En af fransk films staerkeste instruktører brillerer med veloplagt komedie
François Ozon viser med ”Jeg er morderen!”, at forbrydelser og feminisme sagtens kan gå hånd i hånd.
Jeg er morderen! Krimikomedie
Land: Frankrig, 2023 Instruktion: François Ozon Varighed: 1 time 42 minutter Premiere: Den 14. marts
333333
Det hører til sjaeldenhederne, at mistaenkte ligefrem står i kø for at tilstå forbrydelser, men i franske François Ozons uhyre veloplagte krimikomedie ”Jeg er morderen!” er det ikke desto mindre tilfaeldet.
Vi befinder os i Paris i 1935, hvor de to veninder, den aspirerende skuespillerinde Madeleine (Nadia Tereszkiewicz) og den nyudklaekkede advokat Pauline (Rebecca Marder), knap har salt til et aeg.
I filmens første scene bevaeger en grådkvalt Madeleine sig gennem Paris’ gader efter angiveligt at vaere blevet afvist af en hovedrige filmproducent, der kun vil tilbyde hende rollen som sin private elskerinde.
Bedre går det ikke privat, hvor hendes kaereste, daekarvingen André (Édouard
Sulpice), ser sig nødsaget til at forlove sig med en anden. Vaerre – eller bedre? – bliver det kun, da politiet pludselig tropper op på adressen, for det viser sig, at den famøse producent er blevet slået ihjel, og alt peger på Madeleine.
Hun naegter sig først skyldig godt hjulpet på vej af Paulines overbevisende talegaver, men som samtalen
med de ikke videre kløgtige efterforskere skrider frem, indser veninderne, at der måske er noget vundet ved at ruske tremmer for en stund. Og er der måske ikke ligefrem noget kvindefrigørende ved at draebe en mand, der forgriber sig?
Ozon vender med ”Jeg er morderen!” tilbage til det krimikomiske univers, som han udforskede i den faenomenale
pastiche ”8 kvinder – og et mord” (2002).
Superaestetisk forbrydelse
Det lette klaeder Ozon lige så godt som det komplekse, og i sin genrebevidste og superaestetiske tilgang til forbrydelsens og opklaringens anatomi får Ozon skabt en delikat og vidunderligt charmerende film, som traekker veksler på instruktørens
staedige udforskning af kønsroller og erotiske spil.
Vi er langt fra det sort-hvide drama i ”Frantz” (2016), raffinementet i ”Selv de bedste hjem” (2012) og fra den ulmende psykoseksuelle spaending i ”Swimming Pool” (2003), men Ozon får fremmanet et campet screwball-univers, hvor nutidens populaerfeministiske agendaer kaster et både morsomt
og forfriskende lys over fortiden. Tereszkiewicz og Marder er herlige som de to unge kvinder, der bliver velsignet med en mordanklage, og da de får med- og modspil af Isabelle Huppert i en pragtrolle, bliver det hele kun endnu bedre. ”Jeg er morderen!” rangerer ikke blandt Ozons hovedvaerker, men mindre kan bestemt også gøre det.