Men nu kan de blive fremtidens byggemateriale
Et nyt projekt fra Sønderjylland vil forvandle udslidte vindmøllevinger til byggeblokke, så ressourcerne ikke går til spilde. Samtidig kan det blive revolutionerende for vores måde at bygge huse på.
Mere end 5.000 vindmøller pryder det danske land, og der er kun udsigter til endnu flere. For mange er de susende mastodonter i landskabet også blevet billedet på vedvarende energi og en grøn fremtid. Men de er ikke uden udfordringer.
For jo flere vindmøller vi saetter op, jo flere udtjente vindmøller kommer vi til at stå med i fremtiden, når møllerne har gjort deres grønne pligt.
Vindmøllevinger er nemlig lavet af et såkaldt kompositmateriale, som består af glasfibre og haerdeplast, der er smeltet sammen i lag. Smelteplasten gør, at fibrene sidder godt sammen. Samtidig gør glasfibrene, at smelteplasten er staerk. Materialet er derfor saerdeles besvaerligt at adskille. Det er godt for vindmøllerne, men afføder også et problem, der laenge har vist sig svaert at løse.
Tyskland er foran
Det mener i hvert fald forskningsleder og lektor i baeredygtig innovation og teknologi på Syddansk Universitet, Lykke Margot Ricard, som står bag en rapport for Miljøstyrelsen om problemet.
Ifølge forskeren har vindmøller en levetid på 25-35 år. Med tanke på adskillige planer om at opsaette endnu flere vindmøller står vi derfor over for en fremtid, hvor vi om mellem 35 og 40 år har firedoblet vores maengde af kompositaffald fra vindmøller. Det svarer til minimum 500.000 ton. Hidtil har man løst affaldsproblemet ved at grave vingerne ned, men det er ikke en holdbar plan for fremtiden, mener SDU-lektoren. Nedgravningen strider nemlig mod EU’s affaldsdirektiv, og nabolande som Tyskland, Holland og Finland har allerede indført forbud mod den model.
Et forbud er da også første skridt i den rigtige retning, hvis man spørger Lykke Margot Ricard.
»Så laenge deponering er en lovlig og billig bortskaffelsesmulighed, kan det vaere svaert at få sat nok skub i innovationen,« fortaeller hun.
Hos vores tyske naboer klippes de udtjente vindmøllevinger blandt andet i mindre stykker og knuses for dernaest at blive forvandlet til cementklinker. Og den genanvendelse har flere fordele, fortaeller forskningslederen.
»Smelteplasten fra vingerne fungerer som braendsel i medforbraendingen i cementovnen,« siger hun og forklarer, at man ved at genanvende vinger kan spare 16 pct. på energiforbruget i produktionen af cementklinker, fordi man reducerer behovet for kul i forbraendingen.
Hun supplerer med endnu en fordel.
»Glasfibre er jo glas, og glas er lavet af sand, hvilket også bruges til at producere cement. At tilføje rester fra vindmøllevinger gør derfor, at man har brug for mindre sand,« lyder det.
Dansk projekt
Det er netop denne fordel, som en gruppe danske forskere nu vil tage bestik af. Herhjemme har forskerne, der kommer fra Aalborg- og Aarhus Universitet,
søsat projekt ReMaBrick sidste forår. Sammen med Gråsten Teglvaerk, der har produceret mursten i mere end 100 år, forsøger de med materiale fra de aflagte vindmøllevinger at lave en ny form for byggeblok, der er mere klimavenlig end den traditionelle mursten.
ReMaBrick-projektet ledes af ingeniør Jacob Hallum Bendtsen fra Gråsten Teglvaerk, og efter projektets første leveår tør han allerede godt sige, at »fremtidens mursten« snart ser dagens lys.
»Ambitionen er at udkomme med en CO2-neutral mursten, som vi hellere vil kalde en byggeblok, fordi den adskiller sig på flere områder. Det ser allerede utrolig lovende ud, så vi tror på det,« fortaeller Jacob Hallum Bendtsen.
Den faerdige model af byggeblokken skal testes i løbet af det naeste halve år. Han vil dog ikke afsløre noget om hverken energibesparelsen, eller hvor meget ler der kan spares ved at bruge resterne fra vindmøllevingerne, da han er ved at søge patent på opfindelsen.
