Hvis Aarhus var en playliste – hvordan ville den så lyde?
Hvilke Aarhus-numre synes du skal med på en playliste? En guidebog med helt nye vinkler på og gamle røverhistorier fra Aarhus beder om laesernes hjaelp til at finde lyden af Aarhus.
En ny Aarhus-guide er ved at skyde op som vildt ukrudt fra undergrunden. Den er fyldt med private minder og glemte fortaellinger, som retter nyt lys mod det usete, det uhørte og alt det, som ikke laengere vil holdes hemmeligt.
To kreative og kunstneriske sjaele har besluttet sig for at skabe guiden: Lars Muhl, musiker og forfatter, og Andreo Michaelo Mielczarek, der er forfatter og musikanmelder for blandt andre Kristeligt Dagblad og Stiften.
Den ene har tjent 1 mio. kroner på tre minutter, da han skrev ”One more minute”, og den anden har et skarpt overblik over det aarhusianske musikliv.
Lars Muhl ser den nye bog som en rutsjebanetur gennem Aarhus, der guider os til før, nu og fremtiden.
Andreo Michaelo Mielczarek forestiller sig, at man bliver en opdagelsesrejsende, når man bladrer i bogen. I tid og sted.
De har fået bidrag fra flere end 40 kendte aarhusianere, der er med til at vise Aarhus på en ny måde i den kalejdoskopiske guide.
De er en blandet flok af blandt andre Thomas Helmig, Jørgen Leth, Hans Krull, Nils Malmros, Clement Kjersgaard, Den syriske skraedder, borgmesteren og den nye direktør for Den Gamle By, Julie Rokkjaer Birch.
Deres arbejdstitel er: ”HVA’ SAA! En Aarhus-guide for røverhistorier fra storbyenglene, der skaber smilets by”, og bogen udkommer i juni.
Og de er fast besluttet på, at musikken skal vaere en del af Aarhus-guiden, derfor vil de finde lyden af Aarhus i form af en playliste. Selvom de begge ved uendelig meget om den aarhusianske musik, vil de gerne have hjaelp til sammensaetningen af listen.
Lars og Muhl og Andreo Michaelo Mielczarek har kastet de første 10 musiknavne og numre ind på en playliste, som skal blive et soundtrack til Aarhus.
De beder om hjaelp til at finde sange og vil bringe den playliste, de finder frem til, i Aarhus-guiden.
Muhl og Mielczareks lyd
For Andreo Michaelo Mielczarek består byens lydkulisse blandt andet af koncerten med Radiohead på Northside i 2017.
»Det regnede voldsomt under hele koncerten. I Ådalen lød Thom Yorkes falsetto så skrøbelig oven på Jonny Greenwoods depripoppede guitarflader. Borgmesteren havde undtagelsesvis givet lov til at spille til kl. 02, men Yorke stoppede en time før i sympati med de mange fans, der var ved at blive opløst. Aldrig har det regnet så meget i Aarhus. I regnen gav deres musik så meget mening,« husker han.
For Lars Muhl var The Nice i Boom, Frederiksgade 72, i 1966 helt fantastisk.
»Jeg stod cirka en meter fra organisten
Keith Emerson, som pludselig sprang op på sit Hammond og begyndte at voldtage det, mens han spillede en punket udgave af Bernsteins ”America”. Han kreerede de smukkeste improvisationer, mens sangeren Lee Jackson sang de mest bevaegende tekster, jeg indtil da havde hørt,« siger Lars Muhl.
Andreo Michaelo Mielczarek mener, at hvis Aarhus var et dyr, ville det vaere et flerhovedet jungledyr, der taler med mange stemmer: avantgardistisk, alvorsfuldt og med poppens altfavnende blidhed og usentimentale skønhed.
Musikanmelderen Andreo Michaelo Mielczarek er med alle steder, hvor der sker noget i byens musikmiljøer. For ham er det en opdagelsesrejse i selskab med studenteroprørets kampråb i Paris: ”Sous le pave: la plage”, der betyder ”under fortovet er stranden”. Og under aarhusianske brosten spirer lidenskaben.
»Der sker spaendende ting på musikfronten. Zar Paulo har humor, når de leverer deres energiske sange med titler som ”Elendig software”. Dayyani og Julie Pavon skal vi nok høre mere til i de kommende år. Også Iomfro, de er alle som blomster, der skyder op gennem asfalten og taler undergrundens sprog,« siger han.
De naeste nye navne på den danske musikscene står på skuldrene af dem, der skabte et staerkt fundament i 73-årige Lars Muhls unge år, hvor han var en del af bandet Warm Guns.
Han har vaeret en del af det aarhusianske musikmiljø siden 1960’erne og blev i
1966 medlem af gruppen Daisy. Det var en anden tid, hvor man kunne komme taet på store navne, når de gav koncert i Aarhus.
»Både Pink Floyd, Yardbirds, The Nice og Roundabout/Deep Purple, blandt mange andre udenlandske bands, havde allerede havde spillet på Boom. Som publikum stod vi en meter fra scenen og kunne således opleve Syd Barrett, Eric Clapton, Ian Gillan eller Keith Emerson på taetteste hold,« forklarer Lars Muhl.
Underspillede Brandt
Lars Muhl forsøger i bogen at indkapsle TV-2 og Steffen Brandts lyrik og musik, og det hensaetter ham i en stemning, der på én gang indeholder en melankolsk, underspillet, selvsarkastisk optimisme.
Ikke kun i teksterne, men isaer i sound og i beat.
De to er jaevnaldrende og er begge rundede af Øgaderne, hvor Lars Muhl gik i skole, og Steffen Brandt bor.
»Der findes ikke noget band for mig, der udtrykker den aarhusianske habitus og underspillede humor mere praecist end netop TV-2. Det aarhusianske fornaegter sig i hvert fald ikke. Så kys det da, det satans liv!« opfordrer Lars Muhl.
I de to forfatteres søgen efter lyden af Aarhus har de kontaktet musikeren Katrine Muff, der er fra Aarhus, og som synger faellessang på tv.
Hun bor i dag i København, men taler stadig aerkeaarhusiansk, når hun bliver traet. Man kan som bekendt ikke tage Aarhus ud af pigen.
»Altså, hvis Aarhus var en musikgenre, så ville den vaere udadvendt, let tilgaengelig, no-bullshit, godt håndvaerk-popmusik.
Den slags musik, der ikke er bange for den gode stemning eller det brede smil og faellesskabet. En sang, du kan synge med på, første gang du hører den. Musik, som er ligeglad med de snobbede avantgardister,« skriver hun.
Katrine Muff mener, at Aarhus-genren baerer sin umiddelbarhed med oprejst pande og et varmt blik i øjnene.
»Hvis Aarhus-musikken var et menneske, var den det barn i skolegården, der holdt øje med, at alle var med i en leg,« fastslår hun.
Med det åbner Lars Muhl og Andreo Michaelo Mielczarek for laesernes bud. Hvilke numre synes du, der skal med på playlisten?