Utålmodig Løkke forsøger at gribe initiativet i regeringen
Lars Løkke Rasmussen talte på overfladen kun paent om sine regeringspartnere, men underneden var budskabet mere hårdt.
Når Lars Løkke Rasmussen taler, kan det betale sig at laegge maerke til de små detaljer.
Ingen er en større mester end ham i at tviste og dreje sin kommunikation, så han kommer med endog meget skarpe hug til højre og venstre – men uden sådan at sige det direkte.
Det var også tilfaeldet på Moderaternes årsmøde i Vejle, hvor Løkke i sin landsmødetale på overfladen hyldede SVM-regeringen og dens resultater gennem det sidste knap halvandet år.
Men lagde man øret til jorden, stod et andet og mere hårdt budskab fra Løkke til regeringspartnerne også klart: Der er fare for, at regeringen mister tempo og flyvehøjde, og det haster for regeringen med at få gennemført de reformer, den har på programmet. De må ikke blive udvandet af saerinteresser og langsommelighed.
Sundhed skal prioriteres
Det drejer sig først og fremmest om Løkkes største politiske maerkesag, en reform af hele det danske sundhedsområde.
Her venter regeringen fortsat på den såkaldte sundhedsstrukturkommission, der ventes at aflevere sine anbefalinger inden sommerferien.
Men en kommission er naturligvis ikke i sig selv nogen garant for en stor reform, og i Moderaterne er der en vis bekymring for, at planerne risikerer at køre død i almindeligt besvaer og slåskampe med kommuner og regioner og den slags.
»Inden vi samles til årsmøde igen, skal der vaere lavet en politisk aftale om en reform af sundhedsvaesnet. Det er Moderaterne garant for,« sagde Løkke med en saetning, der på overfladen nok mest lignede et løfte til Moderaternes landsmødedeltagere – men underneden også var et advarselsflag til S og V.
Samme toner lød fra Løkke på klimaspørgsmålet, hvor Moderaterne gerne vil fremstille sig som den grønne stemme i regeringen. Her er det store dyr i åbenbaringen i øjeblikket CO2-afgiften på landbruget, der netop nu forhandles om i en ”grøn trepart” med både landbruget, grønne organisationer og fagbevaegelsen.
Den gør saerligt ondt på Venstre, og ingen hverken i regeringen eller i Venstre ved i realiteten, hvor langt partiet kan tåle at gå i forhold til sit eget bagland.
Men Løkke stak ikke desto mindre kniven ind netop her:
»Der er ingen, der kan traekke en fribillet, når det kommer til at tage ansvar for at løse klimaudfordringen. Alle skal bidrage. Lad mig derfor sige det så klart til alle dele af dansk landbrug, at det ikke kan misforstås: Det gaelder også jer. Der kommer en klimaafgift.«
Jo, på overfladen et budskab til landbruget, men underneden så sandelig også et budskab til Løkkes gamle parti. Heller ikke Venstre må få en fribillet.
Løkke lever af SVM
Løkkes utålmodighed er ikke ny. Ifølge dagbladet Børsen kom utilfredsheden tilbage i december på et møde i Finansministeriet så vidt, at Løkke »såede tvivl om regeringens eksistens« – i et forsøg på at laegge pres på regeringspartnerne.
Den trussel kan Socialdemokraterne og Venstre dog nok godt tage forholdsvist roligt: Uden SVM-regeringen ville Moderaterne og Løkke hurtigt vaere ilde stedt – Løkke ville i den nuvaerende situation intet få ud af fremprovokere et regeringssammenbrud eller noget, der ligner.
Det er overhovedet heller ikke sikkert, at Løkkes pres kommer til at betyde hverken en mere ambitiøs sundhedsreform eller en højere CO2-afgift til landbruget.
Men én ting får han med sikkerhed ud af det:
Med presset og utålmodigheden får han endnu engang fremstillet sig selv som den drivende politiske kraft i den regering, der et langt stykke hen ad vejen i forvejen er Løkkes idé.
Nok er regeringen ikke populaer hos den brede vaelgerskare, men for Løkke handler det om at blive ved med at kapre det politiske rum på midten af dansk politik og de vaelgere, der stadig er tiltrukket af idéen om bredt samarbejde over midten.
Og selv om SVM-regeringen kan virke traet allerede efter et år, vil Løkke sikre, at Moderaterne ikke taber energien og idéudviklingen.
Ny Israel-balance
Det er også i samme lys, man skal se to andre temaer, som Løkke brugte en stor del af talen på.
Det ene var krigen mellem
Israel og Hamas i Gaza, hvor Løkke endnu engang drejede sin retorik en tak i retning af sympati med den palaestinensiske civilbefolkning i stedet for fokus på terrorangrebet på Israel den 7. oktober.
På overfladen sagde han intet, der i sig selv var i modstrid med den officielle linje, som regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) også står for.
Men balancen er hen over de seneste uger og måneder aendret.
Løkke tegner i højere og højere grad regeringens kommunikation om konflikten, og i takt med krigens udvikling har han skaerpet tonen mere og mere over for Israel, mens Mette Frederiksen fylder mindre og mindre.
»Hvem kan holde følelserne i ro, når de dagligt ser billeder af draebte børn, af børn på flugt,« sagde Løkke i talen, hvor han også forlangte en israelsk våbenhvile, og at »bombardementerne skal stoppes«.
Flere børn
Det andet tema var nyt og mere overraskende. Løkke viede en stor del af sin tale til at problematisere, at danskerne får for få børn. Fertiliteten daler så hastigt, at uden indvandring og stigende levetid kan den danske befolkning vaere halveret om 75 år.
»Det må vi have en grundig samtale om,« sagde Løkke, der derudover havde ét konkret forslag med i posen, nemlig en behandlingsgaranti for fertilitetsbehandling, så man kan få et privat alternativ, hvis der er lang ventetid hos det offentlige.
Børnetallet er et tema, der kommer til at fylde mere og mere i de kommende år, vurderer Moderaterne, og Løkke vil igen gerne ses som den, der tager diskussionen først.
»Om vi er i stand til at overbevise de to andre regeringspartier om det, det kan jeg jo ikke vide,« sagde Løkke ydmygt på pressemødet efter talen.
Og dog. Mon ikke han har en anelse. Forslaget om en behandlingsgaranti har Løkke nemlig tyvstjålet fra Venstre, der fremsatte det allerede for tre år siden.
For Løkke handler det om at blive ved med at kapre det politiske rum på midten af dansk politik og de vaelgere, der stadig er tiltrukket af idéen om bredt samarbejde over midten.