Synger parcelhuset nu på sidste vers?

Det var en politisk vision at få danskerne ind i parcelhusene i 1950'erne. Siden da har husene kun vokset sig større, og nu viser forskning, at boformen er den mest klimabelastende af slagsen. Er parcelhusets storhedstid så forbi? Ikke nødvendigvis, mener

Ligusterhaekke og carporte. Stilhed i hverdagen mellem 8.00 og 16.00. Baggrundsstøj fra benzindrevne haveredskaber og en duft af nyslået graes i weekenden. Forstadslivet. Et liv lig med parcelhuset. Parcelhuset er da også den foretrukne boligform blandt danskerne. 3 mio. af os bor i dag i denne boligtype. Det er billedet af det gode liv med far, mor, børn, bil og fuldtidsjobs. De gode samfundsborgere.

Men verden har aendret sig siden 1960’erne, hvor de små murstenshuse skød op landet over som byernes forlaengede arme. Klimaforandringerne presser sig på, og parcelhuset er den boform, der har det største klimaaftryk, viser en undersøgelse fra den grønne taenketank Concito.

Kloden bliver varmere, havene stiger og biodiversiteten er på tilbagetog, og det saetter spørgsmålstegn ved, om vi skal plastre mere natur til med betonfundamenter, kloakering, private haver og vejnet.

Er det tid til at laegge parcelhuset i graven?

»Jeg tror ikke, folk er faerdige med at bo i enfamiliehuse. Det ligger dybt i vores folkesjael,« vurderer Mette Tapdrup Mortensen, der er historiker og ph.d. fra Aarhus Universitet og i dag museumschef ved Greve Museum. Hun har blandt andet forsket i parcelhuse og almindelighedens kulturhistorie.

Men før vi dykker videre ned i den danske folkesjael, må vi forstå, hvorfor boligformen blev så populaer.

Den gode samfundsborger

Mette Tapdrup Mortensen forklarer, at parcelhuset for alvor gjorde sit indtog i Danmark fra 1950’erne og frem.

»Det blev en politisk vision at skabe bedre forhold for arbejderne, ikke kun på arbejdsmarkedet, men også boligmaessigt. Idéen om det lille hus til én familie blev en politisk vision med Socialdemokratiet efter Anden Verdenskrig. Det afspejlede sig på valgplakater, hvor parcelhuset blev symbolet på det gode velfaerdsliv,« siger hun og fortsaetter:

»Det var et staerkt samfundsbillede af det gode liv med adgang til egen have, taettere på naturen og vaek fra den forurenende by. Det var ikke nødvendigvis et spaendende liv, men et liv, hvor man var den gode samfundsborger, der gik på arbejde og fik to børn,« siger hun.

Sideløbende udspillede der sig en raekke begivenheder i verdenshistorien, der gødede jorden for parcelhuskvartererne, fortaeller hun.

Efter Anden Verdenskrig kom den amerikanske hjaelpepakke, Marshall-planen, der skulle hjaelpe til at genopbygge det iturevne, krigshaergede Europa. Og med hjaelpepakken fulgte også en »amerikanisering« af danske boliger, forklarer Mette Tapdrup Mortensen:

»En vigtig del af Marshall-hjaelpen var studieture til USA, hvor man fik øje på nye byggematerialer og teknologier, der blandt andet gjorde det muligt at modulopbygge huse,« siger hun.

At bygge huse blev pludselig naesten som at samle Lego. De enkelte elementer var praefabrikerede og massefremstillet. De var billige og hurtige at saette op. Ja, man kunne faktisk gøre det selv.

Fra 60’erne gik udviklingen staerkt – og i årene efter fik parcelhuset voksevaerk.

»50’ernes parcelhuse er langt mindre end dem, vi kender i dag. Men i 70’erne begynder de at vokse sig større med adskilt foraeldre- og børneafdeling, måske et kontor også og en udestue,« siger Mette Tapdrup Mortensen.

Naesten dobbelt så stort

Et nyt parcelhus bygget i 2023 var i gennemsnit 211 kvadratmeter. Til sammenligning var det i begyndelsen af 60’erne i gennemsnit kun 111 kvadratmeter stort, viser en ny rapport fra Danske Arkitektvirksomheder.

