»Den her krig er en spytklat i hovedet på hele verden fra Rusland«
Ved en naesten usynlig ukrainsk stilling naer fronten i Kupjansk er der blevet markant laengere mellem bragene fra artillerikanonen, samtidig med at russiske glidebomber nu laegger et yderligere pres. Jyllands-Posten var i skyttegraven og løb med i beskyt
Mindre end tre minutter efter vores ankomst skaerer en ung soldat virkeligheden ud i pap. »Lad os blive enige: Hvis fjenden svarer igen, så lytter I til mig. Jeg fortaeller, hvad I skal gøre,« dikterer befalingsmanden Alexander.
Stemningen er anspaendt. Klokken har kun lige passeret 8.30, og det her er allerede dagens anden ordre.
»Slå jeres geolokationer på telefonerne fra,« lød den første for 20 minutter siden fra presseofficeren Ivan, da Jyllands-Posten i en bumlende firehjulstraekker fra 32. Mekaniserede Brigade var på vej mod en artilleristilling ved Ukraines nordøstlige frontlinjeby Kupjansk.
»I skal bare følge mig,« tilføjer Alexander uden antydning af et smil.
Måske er morgenens dobbelte russiske raketangreb årsag til de traette, udtryksløse øjne og sammenbidte ansigter under hjelmene på de seks soldater foran os. Måske skyldes udmattelsen, at alle er i alarmberedskab. Eller også udspringer den af enhedens lavpraktiske problem:
»Lige nu mangler vi ammunition. Det er derfor, vi ikke skyder så tit,« som den øverstbefalende 49-årige Vitalii konstaterer.
Braendpunkt på ny
I en jordfordybning og skjult under camouflagenet, ståltråd og grene står enhedens vigtigste arbejdsredskab ellers klar til brug. En sovjetisk artillerikanon fra Anden Verdenskrig med mundingen vendt mod de russiske stillinger mindre end 10 kilometer fremme på den anden side af Oskil-floden, der deler Kupjansk i to.
Byen blev som en af de første indtaget af russerne efter invasionen for mere end to år siden. Allerede den 27. februar 2022 overgav den davaerende borgmester frivilligt Kupjansk til de russiske styrker. Det kostede ham siden en tiltale for forraederi.
Syv måneder senere blev russerne smidt på porten under ukrainernes fremstød, men nu er krigslykken vendt igen. Russerne hamrer løs med deres artilleri – ikke kun ved Kupjansk, men langs hele frontlinjen i det østlige Ukraine.
Det russiske momentum opstod efter erobringen af den østlige industriby Avdiivka i februar, da ukrainerne blev presset ud efter et langvarigt slag. Siden er russiske tropper rykket yderligere frem, om end tempoet synes aftaget, i takt med at ukrainerne får etableret nye forsvarslinjer.
Men presset på de ukrainske stillinger er voldsomt – ikke mindst i Kupjansk. I februar skrev magasinet Forbes, at russerne stod klar til at saette 40.000 mand og hundreder af kampvogne ind alene i slaget om det strategisk vigtige jernbaneknudepunkt, som før krigen havde knap 30.000 indbyggere.
32. Mekaniserede Brigade blev sendt til området allerede i sommer for at forstaerke forsvarslinjerne og slå russernes offensive stød tilbage.
Sidste år tabte de ukrainske styrker byen Bakhmut. En uge inden krigen tog hul på sit tredje år, faldt så Avdiivka. Og i sidste uge yderligere to mindre byer i Donbas.
Bekymringen er, at Kupjansk kan blive krigens naeste større braendpunkt og åbne en direkte vej for russerne mod Ukraines naeststørste by, Kharkiv.
»Der bør slet ikke vaere noget naeste braendpunkt,« lyder ønskescenariet fra soldaten Andreii.
Både hans lillebror og 52-årige far er også en del af brigaden, men resten af familien har han ikke set siden den 13. februar sidste år.
»Vi skal til at affyre her, så nu bliver dét naeste braendpunkt,« konstaterer 39-årige Dima med knastør galgenhumor.
»Til bunkeren, til bunkeren …«
Allerede undervejs gennem skovbrynet på vej hertil hørte vi krigens lydspor runge, da artillerister fra deres skjul i området sendte bragende morgenhilsner af sted – indtil videre uden svar.
