Måske skal praester slagte nogle hellige køer

Det nytter ikke at prøve at råbe op om manglen på praester over for politikerne. For de ved det godt. Det er deres politiske valg, at der er skåret ned på antallet af uddannelsespladser – ikke fordi interessen for at laese teologi er faldet.

Det har laenge vaeret kendt, at der i visse dele af landet mangler ansøgere til praestestillinger i folkekirken. Mange forslag til løsning af problemet har vaeret fremme, og enkelte tiltag er ivaerksat i form af ansaettelse i praesteembeder af mennesker uden eller med en kortere teologisk uddannelse. For at nå til holdbare løsninger må man imidlertid se problemet i et større perspektiv.

Hvad er årsagen til manglen på ansøgere til ledige praesteembeder?

Antallet af praester, der går på pension, er i disse år større end antallet af nyuddannede teologer.

Det er en banal observation, og den er forudset. Det er mere end 10 år siden, vi begyndte at drøfte, hvordan vi kunne undgå at havne, hvor vi er nu.

Mere interessant er spørgsmålet om, hvorfor der uddannes for få teologer, og isaer hvorfor for få af dem, der uddannes, vaelger at blive praest i folkekirken?

Som bekendt er der i disse og de kommende år mangel på arbejdskraft. Derfor er der konkurrence mellem uddannelserne og på arbejdsmarkedet om at tiltraekke unge. Der er faktisk mange unge, der gerne vil uddanne sig til teologer. Det kan de bare ikke alle få lov til, fordi forskellige regeringer gennem det seneste årti har begraenset antallet af studiepladser på de teologiske uddannelser. Det er også sket på humaniora.

Fra politisk hold ønsker man nemlig, at de kommende generationer uddannes inden for STEM-uddannelserne – en engelsk forkortelse for uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik. Her indgår naturligvis også håndvaerk – men altså på bekostning af fag som teologi og humaniora. Disse fag bidrager efter skiftende regeringers mening ikke nok til bruttonationalproduktet og den økonomiske vaekst og fik på et tidspunkt den nedsaettende betegnelse ”cand.ubrugelig”.

Hovedårsagen til manglen på praester er derfor helt bevidste begraensninger på de unges adgang til at studere teologi. Manglen på nyuddannede teologer skyldes hverken unges manglende lyst til at studere teologi eller universiteternes uvilje mod faget. Det er udtryk for politikeres bevidste valg.

Derfor hjaelper det heller ikke at gøre politikerne opmaerksomme på manglen på teologer.

Den er de udmaerket klar over.

Men hvordan kunne folkekirken så mest hensigtsmaessigt reagere på denne situation? Folkekirken kunne for det første gøre arbejdet som praest mere attraktivt, så flere af dem, der faktisk uddannes som teologer, også søger embede i folkekirken. Det er indlysende, at en del strukturelle ting skal til for at forbedre arbejdsmiljø og boligforhold. Måske også ved at begraense antallet af deltidsstillinger og sammensatte stillinger.

er imidlertid for det første, at praester bør have mere tid til at arbejde med teologien og opleve den indsats påskønnet både lokalt og fra ledelsen. I stedet findes nu en tendens til primaert at vaere efterspurgt som eventkoordinator og kulturmedarbejder. For det andet kunne folkekirken vaere bedre til at vaerdsaette teologisk uddannelse. Det er ikke kun forkyndelsen, men i høj grad også sjaelesorgen, der kan øse af dybe kilder i den teologiske litteratur. Den staerkt voksende praksis med at ansaette mennesker uden eller med meget begraenset teologisk uddannelse som praester signalerer efterhånden, at teologisk uddannelse ikke anses som saerligt vigtigt for arbejdet som praest. For det tredje kunne man overveje andre løsninger på manglen på uddannelsen af teologer end blot at gøre adgangen til praesteembedet uden teologi lettere.