Ifølge ham er der dog ingen tvivl om, at CO2udledningen bliver langt mindre, når en del af leret udskiftes med glasfiber fra vingerne. Det gør nemlig, at man kan braende byggeblokken ved lavere temperaturer, og det mindsker energiforbruget og derved CO2-udledningen.
»Hvis vi skal have forhåbninger om at gøre murstensbranchen interessant i fremtiden, skal vi gøre mere, end vi gør i dag. Nye løsninger som den her er nødvendige, når vi kun må bruge 12 kg
Ambitionen er at udkomme med en CO2-neutral mursten. Det ser allerede utrolig lovende ud, så vi tror på det Jacob Hallum Bendtsen, ingeniør ved Gråsten Teglvaerk og leder af ReMaBrick-projektet
Begge projekter skaber råvarer til byggebranchen, som lige nu bruger jordens ressourcer hurtigere, end naturen kan følge med. Lykke Margot Ricard, forskningsleder og lektor i baeredygtig innovation og teknologi på Syddansk Universitet
E CO2 pr. kvadratmeter i et nyt byggeri,« siger han og henviser til en stribe nye klimakrav til byggeriet, der blev skrevet ind i bygningsreglementet fra 2023, og som også er kendt som LCAberegninger.
Men den nye byggeblok skal ikke bare ende med at vaere god for CO2-udledningen. Faktisk er der endnu en klimafordel forbundet med innovationen, mener projektlederen.
»I dag bruger man saedvanligvis en mørtelfuge på 13 mm mellem hver sten. Det bliver til meget mørtel på et helt hus, og det gør ikke noget godt for LCA-beregningen. Til den nye byggeblok arbejder vi på en løsning, hvor det ikke er nødvendigt med mere end 1 mm mørtel, som skal kunne pilles let af igen eller at ende med at kunne bygge med blokkene helt uden mørtel,« siger Jacob Hallum Bendtsen.
Det skal nemlig gerne vaere nemmere at genbruge mursten og byggeblokke i fremtiden. Ellers kommer vi til at stå over for et problem, mener han.
»Siden 1960’erne har vi anvendt cement i mørtlen, og det er enormt svaert at pille af og dermed dyrt i CO2-regnskabet. Det saetter en naturlig begraensning for, hvor mange klimavenlige genbrugsmursten vi har adgang til i fremtiden,« afslutter han.
Spaendende paralleller
Lykke Margot Ricard ser da også saerdeles positivt på det danske pilotprojekt – og sammenligner deres indledende resultater med dem, man kender fra foregangsmaendende syd for graensen.
»Den spaendende parallel mellem løsningen med cementklinkerne i Tyskland og murstenene er, at der ikke bruges ekstra energi på en genanvendelsesproces, fordi vindmøllevingen direkte er en råvare. Der bruges kun energi på produktionsprocessen, som alligevel er nødvendig for at lave både cementklinker og mursten,« siger hun.
Samtidig ved man, at der ikke er uanede maengder af mineralske råstoffer såsom sand, grus og ler, der er essentielle for byggeriet, tilbage i undergrunden.
I skrivende stund estimerer en rapport fra regionerne således, at der blot er mellem 14 og 43 års forbrug af råstoffer tilbage i de udlagte graveområder på land i Danmark.
Da kompositaffaldet fra vindmøllerne erstatter en andel af de vigtige råstoffer i murstensproduktionen, har de nye »byggeblokke« derfor også en grøn dobbelteffekt.
»Begge projekter skaber råvarer til byggebranchen, som lige nu bruger jordens ressourcer hurtigere, end naturen kan følge med. Og branchen er samtidig en af de helt store leverandører til kompositaffald,« fortaeller forskeren og uddyber:
»For at det er rentabelt, skal producenterne vaere sikre på at kunne få et vedvarende flow af råvarer, og der kan vindmøllevingen vaere en usikker faktor.«
Derfor ville det give god mening at få branchens kompositaffald ind i et kredsløb, hvor det ender som nye råvarer til selvsamme branche, så producenterne på den måde også kan få større adgang til råvaren, mener hun.
Udover at få kompositaffald fra byggerier ind i forsyningskaeden foreslår hun, at producenter begynder at genanvende campingvogne, kajakker, glasfiberbåde og lignende, som består af samme materiale.