Hvornår er en samlever naermeste pårørende?
Højesteret tog ved en dom af 2. februar 2024 stilling til, om en hidtidig samlever kunne anses som afdødes ”naermeste pårørende” og dermed berettiget til to forsikringssummer, som kom til udbetaling ved dødsfald.
cand.jur. et merc. (R)
Spørgsmålet om samleveres retsstilling har vaeret overvejet gennem mange år i forskellige henseender.
Udgangspunktet for samlevere
Til forskel fra aegtefaeller har udgangspunktet for ugifte samlevende vaeret, at et samlivsforhold hverken skaber gensidige rettigheder eller forpligtelser for de samlevende. Ophører samlivsforholdet, er hver part stillet på samme måde, som hvis samleveren var en fremmed.
Udgangspunktet betyder, at ugifte samlevende som udgangspunkt skal foretage saerlige foranstaltninger for at tilvejebringe en anden retsstilling. Eksempelvis, som det vil fremgå nedenfor, ved at oprettet et testamente, ved at etablere saerlige forsikringsordninger m.v.
Med årene har Folketinget dog – i visse konkrete henseender – vedtaget saerregler med det formål at bløde op på visse af de negative konsekvenser, som lovens udgangspunkt indebaerer for ugifte samlevende.
Arv ved dødsfald
Retsstillingen ved en samlevers dødsfald er – fortsat – den, at etablering af et samlivsforhold ikke indebaerer, at de samlevende får ret til at modtage arv efter hinanden.
I forbindelse med den seneste arvelov fra 2007 blev det under forberedelsen af loven drøftet indgående, om samlevende skulle tillaegges arveret efter hinanden, således at en laengstlevende samlever er arveberettiget ”efter loven” på samme måde som aegtefaeller er arveberettiget efter hinanden. Afvejningen af de mange forskellige hensyn blev imidlertid, at samlevende ikke har arveret. Samlevende arver altså ikke hinanden ”pr. automatik”.
Ønsker ugifte samlevende, at en laengstlevende samlever skal modtage arv ved dødsfald, er det således nødvendigt at oprette et testamente om begunstigelse af samleveren. Typisk oprettes et gensidigt testamente, hvor de samlevende begge bestemmer, at samleveren skal modtage arv ved dødsfald.
I én henseende blev der dog ved arveloven taget et saerligt hensyn til samlevende. Det er således muligt for samlevende at oprette, hvad der i loven betegnes som et ”udvidet samlevertestamente”. Det betyder med lovens ord, at to personer ved testamente kan bestemme, at de helt eller delvis vil arve hinanden og arves, som var de aegtefaeller. Ugifte samlevende vil dog ikke blive stillet fuldt ud som aegtefaeller. Vedrørende samlevertestamenter kan naermere henvises til artiklen i disse spalter den 16. februar 2019 under emnet: ”Samlevertestamenter”.
Boafgift (arveafgift) ved dødsfald
Afgiftsmaessigt er samlevende kommet et skridt naermere på aegtefaeller, men er fortsat ikke ligestillet med aegtefaeller.
For aegtefaeller er udgangspunktet, at der ikke skal betales boafgift (arveafgift) af arv, der tilfalder en laengstlevende aegtefaelle.
For samlevende er udgangspunktet det modsatte, nemlig at der skal betales afgift og da efter den høje sats på op til 36,25 pct. af arvens vaerdi.
Afgiften af arv til en laengstlevende samlever reduceres dog til 15 pct. for en person,
der har haft faelles bopael med afdøde i de ■ sidste to år før dødsfaldet,
der tidligere har haft faelles bopael med afdøde ■ i en sammenhaengende periode på mindst to år, når den faelles bopael er ophørt alene på grund af institutionsanbringelse, herunder i en aeldrebolig, eller
der på tidspunktet for dødsfaldet levede
■ sammen på faelles bopael med afdøde og venter, har eller har haft et barn sammen med afdøde, herunder også når den faelles bopael er ophørt på grund af institutionsanbringelse, herunder i en aeldrebolig.
De netop naevnte regler er regler om afgiftens størrelse – og altså ikke regler om en arveret efter en afdød samlever. Selv om afgiftsreglerne tilgodeser ugifte samlevende ved en reduceret afgiftssats, modtager en laengstlevende samlever kun arv, hvis der er oprettet et testamente herom.
Forsikringsudbetalinger ved dødsfald
For forsikringssummer i anledning af dødsfald kan sagen stille sig anderledes for en laengstlevende samlever.
En forsikringstager kan som udgangspunkt indsaette en navngiven person, herunder en samlever, som begunstiget til at modtage en forsikringsudbetaling ved forsikringstagerens dødsfald.
Har forsikringstageren ikke indsat en begunstiget, og skal forsikringssummen udbetales ved forsikringstagerens død, er udgangspunktet i loven på området, dvs. forsikringsaftaleloven, at forsikringssummen tilfalder forsikringstagerens ”naermeste pårørende”.
Naermeste pårørende
I loven er optaget en saerlig fortolkningsregel om, hvilke personer som i givet fald skal anses som ”naermeste pårørende”. I loven er samtidig angivet en prioritetsraekkefølge for valget mellem ”flere” naermeste pårørende.
Frem til 1. januar 2008 var samlevere ikke omfattet af lovens opregning af en persons ”naermeste pårørende”.
