Den Gamle By er fokuseret på bestemte årstal. Men der mangler ét

Thomas Bloch Ravn, direktør i Den Gamle By, takker af efter 28 år. Han har stået i spidsen for en enestående forvandling af den berømte turistattraktion, og runder af med bogen ”Drømmen om Den Gamle By”.

Thomas Bloch Ravn har vaeret en enestående dedikeret leder af Den Gamle By. Som en anden general har han drevet sine folk frem på den historiske slagmark og skabt et aegte nationalt museum.

Her står ikke montrer på parade fyldt med femører. Man oplever på stedet, hvad Danmark har vaeret, er blevet og nationens kurs i fremtiden.

Vi ser, hvordan mennesker har levet og fornemmer den flid, der kraevedes for at overvinde fortidens fattigdom. Vi erkender vores egen alder og genkender egne effekter, der er sendt på museum.

Den Gamle By er som frilandsmuseum langt mere underholdende end elitaert, selv om der også på stedet forskes i byernes udvikling.

At publikum er i centrum, er stor del af årsagen til museets succes. Gaesterne bombarderes med indtryk, og alle får udbytte – også dem, der normalt ikke ville bruge tid på at besøge et museum. Men i Den Gamle By hygger man sig og taler sammen. I øvrigt også med fremmede.

For at lette overskueligheden er udstillingerne koncentreret om saerlige årstal:

Den gamle købstad: 1864 (1600-1900), Moderne tider: 1927, Velfaerd og frisind: 1974 og Vores tid: 2014. Men der mangler ét årstal, og det er 1996. Det år begyndte Thomas Bloch Ravn som direktør i Den Gamle By, og nu slutter han efter mere end 28 år. Den 31. marts fylder han 70 år, men han stopper ikke helt, for han er engageret i en international indsats for frilandsmuseer.

Direktøren har skrevet en bog om sit arbejde, der naesten har karakter af en manual, hvis laeseren selv skulle gå med planer om at etablere et museum.

Millioner til museet

”Drømmen om Den Gamle By” er en interessant gennemgang af institutionens udvikling fra et hensygnende foretagende til det nuvaerende kulturelle kraftcenter midt i Aarhus.

Den er også beretningen om økonomiske kampe med offentlige myndigheder, hvis interesser omfatter hovedstaden, mens der er begraenset viden om liv og kultur på den anden side af Valby Bakke.

Heldigvis har en raekke fonde bidraget til udviklingen af museet med både to- og trecifrede millionbeløb, der i alt beløber sig til en halv mia. Heraf tegner A.P. Møller Fonden sig alene for 300 mio. kr. Sallings fonde har også bidraget med mange mio.

Politikere på alle niveauer og over hele spektret har heller aldrig fået lov at glemme Den Gamle By. Isaer ikke i tider, når budgetforhandlingerne naermede sig.

Der er fortsat kritikere, der rynker på naesen af Danmarks bedst kendte museum og taler om Cirkus Bindingsvaerk.

For langt de fleste gaelder, at de naeppe kan have gaestet Den Gamle By i nyere tid, for siden 1996 er det totalt forvandlet og er nu blandt verdens førende frilandsmuseer.

Det sket takket vaere grundlaeggeren Peter Holms pionerindsats. Thomas Bloch Ravn og chefgruppen, der blandt andet taeller bygningschef Niels Meyer, vicedirektør Allan Leth Frandsen, overinspektør Martin Brandt Djupdraet og administrationschef Henning Kaergaard, har bygget ovenpå. Først med den vellykkede genopførelse af Møntmestergården fra København, der stod faerdig i 2009, og som fuldender Torvet.

Den store forvandling

Og siden er der skabt et farvestrålende 1927kvarter med butikker fra tiden og et lille konkurrerende museum. Som det var kutyme, lades beskueren ikke i tvivl om giveren. Der er små skilte med de behørige oplysninger. ”Fad. Gave fra Fru Damptromlefører Nielsen. Her”.

Der er det imponerende 1974-kvarteret med lejligheder til borgerskabet og kollektivet, forretninger og et jazz-vaertshus, en erindringslejlighed, der får demente til at blomstre, 2014-kvarteret rummer en raekke museer i museet, et kunstkammer med fornemme effekter, en saerlig Aarhus-udstilling, der fortaeller historien om byen, Dansk Plakatmuseum, Museet for Dansk Bladtegning har fået til huse i en genrejst pavillon fra Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Aarhus Håndvaerkerforenings gamle laugssal er flyttet til museet, nye restauranter, et konditori og spisesteder, den lille åhavn med tilhørende vaerksteder og lagerplads.

Drømmen om Den Gamle By 400 sider

300 kr.

Nu er der også skabt et 2014 kvarter i Dronning Margrethes Gade med forretninger og en lejlighed op til det nye imponerende indgangsparti ud mod Silkeborgvej.

Det er ikke uden stolthed, at generalen gør regnebraettet op i bogen. Det kraevede kamp at nå så langt. Isaer i de første år.

Thomas Bloch Ravn glaedede sig, da han sad i MR-toget fra Struer kl. 6.03 tirsdag den 2. januar 1996 på vej til drømmejobbet som ny direktør for Den Gamle By i Aarhus.

En barsk begyndelse

Den da 41-årige Thomas Bloch Ravn, uddannet magister i dansk kultur- og lokalhistorie og i flere år leder af Struer Museum. var selvfølgelig også spaendt, nervøs og en smule usikker.

Det havde han også grund til, for der ventede en kølig modtagelse i Aarhus, og det var ikke alene på grund af sneen.

Museets formand Søren Chr. Mellerup og administrationschef Kaj Toft anså den nye direktør for en novice, og det skulle han gerne fortsaette med at vaere, så de forblev uundvaerlige.

