Russerne forsømte at rydde op efter fortiden

Hvis Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud havde taget et opgør med sin mørke fortid, fjernet løgne og fortielser fra historiebøgerne og sat en prop i propagandaen, så havde vi ikke set en invasion af Ukraine.

Som interviewet med Putin skred frem, så den tidligere Fox Newsjournalist Tucker Carlson mere og mere forvirret ud.

Carlson havde stillet den russiske praesident det spørgsmål, hele verden fortsat ventede et svar på: Hvorfor angreb Rusland Ukraine den 24. februar 2022?

Som svar fik han en halv times historielektion, der tog udgangspunkt i legenden om vikingefyrsten Ruriks ankomst til Novgorod i 862, bevaegede sig over Perejaslavtraktaten fra 1654 og Katarina den Stores erobringer og russificering af Nyrusland (nutidens sydøstlige del af Ukraine, inklusive Krim) og sluttede med bolsjevikkernes opdeling af imperiet i Sovjetrepublikker.

Den ellers så snakkesalige tv-vaert bevaegede sig uroligt på stolen, mens målløsheden stod skrevet hen over hans måbende ansigt. I praesentationen af interviewet kaldte Carlson historieforelaesningen for »et chok«, men han var ikke alene om denne reaktion, for stort set ingen i den danske presse tog denne del alvorligt. I stedet haeftede de sig ved, at Putin havde afvist, at Polen eller Baltikum stod for tur. Men Putin havde rent faktisk besvaret spørgsmålet. Og svaret skal netop findes i hans historiesyn og i hans historiebrug.

Udenrigsminister Sergej Lavrov blev ifølge Financial Times først bekendt med ”specialoperationens” fulde omfang tre timer inden angrebet. Senere samme dag var eliten indkaldt til møde i Kreml, og mens de ventede, spurgte en oligark Lavrov om årsagen til invasionen.

Lavrov svarede, at han ikke kendte den, og at »Putin kun har tre rådgivere: Ivan den Grusomme, Peter den Store og Katarina den Store«. Det lyder måske underligt, men Lavrov sagde her for en gangs skyld noget sandt. Søger man tilbage i den russiske historie og den russiske historieskrivning, så er synet på Ukraine som russisk kerneland givet, og invasionen blot business as usual.

Allerede Ivan den Store kaldte sig for »hersker over hele Rus« og så dermed sig selv for den retmaessige arvtager til middelalderriget Kyiv-Rus og ikke mindst til byen Kyiv, som han mente »var givet os af vores forfaedre«. Og dermed kunne han legitimere sine forsøg på at erobre Livland (nutidens Estland og Letland) og dermed vinde adgang til Østersøen. Ivan den Grusomme fortsatte i det samme spor og kaldte Vladimir den Hellige (som konverterede til den ortodokse tro i 988) for »Ruslands første zar«.

I interviewet med Carlson gentager Putin konsekvent retorikken: Rusland som stat grundlaegges med Kyiv-Rus (862-1240), og han omtaler konsekvent områdets indbyggere som »russere«. Noget af en tilsnigelse, al den stund riget var en smeltedigel bestående af finskugriske folk, skandinaviske vikinger, graekere og forskellige slaviske stammer.

Når Moskva-rigets zarer i Middelalderen legitimerer deres ret til de ukrainske områder gennem historien, så er det kort og godt historiepropaganda a la den, vi i dag møder i Putins Rusland: Kyiv, Odesa og Sevastopol er »vores byer«, ukrainerne er i virkeligheden (vildledte) russere, vi er ét folk, og rent faktisk »eksisterer der ikke noget Ukraine«.

Som Putin kunne fortaelle en forbløffet praesident George W. Bush i 2008. Det vakte en del opmaerksomhed, da Putin til et møde med unge entreprenører og videnskabsfolk i juni 2022 sammenlignede sig selv med Peter den Store og udtalte, at da Peter den Store erobrede Narva (i det nuvaerende Estland), »tog han i virkeligheden ingenting fra svenskerne, han tog bare det tilbage, der tilhørte Rusland«, og fortsatte: »Nu tilfalder det så os at tage nogle områder tilbage.«

