alle omstaendigheder gik den kinesiske presse og landets sociale medier i mental spagat. Raimondo selv fik hurtigt tilnavnet »Huaweis brandambassadør« for al den omtale, hun genererede omkring den nye mobil.
Men i det mindste, udtalte hun måneden efter, var der ingen tegn på, at Beijing kunne masseproducere den slags.
Få måneder efter fik Det Hvide Hus endnu en lagkage i hovedet.
»Kina er på nippet til produktionen af den naeste generation af computerchips,« lød overskriften på en artikel fra Financial Times i februar efter samtaler med kilder inden for og uden for landet. For SMIC havde i det stille udvidet sine fabrikker, så de netop kan masseproducere moderne chips til fremtidige Huawei-modeller.
Eller missiler. Eller spionsatellitter. Sideløbende forudser flere eksperter nu, at Huawei vil saelge op til 60 millioner Mate 60 Pro alene i år. SMIC er undervejs med produktionen af ikke blot de såkaldte syv nanometer-chips, men også chips helt ned til fem nanometer. Det er én generation bag de bedste, Vesten har at byde på.
For ifølge Bloombergs beregninger er Kina ikke laengere de forventede 10 år bag USA, men kun fire.