To år efter Putins angreb: »Hvor laenge kan vi leve en dag ad gangen?«

Ukrainere på flugt kan ikke tage hjem, men de kan heller ikke undgå at slå rødder der, hvor de er. Hvad gør man, når man bare venter på, hvad der slutter først: krigen eller opholdstilladelsen?

Fanget i limbo.

Da Rusland invandrede Ukraine den 24. februar 2022, søgte tusindevis af mennesker – familier, børn og aeldre – tilflugt i alle afkroge af Europa.

Flere af disse endte i Danmark og i Norddjurs Kommune.

En af dem var Olena Prokhorova.

Olena Prokhorova – eller Lena, som hun foretraekker at kaldes – fandt sig dog hurtigt til rette på Djursland. Hun fik job som bager på caféen Forrådskammeret i Auning. Selvom hun egentlig er advokat, blev hun på rekordtid en uvurderlig del af dagligdagen i det hyggelige surdejsbageri.

Tilvaerelsen var kaotisk, og fremtiden usikker, men i det mindste var folk venlige, omgivelserne gode, og rammerne trygge.

Her to år senere er situationen stort set uaendret, skriver Lokalavisen Norddjurs.

Lena Prokhorova er stadig glad for tilvaerelsen i Auning, og krigen raser fortsat i hendes hjemland.

Ligesom mange andre ukrainere på flugt er hun derfor stadig fanget i ingenmandsland.

Hun kan ikke tage hjem og genstarte livet i Ukraine, men hun ved heller ikke, om hun kan eller vil blive boende og bygge en fremtid i Danmark.

Alenemor

Siden Folkebladet sidst var forbi Forrådskammeret for at tale med Lena Prokhorova, er der ikke sket de store forandringer i hendes liv, fortaeller hun.

»Jeg har selvfølgelig tilpasset mig mere til det danske liv. Det tror jeg gaelder for alle ukrainere.«

Efter to år i Danmark er der dog saerligt to udfordringer, der presser sig mere og mere på.

En af dem er sproget. »Mange ukrainere taler allerede dansk, men ikke jeg. Jeg forstår selvfølgelig mere. I begyndelsen var sproget volapyk, men nu forstår jeg mere og mere.«

Lena Prokhorova bor alene i Danmark sammen med sin niårige søn og har arbejdet mere eller mindre, fra den dag hun ankom til Djursland.

Netop derfor har det vaeret svaert for hende at laere dansk.

»Jeg arbejder om dagen, og om aftenen tager jeg mig af min søn. Jeg har ikke foraeldre, der kan passe min søn, og jeg må ikke tage ham med på sprogskolen. Det er ikke tilladt.«

Hun har derfor efterspurgt onlineundervisning, men i modsaetning til andre kommuner findes der ikke et offentligt tilbud om online danskundervisning i Norddjurs Kommune.

»Det ville vaere ideelt at have mulighed for at tage online danskkurser. Her i Auning er sprogskolen enten tre timer i løbet af aftenen, hvor jeg har min søn, eller tre timer om dagen, hvor jeg er på arbejde.«

Hun føler derfor, hun har vaeret tvunget til at vaelge mellem at have et arbejde eller at laere dansk.

»Folk, som ikke fik sig et arbejde i starten, har i dag laert at tale dansk. Jeg har arbejdet, men ikke laert dansk.«

Ingenmandsland

Lena Prokhorova understreger gang på gang, at det er vigtigt for hende, at det ikke lyder, som om hun ikke er glad for alt det gode, hun har oplevet i sine to år i Danmark.

Hun er glad for sit arbejde, og hun og hendes søn er faldet mere og mere til i Auning.

»Min søn er lige begyndt til spejder. Spejderlederen siger, at han har fået gode venner der. Jeg kan også maerke på ham, at han falder mere og mere til. For et år siden snakkede han om Ukraine hver dag og om, hvornår vi skulle tilbage. Det gør han ikke lige så meget nu.«

I takt med at hun og sønnen har slået flere rødder, er en ny udfordring opstået: fremtiden.