Flere af soldaterne i enheden er mobiliseret inden for det seneste år, men gruppen på fem mand under Vitaliis kommando har allerede stor rutine.
47-årige Yura fjerner camouflagenettet fra kanonen. 45-årige Tahrir dukker op fra et underjordisk skjul med en 85 mm granat i favnen. 33-årige Andreii noterer som ansvarlig på sin blok, mens 36-årige Sasha kigger i sigtekornet.
Så falder dagens tredje ordre. Denne gang et forbud mod at filme med vores mobiler af frygt for geotracking af optagelserne, ligesom vi skal skaere horisonten fra på alle fotos.
»Det er farligt for vores maend,« siger presseofficeren Ivan.
»Kikkert, 328,« råber en soldat, mens en anden gentager saetningen.
»Ingen grund til hastvaerk,« indskyder øverstbefalende Vitalii og tilføjer grinende et »easy peasy« henvendt til Jyllands-Posten.
»Ammunition. Lad kanonen,« er ordren. »Plus,« lyder det bekraeftende retursvar, og efter mindre end to minutters koncentreret arbejde er granaten på plads, og alle i stilling.
Afventende. Tavse. Fokuserede. Indtil Sasha retter på sit hørevaern, griber udløseren og råber »Affyring«.
Så lyder braget. Trykbølgen og rekylen fra kanonen får kaskader af jord og sne til at tordne aggressivt op fra skovbunden.
»Til bunkeren. Til bunkeren, til bunkeren,« lyder råbene.
»Hurtigere, hurtigere,« fortsaetter råbet, mens vi løber gennem den 15-20 meter lange, to meter dybe og mandsbrede skyttegrav, som blev udgravet for en måned siden i 16 minusgrader.
Sparetider ved fronten
Målet for angrebet er en russisk mortérenhed på en position et sted i ”Lyman 1”-skoven 14 kilometer foran os.
»Det var så vores første granat i dag,« konstaterer Vitalii, da alle er kommet i sikkerhed i en lille underjordisk bunker – soldaternes hjem, køkken, sovesal, varmestue og opholdssted på én gang.
»De plejer at svare, når vi skyder,« siger Dima.
I krigens første to år har kampene stort set vaeret bundet til landjorden, hvis man ser bort fra de mange droner, der er i spil. Men i den seneste tid har det russiske luftvåben fået en større rolle, og det presser ukrainerne yderligere.
Vestlige eksperter siger til Washington Post, at russerne sender kraftige glidebomber ned over de ukrainske stillinger. Der er ifølge avisen tale om ombyggede bomber
fra Sovjettiden med op til en halv ton spraengstof. Russerne har udstyret dem med vinger og styresystemer, så de kan glide ind mod målet og ramme relativt praecist.
Samtidig kan de russiske jagerfly holde en vis afstand til fronten og dermed begraense tabene, selv om ukrainerne i de seneste uger har skudt en del ned.
De nye (gamle) glidebomber kom til at spille en stor rolle under slaget om Avdiivka, og luftangrebene fortsaetter.
»De smadrede en af vores stillinger fuldstaendig med ét luftangreb,« siger Vitalii og tilføjer:
»Men vi har ingen steder at løbe hen, så vi bliver nødt til at blive her.«
I jordbunkerens mørke sidder vi på køjerne og afventer fjendens svar. De sover fem hernede. Nu er vi 11 samlet i bunkeren, og seks må stå op på grund pladsmangel.
Nok griner vi over krigens monotoni under soldaternes 10 dages vagter ved stillingen. Søvn, mad, toiletbesøg, rygning og frem og tilbage mellem bunkeren og kanonen.
Men samtidig har meget forandret sig for de ukrainske tropper. Langs hele fronten er artillerikapaciteten – og energiniveauet – i bund.
»Da vi var på den anden side af floden, plejede vi at affyre 150 granater om dagen. Nu skyder vi kun, når vi får mål udstukket over radioen,« forklarer Vitalii uden at gå i detaljer med det daglige granatforbrug.
