Kvindernes kampdag er blevet en mandekamp
Siden 1975 har FN anerkendt den 8. marts som kvindernes internationale kampdag. Dagen er blevet brugt af kvinder 100 år før FN’s anerkendelse som en dag, hvor kvinder strejkede for ligeløn.
I dagens Danmark markeres kvindernes internationale kampdag stadig.
For der er fortsat utrolig meget at få gjort op med og at kaempe for. Partnervold. Partnerdrab. Voldtaegt. Ligeløn. Barsel. Pensionsformue. På direktionsgangene. Egen krop. Kampe, der skal kaempes for kvinder i meget privilegerede positioner i samfundet, men i saerdeleshed også kvinder i mindre privilegerede positioner.
Alligevel blev årets kampdag brugt til at saette fokus på maend.
Der er fortsat lang vej, for selvom mange tror, vi har opnået ligestilling, er det langtfra sandheden.
Og praecis af den grund er det så uendeligt trist, at dagen kapres for at gøre opmaerksom på maends udfordringer på en dag, hvor kvinders udfordringer burde vaere i centrum. Maend har mange udfordringer, som skal tages enormt seriøst. De udfordringer bør der vaere fokus på, men på en anden dag end kvindernes internationale kampdag. Eller for den sags skyld dagen før. Men dagen før kampdagen havde DR med ”Debatten” i front mere fokus på at tale om maend, og hvorfor ligestillingen er gået for vidt, end om kvinderettigheder, og vores ligestillingsminister udgav en kronik med overskriften “Nu er det maendenes tur”. ”Debatten”, indslaget og kronikken fra ministeren havde vaeret fremragende hvilken som helst anden dag end dagen før og på dagen for kvindernes kampdag.
En formidabel dag kunne have vaeret på maendenes kampdag den 19. november, som er blevet fejret siden 1999, men den dag synes for mange ikke at eksistere.
Isaer virker det, som om mange af dem, som råber højest om, at ligestillingen er gået for vidt, og at maend og drenge er blevet glemt, går mere op i kvindernes kampdag end maendenes kampdag. Og ikke på den konstruktive måde.
De bruger ufattelig meget krudt på at brokke sig over den 8. marts, men er uden viden om, at den 19. november er en dag for maend.
Vi er endt i et limbo, hvor feminister udskaeldes for at have meninger om maends ligestillingsproblemer, men samtidig får skylden for, at der ikke er nok fokus på det.
Visse maend vil ikke høre mere om kvindekamp.
De vil have maendene på dagsordenen, men det er åbenbart kvinderne, der skal gøre det for dem. Kan I bestemme jer?
Studerende, København
Studerende, Aarhus
Maends udfordringer skal i fokus. Maend skal samle sig som køn og gøre opmaerksom på deres udfordringer. Maend er lang bedre end kvinder til at netvaerke og gå i VLgrupper, hvilket i høj grad gavner de privilegerede maend, men at se sig som sit køn, organisere sig og gøre opmaerksom på maends ligestillingsudfordringer er tydeligvis ikke på dagsordnen til netvaerksmøderne.
Vi står desvaerre tilbage med en oplevelse af, at ligestillingen bliver omtalt som vaerende gået for vidt, fordi nogle er bange for at miste deres privilegier – eller for ikke at få en bid af kagen. Men ligestilling er ikke lineaert. Det er ikke et hierarki. Men derimod cirkulaert. Enten har man en absolut ligestilling, og ellers har det ene køn forrang over det andet. Ligestillingen kan dermed ikke gå “for vidt”. Medmindre du selvfølgelig er bange for at miste noget, hvis der også skal vaere plads til kvinder?