Vores forslag

En løsning kunne vaere at ansaette mennesker med andre uddannelser til at varetage specifikke dele af det arbejde, som praester nu udfører.

Det ville vaere oplagt at ansaette medarbejdere med paedagogisk uddannelse suppleret med uddannelse i kristendom, f.eks. laerere som kateketer – kirkens gamle betegnelse for undervisere i kristendom. Disse mennesker kunne uden at vaere ordinerede som praester stå for kirkens undervisning af børn og voksne i kristendom. Det kender vi til allerede fra kirke- og kulturmedarbejderne.

Men vi ved også, at en del af dem, der på Diakonissestiftelsen tager 3K-uddannelsen som kirke-, kultur- og kommunikationsmedarbejder, har svaert ved at få job – fordi ikke mindst nogle af praesterne ikke ønsker at ansaette denne faggruppe.

En supplerende løsning kunne vaere at lade laegfolk stå for nogle af folkekirkens gudstjenester, sådan som man har erfaringer med fra Aabenraa Provsti. Sådanne laegmandsgudstjenester og andagter er et kendt faenomen i mange andre lutherske kirker. Det ville naturligvis kraeve en vis uddannelse af laegfolk. Men uddannelse i ”Teologi for laegfolk” tilbydes snart i alle 10 stifter i Danmark.

Et sådan tiltag ville ikke blot afhjaelpe manglen på teologisk uddannede ordinerede praester, men også styrke laegfolkets involvering i kirkens forkyndelse. På samme måde kunne laegfolk helt oplagt aflaste praesters funktion som koordinatorer af kirkelige aktiviteter – en funktion, som ofte fylder alt for meget i mange praesters arbejdsliv.

Det er indlysende, at en del strukturelle ting skal til for at forbedre arbejdsmiljø og boligforhold.

I denne sammenhaeng er det vaesentligt at gøre opmaerksom på, at praestens skolede evne til at arbejde videnskabeligt med de bibelske tekster ud fra historisk-kritisk metode ikke er blevet mindre relevant i vores epoke.

Den danske praestestand har haft ry for at have et højere uddannelsesniveau end vores nabolande, og det har styrket agtelsen for embedet, at praesten var lige så veluddannet som den menighed, hun eller han praediker for.

Omvendt er der også mange formidlingsopgaver af kristendom, hvor det ikke er samme grad af laerdom, der efterspørges.

Der er grund til at tro, at en del, der valgte teologien fra, fordi de ikke kunne overskue at skulle beskaeftige sig videnskabeligt med teksterne, gerne ville arbejde i kirken – uden dog at kalde sig praester, men ville vaere glade ved at kalde sig kateketer eller diakoner.

en hellig ko for biskopper og Praesteforeningen, at der kun er ét praesteembede i folkekirken, hvor man tidligere havde kapellaner for at markere forskellen i pondus. Det kan ikke naegtes, at differentiering i praesteembederne kunne vaere en incitamentsstruktur, selvom den slags altid må ske som en balancegang mellem motivation og solidaritet.

Men i dag er der i løn- og ansaettelsesvilkår såvel som i muligheden for avancement overhovedet ingen forskel på, om du har taget en hel kandidat eller taget en kortere vej igennem – eller uden om – studierne. Er det i laengden hensigtsmaessigt, hvis biskopperne helst vil have højtuddannede praester?

Det er måske blevet

Ved konsekvent at gennemføre disse og lignende tiltag kunne man organisere arbejdet i folkekirken på en måde, så de teologisk uddannede praester varetager funktioner, hvor den teologiske uddannelse er helt afgørende, og hvor arbejdsglaeden ville fremmes ved arbejde med det, man har uddannet sig til. Mens andre faggrupper varetager andre opgaver, som de har bedre forudsaetninger for.

Det er i det lange løb en bedre løsning end at gøre alle uanset uddannelsesbaggrund til ordinerede praester gennem storforbrug af saerparagraffernes vej til praesteembedet.