»Jeg har gjort meget ud af, at det ikke er mig, der bliver betragtet som hende, der tager ud af bordet«
Mona Juul traeder ind i toppen af dansk politik som ny, konservativ leder. Hun er trist over omstaendighederne, men stolt over opbakningen. Og så er hun ikke lige så meget ”Gud, konge og faedreland” som Søren Pape.
Mona Juul kom selv ind på det djaevelsk svaere i situationen. På, hvordan stoltheden over at skulle overtage lederskab af et traditionsrigt politisk parti og traede ind på den helt store scene på Christiansborg, blandede sig med noget dystert.
Sorgen over det bagtaeppe, det skete på. Kl. 12.01 trådte Mona Juul frem på den gang på Christiansborg, hvor Konservative hører hjemme.
Få minutter senere tog hun ordet.
»Selvom der ligger en dyne over glaeden, er jeg alligevel rigtig stolt over, at den konservative folketingsgruppe har betroet mig den opgave at blive politisk leder for Det Konservative Folkeparti, « lød det.
Det var – sammen med den store milliardoprustning i Forsvaret – ugens største nyhed i dansk politik.
Men også den mindst overraskende. Da nyhedsbureauet Ritzau en time tidligere havde breaket, at Konservative indkaldte til pressemøde, vidste alle, hvad der skulle ske.
Dagene inden havde K-profiler én efter én meldt ud, at de ikke var interesserede.
»Jeg har to små børn derhjemme og er ikke et sted i mit liv, hvor det er relevant for mig,« sagde Mette Abildgaard, partiets politiske ordfører, i sidste uge.
Rasmus Jarlov brugte også sin børn som argument.
Han tilføjede, lidt saeregent, på X, at »mine politiske holdninger flugter heller ikke godt nok med resten af partiets folketingsgruppe til, at det ville give mening«.
Sandheden er, at pilene allerede inden Søren Papes alt for tidlige død pegede på, at Mona Juul ville blive den naeste formand for Konservative.
I februar fik hun den magtfulde tjans som gruppeformand i partiet, og allerede her begyndte politiske kommentatorer at spå i kaffegrumsen.
»Hun er nu klar favorit til at efterfølge Pape,« lød det fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.
Weekendavisen skrev, at Papes »dage som formand efter alt at dømme talte«.
»Nu er det Monas tur,« lød det i avisen, mens Politiken skrev et stort portraet af den 56-årige aarhusianer, der ifølge artiklen gjorde sig bemaerket ved at tale til by-konservative frem for land-konservative og for at have et stort maleri af en masturberende kvinde haengende på sit kontor.
På den måde var situationen helt modsat fra dengang, Søren Pape i 11. time blev hentet ind som formand i sensommeren 2014.
Her var alle overraskede. Spurgte, hvem den nye K-formand mon var.
Onsdag formiddag spurgte ingen på Christiansborg, hvem Mona Juul var, men hvad hun stod for, og hvordan hun var anderledes end forgaengeren.
Sidstnaevnte blev vi – til en vis grad – klogere på.
Ramasjang og tykke damer
Jeg køber slet ikke ind på det dér med, at man har den ene, den anden og den tredje. Jeg er det hele. Og det synes jeg faktisk er rigtig, rigtig godt. MONA JUUL
Formelt set er Mona Juul endnu ”kun” politisk leder i Konservative.
At blive formand kraever et ekstraordinaert landsråd, der tidligst kan finde sted i april. Men det er en formssag.
På pressemødet onsdag stod Mona Juul flankeret af fungerende formand Michael Ziegler og politisk ordfører Mette Abildgaard.
De to gjorde alt for at understrege, at en enig folketingsgruppe, hovedbestyrelse og et ditto forretningsudvalg i døgnet op til pressemødet var stimlet sammen for at pege på på Mona Juul.
Et hold af konservative folketingsmedlemmer havde ligeledes linet sig op langs en vaeg få meter fra seancen.
Uden for kameraernes raekkevidde.
Men nok til at også fysisk signalere, at de havde den nye leders ryg.
Hidtil har Mona Juul fokuseret på sine poster som klima- og erhvervsordfører, og kombineret med hendes relativt korte tid i politik – hun blev valgt ind i Folketinget i 2019 – efterlader det utal af emner, hun aldrig har udtalt sig om.
Det var hovedpersonen forberedt på.
Mens Ziegler laeste op fra sin iPhone, og Mette Abildgaard fra håndskrevne noter, havde Mona Juul 12 halve maskinskrevne A4-ark i sine haender.
Ligesom når dronningen holder nytårstale.
Hun slog fast, at hun formmaessigt vil laegge sig taet op ad Søren Pape.
»Med Søren var vi, hvis jeg må bruge Per Stigs Møllers ord, et resultatparti. Og ikke et ramasjang-parti.«
Hvad indhold angår, gav hun også lunser af, hvad der er i vente.
