KUNSTIG KLOGSKAB
Det er ikke forfaerdelig laenge siden, at computerteknologi var noget, amerikanske Nasa brugte til at sende mennesker til Månen.
I dag er mobiltelefonen allemandseje på lige fod med køleskabet og brødristeren, og de faerreste kan sikkert forestille sig et liv uden adgang til den lille maskine i lommen, der med et par raske fingertryk giver adgang til en hel verden af kloge hoveder og kulørt underholdning.
Sådan er det ofte med os mennesker.
De ting, der engang virkede som fjerne, flimrende fatamorganaer, bliver hurtigt til banale selvfølgeligheder, når først de lander i hverdagslivet.
Men det er, som om udviklingen accelererer i disse år. Ikke mindst på de frontlinjer, som den kunstige intelligens sender sine tropper ud til. Det er ikke meget mere end et år siden, verden blev introduceret for ChatGPT, og kort efter rundede tjenesten 100 millioner brugere. Siden er tallet bare vokset.
Det samme er teknologien bag den kunstige intelligens, og hvis man stoppede en flok tilfaeldige fodgaengere en lørdag i marts og spurgte dem ind til deres forhold til de teknologiske landvindinger, der finder sted, mens disse linjer skrives, ville en paen del af dem formentlig fortaelle, at de er skraemt af hastigheden i udviklingen.
Det er den chilenske stjerneforfatter Benjamin Labatut også:
»Der er øjeblikke i ethvert menneskes liv, hvor vi føler, at vi har styr på, hvordan alt forholder sig, og så er der andre, hvor det føles fuldstaendigt uden for vores kontrol. Vi går gennem den sidste følelse som civilisation lige nu. Jeg ser mennesker blive desperate. Jeg ser dem hungre efter mening. Jeg ser dem løbe rundt som hovedløse kyllinger, og intet af det er i vores haender,« som han siger i interviewet med journalist Lasse Momme i dagens JP Bøger.
Men i virkeligheden er der intet nyt under solen, lyder det fra den bogaktuelle forfatter. Mennesker har til alle tider kastet sig ud i vilde eksperimenter, hvis endestation vi ikke anede konsekvenserne af. Og sådan er det også med den kunstlige intelligens:
»Vi kommer til at håndtere kunstig intelligens i blinde. Famlende. Formentlig ved naesten at udrydde os selv. For det er den menneskelige måde. Vi forsøger alt én gang, og slår det os ikke ihjel, inden vi indser, at vi er ved at fucke op, prøver vi en anden mulighed. Det er livet! Det er også dit liv! Ingen giver dig en plan for noget som helst,« siger han.
Med andre ord er der ikke noget, vi kan gøre. Verden kører sit eget show med de mennesker, der nu engang befolker den, og selv om vi nok er mange, der indimellem drømmer os tilbage til dengang, det hele syntes mere simpelt og overskueligt, hvor vi nøjedes med at sende folk til Månen, og ingen behøvede at bekymre sig om, hvorvidt de tekster, man laeste i sin avis, var lavet af maskiner eller rigtige mennesker, ja, så kan vi ikke vende ryggen til udviklingen.
Det har Benjamin Labatut for laengst indset, så måske skal vi bare lytte til det råd, han giver til sidst i interviewet, da Jyllands-Postens journalist har fået den chilenske forfatter til at indrømme, at den kunstige intelligens skraemmer ham:
»Gør dig selv en tjeneste. Brug nogle måneder på at taenke på noget helt andet. Lad vaere med at laese min bog. Laes om, jeg ved fandme ikke hvad, kaerlighed, jeg er faktisk ligeglad, men gør det.«
God laeselyst.
Vi kommer til at håndtere kunstig intelligens i blinde. Formentlig ved naesten at udrydde os selv.