Som ovenfor beskrevet blev det med arveloven fra 2007 muligt at oprette ”samlevertestamenter”. I denne forbindelse og på samme baggrund blev samlevere fra 1. januar 2008 inkluderet i kredsen af ”naermeste pårørende” i forsikringsaftaler.
Raekkefølgen for at modtage en forsikringssum ved dødsfald er derfor nu følgende:
Forsikringstagerens aegtefaelle
■
Forsikringstagerens samlever, men vel at ■ maerke kun, hvis samleveren lever sammen med forsikringstageren på faelles bopael.
For en samlever er det endvidere en betingelse, at samleverena. venter, har eller har haft et barn sammen med forsikringstageren ellerb. har levet sammen med forsikringstageren i et aegteskabslignende forhold på den faelles bopael i de sidste to år før dødsfaldet.
Forsikringstagerens børn
■
Forsikringstagerens arvinger
■
For ugifte samlevende fremgår yderligere af loven, at en faelles bopael ikke anses for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.
Konkrete omstaendigheder i den enkelte sag kan efter loven føre frem til, at en anden person end en samlever i sidste ende skal modtage udbetalingen.
Samlevere som naermeste pårørende
De saerlige regler om samlevere som naermeste pårørende kan aktualisere en meget vanskelige afgraensning af, hvornår der foreligger et samlivsforhold, som kan anses for omfattet af loven. Eller med andre ord:
Hvornår foreligger der et samliv af en sådan karakter, at en samlever kan anses som
naermeste pårørende – og herunder spørgsmålet om, hvornår et samliv er ophørt.
Den vanskelige afgraensning er afspejlet i lovforslaget, hvor det blandt andet anføres, at:
»En faelles bopael … ikke anses for ophørt ved midlertidigt ophold i en anden bolig eller ved ophold i institution. Samlivet anses således ikke for ophørt, fordi de samlevende rejser på ferie hver for sig, eller hvis den ene af parterne i en periode alene opholder sig i hjemmet i weekenderne og i løbet af ugen som følge af sit arbejde bor et andet sted.«
»Det vil dog altid vaere en konkret vurdering, om der i disse situationer kan antages at foreligge et samliv. Parterne vil også blive anset for samlevende, hvis samlivet er ophaevet på grund af en af parternes institutionsanbringelse i f.eks. aeldrebolig eller plejehjem. Det er imidlertid en forudsaetning, at forholdet mellem parterne stadig består, hvilket ikke kan antages at vaere tilfaeldet, hvis en samlever efter institutionsanbringelsen har indledt et nyt forhold eller på anden måde klart har tilkendegivet, at forholdet må anses for ophørt. Skyldes adskillelsen derimod den ene samlevers arbejds- eller uddannelsesmaessige forhold, og fører disse forhold til laengerevarende adskillelse, kan det vaere mere tvivlsomt, om man bør anse samlivet for ophørt, suspenderet eller opretholdt i den pågaeldende periode. I disse situationer kan der opstå tvivl om, hvorvidt fraflytningen skal anses for udtryk for en ophaevelse af samlivet som følge af uoverensstemmelser med den konsekvens, at samleveren ikke laengere kan anses for naermeste pårørende, eller om man til trods for adskillelsen fortsat kan antage, at samlivet består.«
Det er ikke svaert at forestille sig vanskelighederne ved at tage stilling til, om der »kan antages at foreligge et samliv«. En sådan vurdering vil omfatte elementer af en meget personlig karakter, hvor mulighederne for at bevise eller afkraefte, at et samlivsforhold er ophørt, i nogle tilfaelde vil have tilfaeldighedernes praeg.
Højesterets dom af 2. februar 2024
Netop disse vanskeligheder forelå i sagen afgjort ved Højesterets dom af 2. februar
2024.
Sagen drejede sig om retten til to forsikringssummer, som kom til udbetaling efter en mands dødsfald ved selvmord. Manden efterlod sig dels en voksen søn fra et tidligere forhold og dels en mindreårig søn, som han havde fået sammen med en samlever gennem 14 år.
Forud for selvmordet havde samleveren taget ophold i sin datters lejlighed som følge af uoverensstemmelser med manden.
Ligeledes forud for selvmordet havde manden skrevet en afskedsbesked på Facebook, som efter Højesterets opfattelse måtte forstås således, at deres forhold var forbi. Få dage før selvmordet havde samleveren hjulpet manden med at blive skrevet op til en ny bolig.
Efter en samlet vurdering var det Højesterets opfattelse, at det måtte laegges til grund, at samlivet mellem manden og samleveren var endeligt ophørt, da manden døde.
Samleveren var på denne baggrund ikke at anse som ”naermeste pårørende”. Det indebar, at forsikringssummerne tilfaldt mandens to sønner til lige deling.
Konsekvenser
Højesterets dom af 2. februar 2024 illustrerer de vanskeligheder, der kan opstå ved afgraensningen af sådanne samlivsforhold, hvor en samlever må anses som ”naermeste pårørende”.
Til forskel fra aegtefaeller skal for ugifte samlevende drages juridiske konsekvenser på grundlag af blandt andet en vurdering af faktiske omstaendigheder af meget personlig karakter, som naeppe altid kan dokumenteres fuldt ud.