Ramadanen minder os om integrationens fallit
Islam er allevegne, og der skal ikke skabes en dansk tradition om ramadan. Men vi er åh så rummelige – og bundnaive over for en religion, der er så fjern fra vores egen.
En jøde kan ikke regne med at slipper helskindet over Den Røde Plads på Nørrebro – i hvert fald ikke med kalot eller synlig jødestjerne. På pladsen i Nørrebros hjerte lyser skiltet ”Glaedelig ramadan” imod ham som mørket fra det, der kan blive Europas undergang, hvis vi ikke snart tager os gevaldigt sammen og ser skriften på vaeggen. Det lysende skilt er et vidnesbyrd om, at islamiseringen af Danmark ikke laengere er snigende – nej, vi støtter den skam selv. Man skal da vaere så velkommen til at fejre ramadan – det er endda muslimernes grundlovssikrede ret, men hvorfor kan de ikke gøre det i stilhed, som jøderne fejrer deres højtider uden at gøre et vaesen af sig?
Al den larm og ballade, opmaerksomhedssyge og hyleri om ramadan er en årlig påmindelse om fejlslagen integration. Og nu er det lykkedes sangeren Isam Bachiri at snøre Nørrebro Lokaludvalg til at finansiere fejringen med halvmåner, ramadanroulade, lystaepper og bedetaepper, og hvad ved jeg. Isam B., ham den charmerende sorthårede gut, der sammen med gruppen Outlandish spillede på mit gymnasium og på alle mulige andre gymnasier i 00’erne – før vi fattede, at boybandet og i saerdeleshed Islam B. var islamist. Sådan underkaster et folk sig, der ikke ved bedre.
Men jeg har ikke opgivet troen på, at Holger Danske nok skal vågne, før Danmark falder i islams favn – i hvert fald har vi fået en saerdeles årvågen og sjaeldent modig kirkeminister i Morten Dahlin, der har påpeget, at hvis jøderne havde bedt om samme økonomiske støtte til fejring af en højtid, havde de sandsynligvis fået nej. Og ministeren spørger retorisk, om et »”glaedelig hanukkah”-skilt havde fået lov til at blive haengende på Den Røde Plads på Nørrebro?« Nej, naeppe mere end et par timer, for sandheden er den, at den stigende antisemitisme i hele Europa kommer fra islamistiske miljøer.
Det gør naermest ondt at følge den evangeliske kirke i Tyskland
(EKD), der for tiden ligger i dyb sjaelelig splid med sig selv og sin historietunge samvittighed: På én gang hilser den stadig ukritisk indvandringen velkommen i naestekaerlighedens hellige navn og producerer samtidig klistermaerker med ordlyden ”Wir schützen jüdisches Leben in Deutschland” (vi beskytter jødisk liv i Tyskland).
Forleden laeste jeg på EKD’s hjemmeside Kirsten Fehrs, biskop i Hannover, udtale, at vores religioner, hhv. islam og kristendom, har samme kerne, nemlig at tjene freden og hjaelpe barmhjertigheden til verden.
Bum bum … det er nok ikke helt sådan, en rettroende muslim vil se på det. Jeg takker Gud for, at vores kirkeminister tør sige sandheden. For Islam B. og hans mange ligesindede såkaldt integrerede muslimer prøver at binde os på aermet, at det er hårdt at vaere muslim i Danmark, og derfor skal der skabes synlighed om ramadanen. Og Islam B. sparede hverken på charmen eller offermentaliteten, da han forleden sagde i Berlingske, at »som brun muslim i Danmark er du vokset op med at gemme religionen vaek. Islam er usynlig i Danmark. I folkeskolen. På gymnasiet. På universitetet. På arbejdspladsen. Og det er, selvom vi er så mange muslimer i det her land. Hykleriet er soleklart.«
Nej. Det er ikke sandt. Islam er allevegne, og der skal ikke skabes en dansk tradition om ramadan. Ramadanen er ikke bare en hyggelig, fredelig højtid, og Isam B. er et eksempel på, at det ikke er nok at tjene penge og betale skat for at vaere integreret – han er fundamentalistisk muslim med et anstrengt forhold til alkohol, bare kvindeskuldre, homoseksuelle og vestlige frihedsvaerdier – og naegter at kalde Hamas en terrororganisation.
Og det naermer sig kvalmegraensen af naivitet, at Isam B. har fået optaget en sang i Højskolesangbogen. Hvis han virkelig i hjertet var dansk, regnede sig til det danske folk, den kristne arv, historie, kultur og ånd, ville han allerede føle sig repraesenteret i Højskolesangbogen – uden ”Ramadan i København”, hvis fem vers illustrerer ortodokse muslimers fem tidebønner.
Islam B. og hans mange ligesindede såkaldt integrerede muslimer prøver at binde os på aermet, at det er hårdt at vaere muslim i Danmark.
I kommentaren til Højskolesangbogen har tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen skrevet, at der også findes kristne tidebønner, og sangens lysmetafor har »kristendommen og islam tilfaelles«, og refererer til Johannesevangeliet 8.12: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys.« Og tilsvarende kan man, ifølge Carlsen, laese i Koranen: »Lys over lys. Gud leder, hvem han vil, til sit lys.«
Ja, Allah leder »hvem han vil« – en komplet utilregnelig, straffende, vredladen gud – mens vores kristne Gud fører alle sine børn hjem i sit frelsende favntag. Vi må forstå det: Islam og kristendom har intet til faelles. Og ramadanen kan ikke integreres i dansk kultur.