Man kan ikke drive sygehuse som pølsefabrikker
New public managementideologiens markedsøkonomiske principper for mål- og resultatstyring af vores sygehusvaesen har fået alvorlige negative konsekvenser. Man kan ikke behandle syge mennesker, som var de søm og skruer.
Der skrives meget om et nødlidende dansk sygehusvaesen, skiftende regeringers effektiviseringskrav og beskaering af regionale budgetter, presset arbejdsmiljø, mangel på kvalificerede medarbejdere, fyringer og sygeplejersker og speciallaeger, som fravaelger det offentlige sundhedsvaesen til fordel for det private, kraeft-og amputationsskandaler og årelange ventetider.
Det er en udvikling, som har vaeret undervejs i flere år, og som for alvor tog fart efter coronakrisen. Svaret på, hvorfor denne og tidligere regeringer ikke har ønsket – eller evnet – at bremse den negative udviklingsspiral, er ikke entydigt, men en vaesentlig årsag er, at man siden begyndelsen af 1980’erne har forsøgt at drive det offentlige sygehusvaesen ud fra nogle driftsøkonomiske principper – new public management – som reelt set ikke er brugbare i en virksomhed, der tager sig af udredning, behandling og pleje af sygdomsramte mennesker. Der er tale om en kompleks problemstilling, som i varierende grad vedrører hele den offentlige sektor.
Kommunalreformen i 2007 betød, at de borgerrettede opgaver i regioner og kommuner skulle løses decentralt under en stram central statslig styring af regionernes økonomi, samtidig med at man fastholdt en forfejlet idé om at administrere sygdomsudredning og behandling af mennesker ud fra de samme markedsøkonomiske principper for mål- og resultatstyring som en virksomhed, der producerer søm og skruer.
New public management-ideologien og den markedsøkonomiske tankegang er ikke sundhedsfagligt funderet, men udviklet af økonomer, politologer og andre uden den nødvendig sundhedsfaglige indsigt.
Den bygger på en forsimplet idé om, at hospitalernes produktivitet og effektivitet kan defineres alene ud fra det, der kan måles og omsaettes til tal på et regneark, uden at forholde sig til en raekke vaesentlig elementer i den sundhedsfaglige indsats, som ikke kan måles.
Pleje og omsorg, kontakten mellem patient og behandler, patientens oplevelse af tryghed og tillid, om vedkommende føler sig hørt og har forstået behandlerens diagnostiske overvejelser, information om planlagte undersøgelser, behandlingsmuligheder, behandlingens virkninger og bivirkninger – er alt sammen noget, der ikke kan finde plads i kolde regneark.
De kvalitetsorganisationer, som det entydige fokus på kvantitet har gjort nødvendig at etablere på de regionale sygehuse, beskaeftiger sig primaert med struktur og proces, det vil sige, om specifikke opgaver eller handlinger er løst på fastlagte tidspunkter, men siger med deres omfattende dokumentationskrav kun lidt om resultatet af den sundhedsfaglige indsats; om hvad patienterne får ud af det.
De markedsøkonomiske succeskriterier for sygehusdrift er, at der gennemføres flest mulige ydelser inden for kortest mulige tid, uden hensyn til at det reelt set ikke er muligt at saette rammer for den tid, det tager at gennemføre et udredningsforløb på et fagligt acceptabelt niveau – og uden hensyn til at både tidsforbrug og kvalitet varierer fra patient til patient og også afhaenger af behandlerens erfaring.
Der er forskel på, om udredningen varetages af en erfaren speciallaege, en yngre laege under uddannelse eller en sygeplejerske.
Det markedsøkonomiske effektiviseringsog tidspres og den afvandring af kvalificerede medarbejdere, som vi er vidne til i disse år, gør det svaert at opretholde et acceptabelt fagligt niveau med risiko for, at en måske omfattende, langvarig og omkostningstung behandling, som bliver ivaerksat på et forkert grundlag, vil vaere uden effekt – og borgernes skattekroner dermed spildt.
New public management-ideologiens krav om kontrol og dokumentation signalerer mistillid og beslaglaegger i stigende omfang de klinisk arbejdende medarbejderes tid til patientarbejdet.
Resultatet er, at de ansatte i mødet med patienten må gå på kompromis med deres faglighed. Det fører til oplevelsen af stress, meningsløshed, demotivation og manglende anerkendelse.
Og derfor er sygeplejerskers og speciallaegers fravalg af det offentlige til fordel for privathospitalerne og de tiltagende vanskeligheder med at rekruttere og fastholde de kvalificerede medarbejdere ikke overraskende. At de er til rådighed, er en forudsaetning for, at vores superhospitaler kan fungere efter hensigten, og det er i den sidste ende ikke kun et spørgsmål om kroner og øre.
Kravene om produktions- og kvalitetskontrol har medført et støt voksende administrativt bureaukrati, som har ført til ansaettelse af et stigende antal ikke-kliniske medarbejdere.
Samtidig har ikke mindst det voksende administrative system lagt beslag på mange medarbejdere, som tidligere gjorde nytte i det kliniske arbejde, men som nu holder laeger, sygeplejersker og andre kliniske arbejdende medarbejdere beskaeftiget med opgaver, som kunne vaere brugt på udredningsog behandlingsarbejdet. Det er vigtigt, at sygehusenes administrative medarbejdere ikke belaster, men aflaster klinikerne, så der kan frigøres tid til patientarbejdet.
New public management er en økonomisk styringsmodel, som imødekommer det politiske systems (Finansministeriets embedsvaerk) behov for kontrol, men som tydeligvis har nogle alvorlige negative følger for sygehusenes effektivitet og evne til at løse deres kerneopgave på et fagligt acceptabelt niveau.
Det entydige fokus på kvantitet og målbarhed har medført, at de konstante krav om effektivisering er baseret på et ufuldstaendigt og fortegnet billede af, hvordan sygehusene løser deres sundhedsfaglige opgaver, og hvad skatteborgernes penge bliver brugt til.
Og sammen med kravet om kontrol og dokumentation er der skabt et ineffektivt, bureaukratisk og omkostningstungt sygehusvaesen, som er begyndt at køre i tomgang og har fået tiltagende vanskeligt ved at løse sine opgaver – ikke mindst på grund af, at medarbejderne søger vaek.
Og en fortsat stramning af den markedsøkonomiske effektiviseringsskrue vil måske nok føre til paene tal på regnearket, men i realiteten forvaerre udviklingen.
Fhv. cheflaege, speciallaege i psykiatri og almen medicin
Der er, uanset hvilken model for sundhedsvaesnet fremtidige organisering man vaelger, behov for en ny form for økonomitaenkning og finanspolitisk styring.
Det er brug for en reform, som indebaerer, at mål og resultatstyring (som ikke kan undvaeres) i langt højere grad sker på et sundhedsfagligt grundlag, som prioriterer faglig kvalitet og resultater og nedtoner kravet om produktionskontrol og dokumentation og begraenser det administrative bureaukrati og får staerkere fokus på patientsikkerhed.