Og i et klimaperspektiv er det problematisk, for jo mere areal vi bor på pr. person, jo højere et klimaaftryk har vi, påpeger Harpa Birgisdottir, der er professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet.

»En familie, der bor i parcelhus, bruger typisk flere kvadratmeter og har derfor en øget klimabelastning pr. person. Derudover skal der bygges mere infrastruktur til parcelhuse såsom kloakering, vejnet, vandtilførsel osv., som også udleder CO2,« siger hun.

Hun er én af forskerne bag et nyt studie af klimapåvirkningen fra nybyggeri, der viser, at den gennemsnitlige udledning fra et enfamiliehus er ca. 8,9 kg CO2 pr. kvadratmeter pr. år, mens det til sammenligning i gennemsnit er 8,5 for etageboliger og 8,2 for raekkehuse.

Men til trods for at parcelhusene er den mest klimaskadelige boligform, mener Harpa Birgisdottir ikke nødvendigvis, at parcelhuset bør laegges i graven. Ifølge hendes forskning er der nemlig gode muligheder for at reducere udledningen.

»Vi har set eksempler på enfamiliehuse, der kun udleder 4 kg CO2 pr. kvadratmeter pr. år,« siger hun og forklarer, at det, der karakteriserer parcelhusene med lave udledninger, er, at de er bygget af såkaldte biogene materialer såsom trae eller halm, og at der er brugt så få materialer som muligt:

»Man kan reducere CO2-udledningen ved at vaere nøjsom i sit materialevalg og i størrelsen af byggeriet.«

Måske har parcelhuset altså en fremtid. For netop det har man forsøgt sig med i Jernbanebyen i København, hvor syv saerlige enfamiliehuse er blevet naevnt i en rapport fra Aalborg Universitet som ét af de 24 bedste eksempler på klimavenligt byggeri.

Det var ikke nødvendigvis et spaendende liv, men et liv, hvor man var den gode samfundsborger, der gik på arbejde og fik to børn. Mette Tapdrup Mortensen, historiker og museumschef ved Greve Museum

Reduceret med over 60 pct.

Boligerne i Jernbanebyen er treetagers enfamiliehuse bygget til fire personer og er tegnet af arkitektfirmaet Effekt, som har navngivet dem Living Places.

Ifølge Sinus Lynge, medstifter af Effekt og én af skaberne bag Living Places, viser prototyperne, at parcelhuset og vores boliger i det hele taget traenger til en radikal gentaenkning.

»Vi vil gerne bane vejen for, at man kan bo på lidt faerre kvadratmeter med et langt mindre klimaaftryk og samtidigt skabe mindst lige så sunde og livgivende boliger med mere faellesskab,« siger han.

Således gav arkitektfirmaet i partnerskab med Velux og ingeniørfirmaet Artelia sig selv en udfordring i 2020:

at lave boliger, der både var sunde for mennesker og planeten. Et så lavt CO2-udslip som muligt blev derfor et krav for byggeriet.

Udover et økonomisk budget lavede holdet også et klimabudget ved at foretage såkaldte LCA-analyser, der beregner klimabelastningen for boligens materialer og drift over en 50-årslivscyklus.

De materialer, der blev udvalgt, var biogene materialer lavet via fotosyntese såsom trae. Kendetegnet er, at de binder CO2 fremfor at producere kulstof i produktionsfasen ligesom eksempelvis tegl, stål eller beton, der alle traditionelt bliver produceret med fossile braendsler.

»Dermed bliver CO2’en låst fast i bygningen, så laenge bygningen står,« siger Sinus Lynge.

Og resultaterne overraskede dem. Det viste sig nemlig, at prototyperne kunne komme ned på at udlede blot 3,8 kg CO2 pr. kvadratmeter pr. år.

»Med løsninger, som alle kan gå ud og købe i et almindeligt byggemarked, kan man reducere udledningerne over en hel livscyklus med to tredjedele sammenlignet med et almindeligt parcelhus. Der er et helt fantastisk potentiale i at reducere CO2-udledning, både i anlaeg og i drift af vores parcelhuse, som endnu ikke rigtig er blevet opfanget af markedet,« siger Sinus Lynge.

Ifølge ham kan prisen på et Living Places-hus endda matche et tilsvarende almindeligt parcelhus.