Juul er vel det, mange går og sukker efter
På Christiansborg har Mona Juul indtil nu kontor klos op ad Statsministeriets dør. Som ny politisk leder og senere formand for Det Konservative Folkeparti kommer hun reelt og organisatorisk taettere på magten, om end partiet er langt fra fordums storhed.
Man har laenge talt om hende som en mulig afløser, men ingen kunne naturligvis drømme om, at det skulle ske på baggrund af Søren Pape Poulsens pludselige dødsfald.
det eneste, der gør afsaettet usaedvanligt. Der er ikke just tradition for intern fordragelighed hos De Konservative, heller ikke om formandsposten. Opgørene har vaeret en del af partiets dna både prae- og post-Schlüter. Nedturen derefter var mere, end partiet kunne baere med vaerdighed, og saerligt mod slutningen af 1990’erne var balladen fatal, graensende til det komiske. Julefrokosten i ’98, hvor Hans Engell endnu var formand, udviklede sig
Det er dog ikke
naermest korporligt. Ikke alle nåede risalamanden.
I det lys synes der at vaere mere ro og en solid opbakning til Mona Juul. For hende, for partiet og for den borgerlige opposition kan man håbe, at freden varer ved, også når chokket over Papes død har lagt sig. Den kommende tid vil vise, om Mona Juul blot er en bekvem løsning på et akut problem, eller om hun for alvor kan og – ikke mindst – får mulighed for at bygge det nye ståsted, som partiet og det konservative Danmark traenger til.
Mona Juul er valgt i et staerkt begraenset ansøgerfelt. Taeller kvalifikationer med i det spil, pegede pilen entydigt på hende, selv om hun trods en halvmoden alder stadig er halvgrøn på Christiansborg.
Hvad Mona Juul ikke har fået af politisk erfaring siden studieårene, har hun til gengaeld hentet i erhvervslivet. Også det adskiller hende fra de øvrige partiledere og er nok, hvad mange vaelgere savner: en dokumenteret virkelighedsorienteret politiker med en karriere uden for det politiske system.
Hun kommer ikke fra et akademikerhjem, uden det i sig selv er nogen kvalifikation eller diskvalifikation. Der var »langt mellem møblerne«, har hun fortalt. Siden tjente hun sine egne penge og har bl.a. som reklamedirektør haft en reel succesrig karriere. Det er klaedeligt, og hun nyder stor respekt og opbakning fra erhvervslivet i Østjylland, hvor hun er valgt.
Engang omtalte man hånligt tidligere formand Bent Bendtsen som ”Mr. 10 pct.”. I dag er stemmeprocenten langt under tocifrede andele, og Mona Juul er tvunget til at måle partiets succes på en anden skala end antallet af mandater. Det kan vaere evnen til med en ny stemme og revitaliseret energi at genopfinde et konservativt svar på det, der historisk har vaeret K-maerkesager, og som er højaktuelle, uden partiet for alvor har grebet muligheden: forsvarspolitikken og klimaet og såmaend også familien, hvor venstrefløjen laenge har taget monopol på ikke mindst vaerdidiskussionen – ikke altid i en befordrende retning.
Mona Juul er på mange måder upoleret og uspoleret.
Hun taler bramfrit, er lattermild og ser stort på, at der af og til falder et bandeord som tegn på aegte engagement. Hun vil bevare De Konservative som et resultatparti og ikke et ramasjang-parti.
Mona Juul er valgt i et staerkt begraenset ansøgerfelt. Taeller kvalifikationer med i det spil, pegede pilen entydigt på hende.
Om det lykkes, er ikke alene op til Juul, men også den konservative folketingsgruppe og bagland. Som formand skal Mona Juul bevise, at hun kan leve op til sit slogan fra valgkampen i 2022: »Mindre bla, bla, bla. Mere handling«.
Må man tilføje: mindre bøvl, mere blaer.