»Vi har nok ammunition til at ramme specifikke mål. Men vi har brug for mere for at kunne daekke hele linjen for at støtte vores infanteri. Lige nu kan vi kun ramme udpegede kampvogne, men vi kan ikke fyre hele tiden,« konstaterer Dima.
Det er samme situation for jer som for de soldater, der lige har forladt Avdiivka?
»Ja, ja, selvfølgelig,« nikker Ivan. »Situationen er nøjagtig den samme langs hele fronten. Vores fordel nu er at bruge droner. I nat ramte vi flere mål på den anden side. Men for at rykke frem har vi brug for fly. Derefter et taeppebombardement med artilleri for at kunne rydde områder, hvis vores tropper skal indlede en offensiv. Men vi har ingen fly eller nok ammunition, så det er problemet,« uddyber Dima, mens de stående soldater forholder sig tavse og lytter efter et muligt russisk modsvar.
Så I kan ikke avancere. I har ingen ammunition. Skal I så bare befaeste eller holde fronten?
»Jo laengere vi bliver ét sted, desto mere forberedte bliver russerne. Så vi bliver nødt til at rykke fremad,« lyder det kontant fra Dima.
»Det er vores land, og vi skal befri det hurtigst muligt,« siger Vitalii.
Mødet på Kremls ruiner
Besøget hos artillerienheden tegner et portraet af den pressede krigsvirkelighed, som praesident Volodymyr Zelenskyj har forsøgt at navigere sine tropper igennem siden den forfejlede offensiv i sommer.
Det største problem er manglen på ammunition og våben. EU levede ikke op til løfterne om at levere mindst 1 mio. artillerigranater inden marts. Kun omkring halvdelen nåede frem. Og de amerikanske hjaelpepakker har ramt en politisk mur i Kongressen.
Samtidig er soldaterne synligt udmattede, tabslisterne vokser, og landets hospitaler er overfyldte.
Her ved Kupjansk er der nogle steder kun 30 meter mellem de russiske og ukrainske skyttegrave. Afstanden er så lille, at soldater fra de to sider kan svine hinanden til ved at råbe.
»Så råber de, at de er vores venner, og at vi skal overgive os. Vi svarer ved at smide en granat eller skyde en salve,« griner Ivan og omtaler en nylig episode, da en ukrainsk soldat fik stjålet sin ubevogtede maskinpistol under en tissetur og måtte flygte fra det åbne lokum.
Som mange andre enheder, vi har mødt, ser gruppen her ikke forhandling og våbenhvile som en reel mulighed.
Mødes vi så her igen om endnu et år?
»Vi håber det ikke. Forhåbentlig bliver det så et sted meget laengere østpå. Måske på Kremls ruiner,« smiler den gråskaeggede Vitalii og fortsaetter til lyden af udgående artilleriild:
»Det her er ikke et spørgsmål om at vaere modig. Hvis vi forlader vores post, kommer vores fjende ikke til at vaere barmhjertig.«
»Det vigtigste, vi vil have jer til at forstå, er, at dette ikke kun er vores kamp for selvstaendighed. Det er kun første slag fra Rusland, og vi kaemper for hele verden her,« konstaterer Ivan.
»Denne her krig er en spytklat i hovedet på hele verden fra Rusland. Verden har accepteret Ruslands aggression i Tjetjenien, Georgien, Syrien. Det er også grunden til, at vi sidder her. Og hvis verden ikke hjaelper os nu og ikke hjaelper os nok, så dør vores folk. Ikke kun vores soldater. Men også de civile,« advarer Dima og afbrydes af Vitalii:
»Verden skal vide, hvordan situationen er,« siger han, før Dima igen tager ordet:
»I skal vaere klar over, at den samme situation kan komme til jer. Lige nu har vi maend, der kan kaempe. Men hvis de knaekker os, så vil I også få gaester fra Rusland i jeres land. Vi afleverede vores atomvåben og fly til dem dengang (ved Sovjetunionens sammenbrud, red.), og de garanterede vores sikkerhed. Vi forventede ikke det her lort. Men det skete alligevel,« siger han, kort før det vurderes sikkert nok at forlade bunkeren igen.
Lige nu er her stille. Nok til et afslappet farvel, mens solen er ved at fortraenge morgenens taette skydaekke. Men det også den type vejr, der lokker russiske droner til.