Jeg, en liberal ateist, betaler gerne skat til Gud
Jeg havde aldrig troet, jeg skulle nå hertil. Men det er jeg. Danmark har brug for folkekirken. Institutionen har noget, vi ikke kan undvaere. Heller ikke jeg, så derfor er jeg med i klubben igen.
Jeg er ikke noget religiøst menneske. Bevares, jeg er måske dogmatisk, men kun i den forstand, at jeg har visse selvopfundne leveregler, som jeg forsøger at efterleve. Og i lighed med mange andre danskere er jeg ganske vist også opdraget på god protestantisk vis. Men jeg har hverken hellige skrifter, guder, profeter eller andet, som jeg konsulterer, hvis jeg søger en større sandhed eller den dybere mening med livet. Jeg er med andre ord ateist og har vaeret det, lige så laenge jeg kan huske.
for nogle år siden ud af folkekirken. Det gav ikke så meget mening at vaere medlem, syntes jeg. Hvorfor i alverden skulle jeg, der intet forhold har til Gud, sponsorere ham, hans personale
Derfor meldte jeg mig
og hans mange huse her i Danmark?
Jeg er dog kommet på andre tanker.
Siden min udmeldelse har jeg vaeret i kirke flere gange. Bryllup, konfirmation, begravelse, kirkekoncert – ja, de samme ceremonier, som vi alle fra tid til anden deltager i. Og på det seneste har det flere gange slået mig, hvor meget jeg alligevel holder af både andaegtigheden og kirkens fysiske rum. At jeg først i en sen alder er modnet så meget, at jeg forstår at vaerdsaette de to ting, kan jeg kun ryste på hovedet af. Da jeg var yngre, var der større sandsynlighed for, at Nelson Mandela blev nynazist, end at jeg ville vaerdsaette og anerkende det fjerneste, der havde med folkekirken at gøre.
selvfølgelig også en anden dengang, for her i 2024 føler jeg mig konstant på. Enten på den konstante nyhedsstrøm eller andres og egne social media-udgydelser. Jeg bruger langt mindre tid på blot at vaere, end da jeg var yngre. Og når man som jeg er flasket op med altid at holde en sarkastisk og ironisk distance til alt, der bare er en smule følsomt, er det kaerkomment
Tiden var
med et rum, der helt ublu og uironisk tager sig selv alvorligt. Hvor det faktisk også er meningen, at man bare sidder og kigger ud i luften og filosoferer lidt over de større ting i livet. Det er heller ikke muligt at scrolle eller swipe i en gudstjeneste. Tro mig, jeg har prøvet.
også blevet mere bevidst om vigtigheden af vores kristne kultur. Det gør mig trist, hvis danskerne en dag ikke laengere bliver gift, døbt, konfirmeret eller begravet i kirken. Disse traditioner er for mig at se uhyre vaerdifulde for vores lille nation. Ikke dermed
Jeg er med tiden
sagt, man ikke må have lov til at blive viet af borgmesteren i den lokale pølsevogn – jeg er liberal, så man må gøre lige, hvad man har lyst til, så laenge det ikke skader andre – men jo mere køb vi giver på faelles kultur og traditioner, desto mere giver vi køb på vores nationale identitet. Og problemet med kultur er, at den er så forbandet nem at tage for givet. En faelde, jeg selv er faldet i.
Da jeg var yngre, var der større sandsynlighed for, at Nelson Mandela blev nynazist, end at jeg ville vaerdsaette og anerkende det fjerneste, der havde med folkekirken at gøre.
som en hykler, hvis jeg trods mine forblommede ord om vigtigheden af dansk kultur blot tog imod uden at give noget igen. Når jeg selv vaerdsaetter kirkelige ceremonier, er det derfor også absolut rimeligt, at jeg er med til at betale til huslejen.
Folkekirken nyder stadig relativ stor opbakning blandt danskerne – 71,4 pct. er medlem af folkekirken, så der er ikke som sådan akut fare på faerde. Men kurven over antallet af medlemmer er stabilt faldende og har vaeret det gennem mange år. Så hvis den kurve fortsaetter, bliver det med tiden uvaegerligt et problem.
Og derfor vil jeg, den liberale ateist, melde mig ind i folkekirken igen.