De første linjer afslører ofte, om en roman er vaerd at laese

En romans første saetning kan vaere afgørende for, om vi bliver fanget af historien og har lyst til at laese videre. Men hvad er en god begyndelse egentlig? Et dyk ned i litteraturhistoriens svimlende strøm af staerke åbninger kan give noget af svaret.

»Alle lykkelige familier ligner hinanden; enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde.«

Der er noget afslørende dna i en romans første linjer.

Igen og igen oplever jeg, at bogen allerede i første saetning viser sig som den, den er, og jeg kan hurtigt afgøre, om jeg har lyst til at laese mere.

Og det handler om langt mere end indholdet.

En klassisk begyndelse saetter ofte en scene i første afsnit, så laeseren er med på, hvor og hvornår og i hvilket miljø historien foregår. Det kan naturligvis i sig selv vaere grundlaeggende spaendende. Men det, jeg taler om, er mere den sproglige tone, der slås an, den stil og stemning, der styres af stemmen, der fortaeller. Måden, historien fortaelles på.

Et mesterligt eksempel er åbningsscenen i Sylvia Plaths ”Glasklokken” fra 1963:

»Det var en saer, lummer sommer, den sommer de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol, og jeg vidste ikke, hvad jeg lavede i New York.«

Her bruger Sylvia Plath både den kvaelende varme og de morbide begivenheder i New York til at skabe en klaustrofobisk åbningsscene, der bliver et billede på hovedpersonens mentale tilstand. Det er overraskende og vidner om, at hun mestrer sproget suveraent.

I Virginia Woolfs ”Mrs. Dalloway” fra 1925 lyder det helt enkelt:

»Mrs Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne.«

Her kastes laeseren også direkte ind i historien, og vi aner en forhistorie. Plejer hun ikke det? Er det sagt i trods? Hvorfor?

Lev Tolstoj bruger en anden teknik. Han løfter sig op over sin historie og bruger den mere alvidende position, når han begynder ”Anna Karenina” (1878), som vi så ovenfor:

»Alle lykkelige familier er ens; enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde.«

Her etablerer forfatteren som det allerførste romanens tema om dysfunktionelle familier, samtidig med at han skaber en forventning hos laeseren om en gribende historie om emnet.

Karl Ove Knausgård er heller ikke bange for at skrive højstemt, og begyndelsen på den 15 år gamle ”Min Kamp 1” er faengslende:

»For hjertet er livet enkelt: Det slår, så laenge det kan. Så stopper det.«

Hvem vil ikke gerne laese mere af så velskrivende en forfatter?

Men hvem vil ikke også gerne tilbringe nogle timer i selskab med Deborah Levy, der begynder ”Ting jeg ikke vil vide” (2023) med saetningen:

»Det forår, hvor livet var meget svaert, og jeg lå i krig med min skaebne og simpelthen ikke kunne se nogen udvej, graed jeg åbenbart mest på togstationers rulletrapper.«

Levys ord minder mig om humoren i Helle Helles romaner. Hos Helle Helle er ingen saetning overladt til tilfaeldighederne, så når hun begynder sin roman ”de” (2018) med den saere saetning: »Senere går hun over markerne med et blomkålshoved«, er det, fordi hun vil os noget med den.

Alene det at begynde historien med ordet ”senere”, som om vi allerede ved noget om denne ”hun”, der går over markerne. Og hvorfor et blomkålshoved? Saetningen gør laeseren nysgerrig og driver samtidig lidt gaek med os. Det er sjovt, men det er tydeligvis også alvorligt.

En helt anden enkel og meget kendt første saetning er Herman Melvilles i ”Moby Dick” (1851):

»Kald mig Ismael.«

Den amerikanske bestsellerforfatter Alice McDermott har skrevet i et essay på nettidsskriftet LittHub om, hvad en god første saetning er, og hun når sjovt nok frem til, at det er svaert at forklare. Men ét traek er faelles for alle de gode begyndelser, hun kan komme i tanker om: en myndig fortaellerstemme. Og så skriver hun: »Hvad alle disse mindevaerdige første saetninger formidler, i al deres variation, er selvtillid. Ingen tvivl. (…) Hør, siger de. Jeg har en historie at fortaelle. Jeg ved, hvordan man fortaeller det. Stol på mig.«

Velskrivende og myndig. Måske er det først og fremmest det.

Hvem vil ikke gerne laese mere af så velskrivende en forfatter?