»Om et år udløber min opholdstilladelse. Der står, at den kan blive forlaenget, men selvfølgelig er der en usikkerhed. Og den usikkerhed gaelder for alle ukrainere over hele Europa. Man er nødt til at vente, men man er også nødt til at slå sig ned et sted.«

Et eksempel på denne udfordring er hendes søns skolegang. Han går på dansk skole, men i modtagerklasse sammen med andre ukrainere. Inden laenge kan han dog blive rykket over i en almindelig folkeskoleklasse.

Det danske skolesystem er dog meget anderledes end det ukrainske, fortaeller Lena Prokhorova. Derfor gik sønnen gennem lang tid i online ukrainsk skole om aftenen. Det besluttede hun dog at stoppe i efteråret 2023.

»Det blev for meget for ham og for mig. Problemet er nu, at jo laengere tid vi bliver her, des svaerrere bliver det for ham at tilpasse sig, hvis vi flytter hjem.«

Skal vi blive?

Ligesom sønnen er Lena Prokhorova faldet mere og mere til i Auning. Hun er blevet så glad for arbejdet i caféen, at hun har overvejet at gå i mesterlaere som kok.

Det kan dog vaere svaert at give sig selv lov til at planlaegge fremtiden, når valget i sidste ende ikke er ens eget.

»Du haenger i luften. Du ved ikke, hvornår krigen slutter, eller om du får lov til at blive boende her, så du er i ingenmandsland. Du prøver at leve dag for dag, men der er gået to år nu. Hvor laenge kan du leve en dag ad gangen?«

På det seneste har hun overvejet at tage hjem og besøge Ukraine. Hendes foraeldre bor nemlig stadig i hendes hjemby, og hun har ikke set dem, siden krigen startede.

»Det er bare for riskofyldt. Jeg har kaempet så meget for at nå hertil. Samtidig har jeg boet to år et sikkert og roligt sted, så tanken om at vende hjem til bomber og krig er skraemmende.«

Hun fremhaever også, at det ikke alle ukrainere, der har noget at vende hjem til.

Du haenger i luften. Du ved ikke, hvornår krigen slutter, eller om du får lov til at blive boende her, så du er i ingenmandsland. Du prøver at leve dag for dag, men der er gået to år nu. Hvor laenge kan du leve en dag ad gangen? LENA PROKHOROVA

»Jeg har gode grunde til at vende tilbage, men mange mennesker mistede deres hjem og familie og har ingen grund til at vende tilbage. Man bør taenke saerligt på de mennesker, som ikke har noget at vende tilbage til.«

Far kaldt i krig

Selvom Lena Prokhorova og hendes søn er faldet godt til i Danmark, så lurer krigens barske realiteter stadig i hver nyhedsopdatering eller i hver ny sms fra familien.

»Raketterne springer stadig, folk dør stadig. Det er ikke laenge siden, jeg hørte, at en hel lejlighedsbygning var blevet bombet, og fem børn døde i den by, jeg boede et år i, da jeg laeste.«

Lena Prokhorovas foraeldre bor stadig i hjembyen Kryvyi Rih i det centrale Ukraine, og krigens kolde greb nåede for alvor helt ind i familiekredsen, da hendes far for fire uger siden blev indkaldt til militaeret.

»Han fik at vide, at han skulle troppe op på et af de steder, hvor haeren mobiliserer soldater. Det skulle vurderes, hvorvidt han var egnet til haeren. Han er 59 år gammel.«

Faderen var i boot camp i en uge og fik i sidste ende at vide, at han var egnet til krig. Han fik en dag til at pakke sine ting, og klokken syv naeste morgen tog han af sted for at støde til tropperne.

»Det var utrolig svaert for mig. Bare tanken om ham som soldat; at frygte for hans liv. Det var skraemmende.«

Lena og hendes familie slap dog med skraekken.

Efter en dag i haeren blev faderen nemlig sendt hjem igen. I sidste ende vurderede man, at han var for gammel.

»Min historie sluttede godt i dette tilfaelde, men for mange andre går det ikke sådan. Og sådan er det hele tiden. Man taenker på sin fremtid, men på samme tid er man bekymret for dem, man holder af.«

Selvom Lena Prokhorova har fundet trygge rammer i Auning, så er krigens seneste raedsler aldrig laengere end en notifikation vaek. Hun og andre ukrainere venter på, at krigen stopper, og samtidig er det svaert at finde ud af, om livet i mellemtiden for alvor kan starte. Foto: Forrådskammeret