Ja, medierne skal taenke sig om. Men det skal politikerne og din nabo også

Biskop Henrik Stubkjaer kunne ikke naere sig for at løfte den formanende pegefinger, da han talte ved den konservative partileder Søren Pape Poulsens kiste i Viborg Domkirke i lørdags. Han mente, at den kun 52-årige politikers bratte død burde give anledning til eftertanke. Dermed lagde han sig i slipstrømmen på udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der hurtigt efter Papes død på Facebook antydede, at mediernes hårde jagt på Pape under valgkampen havde slidt på Kformandens helbred.

Ja, medierne forholder sig kritisk til de folkevalgtes gøren og laden. Det er en vaesentlig del af mediernes berettigelse: at holde øje med magthaverne. Og det er der god grund til i en tid, hvor folketingspolitikerne i stigende grad lever bag et hegn af spin, og hvor politikerne selv er saerdeles opmaerksomme på at bringe sig selv i spil med hurtige, holdninger på sociale medier.

Lars Løkke Rasmussen har f.eks. også ageret tastaturkriger på tider af døgnet, hvor han måske burde have taget nathuen på.

Naermest hver gang, Christiansborg rammes af en sygemelding, diskuteres det, om politikerlivet er blevet for stressende og altopslugende.

Men kun lidt sker der. Fordi politik er så kraftigt et drivmiddel for dem, der er ramt af bacillen, at det er svaert at skifte til et lavere gear.

Og der er kun én ting at sige til de politikere, der føler, at de bliver ”jagtet” af medierne i døgndrift: I er voksne mennesker. Det er kun jer selv, der afgør, om I tager telefonen, når den ringer.

En af de politikere, der nu har gjort regnskabet mellem politik og privatliv op, er Frederikshavns socialdemokratiske borgmester, Birgit S. Hansen.

Efter at have set Søren Papes bisaettelse i lørdags besluttede bydronningen i Danmarks nordligste kommune, at det skal vaere slut efter naeste kommunalvalg for hendes vedkommende. I TV 2-programmet ”Newsroom” uddybede hun mandag sin beslutning. Og slog fast, at hun intet havde at udsaette på de etablerede medier. Hun følte sig overhovedet ikke jagtet eller misbrugt.

Hun så sociale medier som det store problem.

Hun er i sine ti år som borgmester blevet kaldt ”feltmadras” og ”klamme kaelling”, og da en borger kaldte hende »røde luder« på de sociale medier, ringede Birgit S. Hansen vedkommende op for at tale ham til fornuft. Det lykkedes ikke. Manden syntes sådan set stadig, at hun var en »rød luder«.

Sagen handlede i øvrigt om kommunal snerydning …

Hendes udsagn er vaesentlige at tage med videre i en faelles overvejelse om, hvordan vi kommunikerer med hinanden. Det er, som de sociale mediers ulideligt lette adgang til at udtrykke sig får sluserne til at åbne sig med ukvemsord - eller bare manglende omtanke. En del forsømmer i hvert fald den eftertanke, Henrik Stubkjaer efterlyste.

Det er et dannelsestab, der er dybt bekymrende.

Uanset om det er hovedløst kvaerulanteri, eller om det er meningspolitiet, der kører døgnpatrulje i jagten på de forkerte meninger. Begge dele ender som oftest som rigidt råberi fra hver sin skyttegrav. I råberiets skingre tonedøvhed ligger polariseringen - trumpismen, om man vil og leder efter sit bytte. Og hvor de etablerede medier er underlagt lovgivning, er de sociale mediers ytringer stort set ureguleret i al sin vildtvoksende verbalflora. Så der er fri leg til at braekke sig.

Da en borger kaldte Birgit S. Hansen »røde luder« på de sociale medier, ringede hun vedkommende op for at tale ham til fornuft. Det lykkedes ikke. Manden syntes sådan set stadig, at hun var en »rød luder«.

Så det vaesentlige i debatten efter Søren Papes død er ikke at benytte en gunstig lejlighed til at pege fingre ad de etablerede medier, men derimod at erkende, at ansvaret for, hvordan vi omgås verbalt på sociale medier, er personligt. Og at det forpligter. Både politikerne og naboen.