Staten skal anerkende adopteredes menneskerettigheder
Ulovlige adoptioner har i den grad skabt mediebevågenhed i de seneste måneder – og med god grund. Det er naturligvis meget alvorligt, at en raekke børn efter alt at dømme er blevet stjålet eller franarret deres biologiske foraeldre og derefter bortadopteret til Danmark. Også selv om det er sket tilbage i 1970’erne og 1980’erne. Det er dybt bekymrende, når der er kommet oplysninger frem, der tyder på, at de danske myndigheder har vaeret vidende om alvorlige problemer, men langtfra har gjort nok for at forhindre kraenkelse af adopteredes rettigheder.
Fra en umiddelbar betragtning har skandalerne ført til resolut politisk handling: Den 16. januar suspenderede socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil al international adoption på ubestemt tid, efter at det eneste tilbagevaerende danske adoptionsbureau, DIA, få måneder forinden havde fået en alvorlig advarsel fra Ankestyrelsen på grund af overtraedelser af adoptionsloven og principperne i Haager-konventionen. Socialministeren betegnede det som en grundlaeggende krise for international adoption som faenomen.
Samtidig er det besluttet, at der skal laves en mere grundlaeggende historisk undersøgelse af adoptionsområdet. I efteråret 2023 afsatte Folketinget 12,6 mio. kr. til en uvildig kulegravning af den internationale adoptionsformidling til Danmark. Undersøgelsen skal omfatte de 10 lande, hvorfra der er adopteret flest børn til Danmark i 1964-2016. Der bliver tale om en historisk afdaekning, men den vil ikke have til formål at undersøge og vurdere et eventuelt juridisk ansvar.
De adopterede ønsker, at undersøgelsen udvides tidsmaessigt og omfatter adoptioner fra alle lande – og fremfor alt, at den også tager stilling til statens juridiske ansvar. Ministeren har indtil nu henvist til, at man ikke kan straffe på grund af foraeldelsesfrister.
Denne sag handler i høj grad om menneskerettigheder for de adopterede børn, som kan vaere blevet uretmaessigt adskilt fra deres biologiske foraeldre og afskåret fra kontakt med deres biologiske familie. Potentielle overtraedelser, der kan have haft alvorlige konsekvenser for de adopteredes trivsel og identitet.
Når der er tale om potentielle menneskeretskraenkelser, indebaerer vores internationale, menneskeretlige konventionsforpligtelser, at der automatisk vil vaere en raekke mere håndfaste krav til statens ageren.
Ulovlige adoptioner kan vaere i strid med flere forskellige menneskerettigheder: Retten til familieliv er beskyttet i artikel 8 i Den Europaeiske Menneskerettighedskonvention, og foraeldre og børns samvaer udgør en grundlaeggende del af beskyttelsen. Bestemmelsen pålaegger staten en pligt til at beskytte retten til familieliv, også når det er private, der er skyld i adskillelsen mellem foraelder og barn. Det kraever dog, at staten vidste eller burde vide, at der var noget galt.
Også efter Børnekonventionen er Danmark forpligtet til at sikre, at børn ikke adskilles fra deres foraeldre mod deres vilje, undtagen når det er nødvendigt af hensyn til barnets tarv og for at sikre barnets ret til identitet.
Derudover gaelder der saerlige pligter for staten, når det handler om internationale adoptioner. Danmark er efter internationale konventioner forpligtet til at sikre, at adoptioner finder sted til barnets bedste og med respekt for barnets grundlaeggende menneskerettigheder. Derudover skal staten forhindre utilbørlig økonomisk vinding i forbindelse med en adoption.
At sagerne handler om børn, er en skaerpende omstaendighed. Den undersøgelse, der er lagt op til politisk, er derfor ikke tilstraekkelig. Socialministeren bør også tage initiativ til en juridisk undersøgelse, der tager konkret stilling til, om den danske stat har kraenket menneskerettighederne i sagerne om internationale adoptioner. Det flugter med, hvad FN har anbefalet.
Også spørgsmålet om foraeldelse har fået meget opmaerksomhed i debatten, hvor der har vaeret meget fokus på, hvorvidt der kan placeres et strafferetligt ansvar på enkeltpersoner. Men vi taler altså om statens ansvar. Her har menneskeretten en central rolle, og hensynene til foraeldelse er ikke lige så tungtvejende som i strafferetten.
Som udgangspunkt tjener foraeldelsesregler legitime og vigtige samfundshensyn. Reglerne skal ikke mindst forebygge, at gamle tvister bringes frem, hvor bevisgrundlaget er sparsomt på grund af tidens tand. Men der kan vaere andre tungtvejende hensyn. Hvis for eksempel en udredning konkluderer, at ofre har fået kraenket deres menneskerettigheder, følger det af menneskeretten, at staten i visse tilfaelde kan have pligt til at give en økonomisk godtgørelse. Og hvis de nugaeldende danske foraeldelsesregler udelukker, at ofre for menneskerettighedskraenkelser kan få en sådan godtgørelse, kan det vaere et menneskeretsproblem.
Danske foraeldelsesregler bør ikke stå i vejen for en eventuel godtgørelse til de kraenkede, reglerne bør aendres – ligesom det er sket før. Tilbage i 2018 blev foraeldelsesreglerne justeret på baggrund af sager om grove og systematiske kraenkelser af børns rettigheder. AEndringen blev begrundet i, at sagerne typisk først ville opstå, når kraenkelserne kom for en dag, hvilket oftest først sker, når et barn er blevet voksent og i stand til at reflektere over sin barndom.
Justering af reglerne blev dengang gennemført i lyset af dommen i den såkaldte Slagelse-sag, hvor tre søstre fik tilkendt erstatning med henvisning til menneskeretten for en raekke grove overgreb, selv om erstatning fra myndighederne for så vidt stred mod de danske foraeldelsesregler. Lovaendringen har betydet, at det nu er udtrykkeligt fastslået i den danske lovgivning, at myndighedernes menneskeretlige ansvar i denne type sager om overgreb mod børn ikke laengere foraeldes.
Direktør, Institut for Menneskerettigheder
Nu er der endnu en gang brug for at genbesøge foraeldelsesloven. Foraeldelsesloven bør aendres – og med tilbagevirkende kraft – så det ikke bliver foraeldelsesreglerne, der står i vejen for, at adopterede kan få en godtgørelse, hvis staten har kraenket deres menneskerettigheder.
Der er behov for at erkende, at skandalerne om internationale adoptioner ikke kun er et stykke historie, der involverer nogle ulykkelige menneskeskaebner. Det handler om de adopteredes menneskerettigheder. Når man har indset det, er det også mere åbenlyst, hvad der bør gøres fra de ansvarlige myndigheders side: En historisk undersøgelse er ikke nok.
Vi mangler at få klargjort, om den danske stat er ansvarlig for at have kraenket de adopteredes ret til samvaer og kontakt med deres biologiske foraeldre. Hvis det viser sig at vaere tilfaeldet, må foraeldelsesregler ikke stå i vejen for en eventuel erstatning.
Vi kan ikke rulle tiden tilbage og forhindre de adopteredes traumer. Men vi kan gøre alt, hvad vi kan, for at gøre det rigtige nu.
SKRIV DIN MENING
Send dit indlaeg via