Putin er, som han selv har sagt, et »aldeles succesfuldt produkt af den sovjetiske patriotiske uddannelse«. Denne uddannelse var et sammenkog af fortaellinger om heltemod og lidelse fra køkkenet, myter og sange fra klasselokalet, den officielle propaganda gentaget ad nauseam på sejrsdagen, patriotiske film og romaner etc. Og i centrum for det hele stod kulten om Den Store Faedrelandskrig, og som alle andre sovjetborgere var Putin underlagt den sovjetiske fortaelling om sejren over den absolutte ondskab. Retorikken genfindes naesten en til en i dagens Rusland, hvor det også er en forbrydelse at tale nedsaettende om den russiske haer og Den Store Faedrelandskrig. Krigen var selve omdrejningspunktet i det paedagogiske arbejde med at skabe det nye sovjetmenneske, og historiefaget var det vigtigste emne i skolen i Sovjetunionen, skriver Klas-Göran Karlsson.

et våben, den skulle motivere til forsvar af faedrelandet, og selv ved skolepulten var man altså ved fronten. Praecis som de russiske skolebørn

Historien var simpelthen

er det i dag. Faktisk begynder den patriotiske indoktrinering allerede i børnehavens sandkasse, hvor børnene skal introduceres for militaer-patriotiske lege, som gør militaere emner til »en hverdagsting«. Manualen ”Paedagogisk sandkasse” fra 2016 er rettet mod tre-femårige og foreslår at simulere slag med »Ruslands herlige våben« ved at fylde sandkassen med »modeller af militaert udstyr og faestninger«.

Manualen laegger ikke skjul på hensigten: »Målet med sådanne ritualer, fejringer og gruppeaktiviteter er at få de små børn til at elske staten, dens symboler og dens fortid, mens børnene er for små til at modsaette sig eller protestere. I den alder vil de forstå Ruslands militaere historie som en historie af sejre, hvilket skaber forudsaetningen for en følelsesbaseret uddannelse.«

Patriotismen er en baerende søjle i Putins historiepolitik: Det er stoltheden over fortiden, som skal skabe kaerlighed til faedrelandet. Og det er gennem en systematisk propaganda, at fortiden formidles. Bevaeger man sig ned ad en gade i en hvilken som helst større russisk by, vil man møde fortiden som en kalejdoskopisk mosaik: nye statuer af Vladimir den Hellige fra Middelalderens Kyiv-rige, af zarer fra 171800-tallet og af sovjetiske personligheder (som f.eks. Kalasjnikov). Selv statuer af Stalin er tilbage. De var ellers kørt på historiens mødding efter Khrusjtjovs opgør med Stalinkulten i 1956. Der er store fotos i gadebilledet fra Den Store Faedrelandskrig, mindesmaerker for imperiets generaler, der er historiske citater på busserne, i metroen spilles der sovjetiske krigssange. Befolkningen marcherer – langt hen ad vejen – gladelig i takt mod den lysende fortid.

Putin er, som han selv har sagt, et »aldeles succesfuldt produkt af den sovjetiske patriotiske uddannelse«.

Hvis Rusland en dag endegyldigt skal opgive krigen som national idé, skal der – blandt meget andet – et selvopgør til som det, Tyskland gennemgik efter Anden Verdenskrig. Med retsopgør og en kortlaegning af krigsforbrydelserne. Men også historiepolitikken skal for en dommer, og historiebøgerne skal skrives om. Endnu en gang.

Gader og pladser skal skifte navn, Stalin-statuer vaeltes (for anden gang), og Den Røde Haer skal pilles ned fra sin piedestal.

»Burn this shit down,« siger Pussy Riot om tv-tårnet i Ostankino i Moskva (på udstillingen ”Velvet terrorism” på Louisiana 2023), som spreder Kremls propaganda på de statsejede kanaler, og det var måske også en god idé.

Ligeledes skal den fortraengte fortid frem i lyset: imperiets racisme, kolonialismens undertrykkelse, Ivan den Grusommes terrorregime, Gulag, Holodomor og lighederne mellem stalinismen og nazismen. Krigskulten skal opløses.

Hvordan reagerede Tucker Carlson på Putins historietime? Han tog alle løgnene for givet og accepterede Ruslands historiske ret til de ukrainske områder. Det er ikke kun i Rusland, at der er behov for større viden om Ruslands historiesyn og historiebrug.

Min tese er, at hvis Rusland i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud havde taget et opgør med sin mørke fortid, endevendt sin histories sorteste kapitler og sat navne på både bødler og ofre, fjernet løgne og fortielser fra historielaerebøgerne, gjort endeligt op med alle myterne, med Stalin-kulten og sat en prop i propagandaen – så havde vi ikke haft en invasion af Ukraine.

Derfor er truslen fra Rusland også først overvundet, når Putins og russernes historiesyn er ”besejret”.