Parret havde i årevis ledet museet, og det havde de lyst til at fortsaette med. De to blev bistået af naestformand bankdirektør N.P. Bager, der var en uhyre magtfuld person i Aarhus i de år. Han havde stået bag opførelsen af Vejlby-Risskov Hallen og idraetscentret og var medlem af mange bestyrelser.

Da Thomas Bloch Ravn efterlyste en velkomstreception, så han kunne møde vigtige folk i byen, blev han af N.P. Bager belaert om, at et sådant arrangement måtte han først gøre sig fortjent til.

Den nye direktør var dog ikke indstillet på at optraede som en marionet for den gamle ledelse.

Hvis denne havde ønsket en marionet, havde man valgt forkert blandt de 30 ansøgere og fået en ildsjael.

Den nye direktør kaempede sig vej til sit skrivebord og begyndte at traeffe beslutninger. Der var rigeligt at rydde op i, for der var gennem årene truffet beslutninger, som ikke ligefrem gavnede museets ry. Han blev bekraeftet i, at han fulgte i sporet på grundlaeggeren Peter Holm af Erna Lorenzen, der arbejdede sammen med Peter Holm. Hun blev en stor støtte de første år, og Erna Lorenzen var et saerligt menneske, som blev dr.phil. i 1975 med afhandlingen ”Folks tøj i og omkring Aarhus 1675-1850” uden nogensinde at have laest på universitetet.

Oprydning på museet

En raekke eksterne aktører havde fået adgang til Den Gamle By.

Første weekend i advent afviklede Lions-klubberne således deres julemarked. Der kom tusinder af mennesker, for Lions reklamerede for begivenheden i en husstandsomdelt reklameavis. Overskuddet blev delt i tre mellem de to Lions-klubber og Den Gamle by. Dansktop-kunstnere underholdt, og overalt blev der solgt lykkeposer og andet habengut. Selv i museets historiske butikker var der sat skilte op med tape og haefteklammer. I 2003 var det slut. Den Game By kunne selv, og nu er juletiden museets højsaeson.

I dag ville man naeppe kunne forestille sig, at hele museet var omdannet til kampplads for årets staerk mand konkurrence, for hårdt pumpede atleter baksede med tunge redskaber og trak alt muligt, inden de hvilede ud mellem konkurrencerne i det historiske interiør.

Her satte Thomas Bloch Ravn trods alt graensen. Han bebudede dopingkontrol, og det ville atleterne ikke risikere, så det arrangement stoppede.

I museets årbog for 1998 skrev direktøren, at det naeppe var sandsynligt, at Den Gamle By ville vokse sig ret meget større i de kommende år.

Det var lige indtil, Thomas Bloch Ravn deltog i et møde i Kulturministeriet, hvor et oplaeg til en ny museumslov blev diskuteret.

Han spurgte, hvordan museerne og museumsloven stiller sig til at bevare enheder fra vores egen tid. Morten Lundbaek fra det davaerende Statens Museumsnaevn fandt, at det var en opgave for Den Gamle By, og det passede fint til museet.

I begyndelsen var Thomas Bloch Ravn usikker på, hvordan det kunne realiseres: ”Konkret havde jeg svaert ved at forestille mig et 1970’er-kollektiv som nabo til en 1700-talsbarokstue,”skriver han.

Men pludselig var ideen til et nyt brokvarter der, så museet kunne give et trovaerdigt totalbillede af det liv, som millioner af danskere har levet i 1900-årene.

Nej fra myndighederne

En lejlighed blev lagt på depot, og nu gjaldt det planerne. Der skulle opføres et nyt kvarter udenpå Den Gamle By, så de forskellige perioder ikke blev blandet sammen. Direktøren trak de første streger.

1927-kvarteret blev en omformning af et eksisterende kvarter, men 1974-kvarteret ville afspejle den driftige efterkrigstid frem til oliekrisen i 1974.

Planerne lå klar, men ved et møde med Michael Lauenborg fra Kulturarvsstyrelsen, vendte denne tommelfingeren nedad. Det var ikke et projekt, Den Gamle By burde gå videre med, og hverken Peter Jensen, museets formand, eller Thomas Bloch Ravn var forberedt på afvisningen.

Få år tidligere havde Morten Lundbaek fra samme myndighed opmuntret Den Gamle By til at arbejdere videre. Thomas Bloch Ravn blev staedig og opfordrede Kulturarvsstyrelsen til at finde en medarbejder, der havde forstand på frilandsmuseer.

Der var kommet flere besøgende, efter at Den Gamle By i begyndelsen af 1970’erne lancerede begrebet ”Levende museum” Der skete noget, når man besøgte forretninger eller hilste på praesten, der gik rundt i byen.

Det nej, der kom fra Kulturarvsstyrelsen, fik ikke betydning, og da A.P. Møller Fonden donerede 161 mio. til opførelse af en raekke ejendomme i 1974-kvarteret, var alle positive.

Thomas Bloch Ravn var begejstret, da den fornemme donation indløb, og han orienterede også museets protektor, dronningen. Hendes svar glaedede: »Det har Den Gamle By så sandelig fortjent.«

Direktøren har vaeret dygtigt til at rejse midler, og der blev også penge til at modernisere satellitmuseet om Besaettelsen, der har hjemme i byens tidligere Rådhus og politigård taet på domkirken. Her lå hovedkvarteret for Gestapo under Besaettelsen. Nu har lederen, Søren Tange Rasmussen, og en kreds af frivillige langt bedre muligheder for at fortaelle de besøgende om den mørke periode i danmarkshistorien.

Museet er i god gaenge, og kun et sted kneb det konstant: Politikerne havde svaert ved at leve op til løfter og støtte, så her måtte generalen for alvor i kamp, og også de slag, sejrede han – om end med besvaer.