Konservative går »en grøn fremtid i møde«, sagde hun:
»For klimaforandringerne, de venter ikke på nogen. Der er en regning, der skal betales for naeste generation, hvis ikke vi tager ansvar. Og derfor tager vi generationskontrakten meget alvorligt. Vi vil gribe ind over for iltsvind. Vi vil have rent drikkevand. Vi vil have nogle fisk i fjordene, og biodiversiteten, den skal blomstre.«
Søren Pape kom i 2018 for skade at nedtone det grønne og til Berlingske udtale, at »dér skal vi ikke bruge vores kraefter«.
Mona Juul gjorde det onsdag klart, at emnet står centralt i hendes politiske kompas.
Dertil var der flere Konservative evergreens.
Forsvar. Familie. Tryghed. Men ikke så meget om hverken skatte-, udlaendinge eller retspolitik.
Det fik en journalist til at stille et oplagt spørgsmål. »Er du mere midter- og venstreorienteret end Det Konservative Folkeparti ellers er?« lød det.
»Jeg køber slet ikke ind på det dér med, at man har den ene, den anden og den tredje. Jeg er det hele. Og det synes jeg faktisk er rigtig, rigtig godt,« svarede Mona Juul.
En anden ville vide, om hun så for sig at blive en slags dansk Erna Solberg.
En reference til lederen af Konservatives norske søsterparti, Høyre, der fra 2013 til 2021 var landets statsminister.
Og svaret fik tilhørerne til at le.
»Egentlig så taenker jeg, at det er sådan noget med nogle gamle, tykke damer. Jeg er nødt til at sige, at jeg har kaempe, kaempe respekt for Erna. At blive sammenlignet med hende, tror jeg lige er en postgang for tidligt.«
Ikke troende på den måde
På pressemødet kaldte Mona Juul sig for »rigtig konservativ«. Men hendes svar afslørede også, at De Konservative på saerligt ét område får en ny type formand.
Søren Pape levede i den grad op til udsagnet om at lede et parti orienteret mod Gud, konge og faedreland.
Han havde en hvid buste af dronning Margrethe på sit kontor, ligesom han var troende og aktiv kirkegaenger. Ikke mindst kom han i Viborg Domkirke, hvorfra han lørdag blev bisat.
I sin praediken til bisaettelsen sagde biskoppen om Pape:
»Han var klassisk konservativ – ”inkarnationen af Gud, konge og faedreland”, som én har udtrykt det.«
Jyllands-Posten spurgte onsdag den nyslåede formand ind til hendes konservative arv.
Jeg vil gerne stille et spørgsmål, som måske er lidt usaedvanligt, men i betragtning af den livsanskuelse, din forgaenger havde, og i betragtning af, at I er partiet for Gud, konge og faedreland, så håber jeg, det er i orden at spørge om det.
»Nu bliver jeg meget spaendt.«
Hvad du mener om Gud, er du troende, og er du medlem af folkekirken?
»Jeg er medlem af folkekirken. Jeg kommer der ikke naer så tit som Søren Pape, han gjorde, det er jeg nødt til at sige. Så jeg er nok mere som de fleste danskere: at jeg kommer der ved saerlige lejligheder.«
Er du troende?
»Jeg tror på rigtig mange ting, men jeg tror ikke, at jeg er troende, som du stiller det op lige nu her.«
Hun blev også spurgt, om hun er feminist. »Øh, puh, hvordan skal man svare på det? Altså, jeg tror på ligestilling. Men jeg vil sige det på den måde, at hvis jeg skal vaere feminist, så er jeg nok sådan mere hverdagsfeminist, forstået på den måde, at i de mange bestyrelser, jeg har siddet i, og de ledelser, jeg har siddet i, har jeg gjort meget ud af, at det ikke er mig, der bliver betragtet som hende, der tager ud af bordet.«.
»Nu gør vi det«
Nu er det op til vaelgerne at bedømme den Mona Juulske konservatisme med mindre Gud og mere klima.
Målingerne har laenge vaeret dårlige.
Trods Venstre-nedsmeltning, en upopulaer midterregering og et vaelgerhav i røre opnåede partiet i Søren Papes sidste tid kun en tilslutning på omkring 5 pct. i meningsmålingerne.
Selv afviste hovedpersonen, at de dårlige tider inden Søren Papes død havde fået hende til at smede raenkerne i forvejen.
»Det er ikke mange dage siden,« lød svaret, da en journalist spurgte, hvornår hun først gjorde sig formandstanker.
Ekstra Bladet gjorde indsigelser: »Jeg har meget svaert ved at tro, at det er rigtigt, at du kun for to dage siden har fået den idé (om at blive formand, red.)?«
»Jeg tror ikke, jeg sagde to dage siden, men det er meget, meget taet på. Men jeg er nødt til at sige til dig, at jeg tror, at en gang imellem skal I måske også have lidt tillid til, hvad vi siger herinde,« sagde Mona Juul og fortsatte:
»Jeg har ikke vendt det her med Søren Pape. Det har ikke ligget på mit bord. Men nu gør vi det.«