»Taenk ikke kun på, hvad du siger, men også på, hvad publikum hører«

Hun har skrevet taler for fem statsministre. Den seneste sidder stadig på sit kontor inde på Christiansborg. Anita Furu har lagt ord til alt fra coronakrisen over nytårstaler til krigen i Irak og Lars Løkke Rasmussens legendariske skåltale i Det Hvide Hus.

Boganmeldelse

FLYGTIGE ORD – ET ESSAY OM TALESKRIVNING, SPROG OG STATSMINISTRE

Essay

Forfatter: Anita Furu

Sider: 222

Pris: 200 kr.

Forlag: Gutkind

Egentlig skulle de holde sig i baggrunden som den usynlige hånd. Men tiden kalder på disse tjenende ånder, som efter udstået tjeneste får trang til at fortaelle offentligheden om deres virke.

I raekken af ”tidligere ansatte”, som har løftet taeppet til kulisserne, findes allerede en PET-chef, en jaegersoldat, kongelige livvagter, topembedsmaend og nu også den tidligere taleskriver Anita Furu, som har betjent fem statsministre. Den seneste, socialdemokraternes Mette Frederiksen, sidder der endnu, den forrige, Lars Løkke Rasmussen, er udenrigsminister.

Begge får nu blotlagt, hvordan store taler er blevet til.

Ifølge forfatteren med deres egen accept. »Alle personer, som er citeret eller naevnt ved navn i episoder, der ikke er offentligt kendt, har haft mulighed for at laese med,« fremgår det af bogens første kapitel.

Ikke, at det vaelter med sensationer i ”Flygtige ord” med undertitlen ”Et essay om taleskrivning, sprog og statsministre”. Anita Furu understreger selv, at hun ikke kommer med kontroversielle afsløringer om statsministre og topembedsmaend.

Men mindre kan også gøre det.

Skåltale i Washington

Tag blot Lars Løkke Rasmussens opgør med efterlønnen i sin nytårstale den 1. januar 2011. En tale, som kun inderkredsen vidste noget om på forhånd:

»Beskaeftigelsesministeriet blev først orienteret, kort inden talen blev holdt, selv om det var deres område,« skriver Anita Furu i sin nye bog.

Eller den meget omtalte skåltale, som Løkke holdt, da han og de øvrige nordiske statsministre mødtes med USA’s leder Barack Obama i 2016.

Løkke havde hele forsamlingen og den amerikanske praesident i sin hule hånd, men havde han holdt sig til det manus, Furus kollega taleskriveren Casper Strand havde snedkereret til alle embedsmaends tilfredshed, kunne det vaere gået anderledes. Løkke skrottede nemlig talen med et »det her kan jeg da ikke sige!«.

Det sagte ord var resultatet af et kollektivt gruppearbejde over Atlanten. Furus bidrag var at få skiftet omtalen af Michelle Obama fra lovely wife til fantastic and dedicated wife.

Og at Mette Frederiksen under sit første møde med Furu sagde, at hun havde det med at gå ud ad en tangent, at »hun ikke kan saette kommaer, så hun saetter mange punktummer«.

Taleskrivning handler om ideologi, lød det – ifølge bogen – fra Mette Frederiksen, som et halvt års tid senere ikke var tilfreds med udkastet til den coronatale, hun skulle holde den 30. marts 2020, da Danmark langsomt skulle lukkes op igen:

»Talen er for indforstået,« mente Mette Frederiksen, som i netop denne tale afleverede en af sine mest kendte corona-onelinere:

»Vi beder de svageste om at vaere de staerkeste«.

Med Furus ord:

»Talerne skulle samle os, vaekke følelser som ansvarlighed og håb, tale op til befolkningen. Mod slutningen blev de derfor mere patosfyldte«.

Og som Furu også skriver:

»I foråret 2020 blev det Mette Frederiksens lod at holde taler, der blev lyttet til«.

Men i afsnittet om corona-talerne og deres tilblivelse glimrer i hvert fald en person ved sit fravaer: Barbara Bertelsen.

Statsministeriet staerke departementschef optraeder i det hele taget ikke i bogen. At hun ikke skulle vaere en del af processen, forekommer utaenkeligt og må tilskrives, at »de, der ikke ønskede at blive naevnt i bogen, er blevet fri«.

Fogh afsløret

Hvad er en talerskrivers opgave?

Furu giver en del af svaret, da hun tager fat på Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2004 og afsløringen af, at den davaerende erhvervsjuridiske chef i Dansk Industri, Christopher Arzrouni, havde skrevet oplaegget.

Ikke, som Furu skriver, fordi det blev mailet til Foghs rådgiver, men ganske enkelt, fordi det dokument, der blev sendt ud til pressen, var oprettet på Arzrounis computer i DI. Efterfølgende undrede Socialdemokratiet

sig over, at Arzrouni havde brugt formuleringer, som var de Foghs egne:

»En raekke billeder har braendt sig fast i min hukommelse. Billederne af jublende irakere, der ser Saddam Husseins statue blive vaeltet i Bagdad. Billederne af den tilfangetagne Saddam i haenderne på amerika