Kort før giraffen Marius skulle slagtes, fik Københavns Zoo et opsigtsvaekkende tilbud på 1 mio. dollars
For 10 år siden ville rige amerikanere, Tjetjeniens brutale praesident og danske dyrevenner redde den danske giraf Marius. Hvorfor bliver ét enkelt dyreliv pludselig så vigtigt?
Claus Hjelmbak ville gøre det igen. Han siger det uden tøven. For 10 år siden blev den dansk-amerikanske »kendismaegler« så oprørt over nyheden om, at Københavns Zoo havde planlagt at aflive en rask ung hangiraf, at han ringede til flere af sine pengestaerke venner i Hollywood, hvor han har boet og arbejdet i 32 år.
»En kaer veninde foreslår mig, at hun tilbyder 1 mio. dollars til Zoo, som de kan bruge på noget fornuftigt, og så kan vi hjaelpe med at få Marius til Beverly Hills,« husker Claus Hjelmbak og tilføjer, at det aldrig var meningen, at Marius skulle bo i en rigmands baghave, men et andet, mere passende sted.
Men svaret fra Københavns Zoos davaerende direktør, Bengt Holst, blev et nej.
Et nej sagt så direkte, at Claus Hjelmbak i den nye danske dokumentar ”Livet og andre problemer” bruger ordet »psykopat«. Det fortryder han dog lidt nu her 10 år efter, hvor han taler i mobiltelefon med JyllandsPosten.
»Bengt Holst var helt sikkert under stort pres, da vi talte, og jeg hader ikke ham – kun hans beslutning. Den minder om at give en hund til et barn i julegave, men efter tre år så gider barnet ikke hunden laengere, og så afliver man den,« siger Claus Hjelmbak.
Hans dyresyn er repraesentativt for en stor del af de tusinder af henvendelser, som Københavns Zoo modtog, da debatten om dyrs vaerdi og zoologiske havers eksistensberettigelse for første gang blussede op.
Først i hjemlige medier og kort efter i verdenspressen med dødstrusler og glødende telefoner og konfrontatoriske tv-interview som konsekvens.
Ingen nemme valg
Beslutningen om, at Marius skulle dø, blev taget, da den to år gamle hangiraf blev kønsmoden og begyndte at rivalisere sin far. I naturen ville den unge han have haft mulighed for at forlade flokken, men da den var genetisk overflødig i det europaeiske giraf-avlsprogram, og de godkendte zoologiske haver, som Københavns Zoo normalt samarbejder med, derfor ikke kunne overtage ham, blev det i stedet besluttet at aflive og fodre løverne med giraffen.
Mads Frost Bertelsen er dyrlaegen, der stod for både aflivningen og obduceringen foran de indbudte Zoo-gaester. Billederne af nysgerrige børnehavebørn foran den døde giraf gik verden rundt og udløste endnu mere forargelse.
I dag er han Københavns Zoos zoologisk direktør og tøver ikke, når man spørger ham, om han ville gøre det igen.
»Det var ikke sjovt, mens det stod på, men det har vaeret enormt vigtigt for debatten og for at få forklaret, hvad zoologiske haver egentlig er. Vi tager ikke de nemme valg. For er vi bare underholdning, har vi ingen ret til at vaere her. Vi er på en reel mission om at passe på verdens dyr,« siger han.
Siden Marius har Mads Frost Bertelsen aflivet og obduceret andre avlsoverflødige dyr og fodret andre af havens dyr med kødet adskillige gange. Også foran publikum.
»To giraffer, nogle løver, zebraer og en hel masse høns og en hel masse geder,« opremser han frit efter hukommelsen.
Sikre dyrebestanden
Samme dag, som vi taler sammen, har Odense Zoo aflivet to løveunger. Deres mor havde ikke nok maelk.
I et opslag på sin facebookprofil forklarer Odense Zoo, at man ikke flaskeopdraetter løveungerne, da menneskeadfaerd vil praege dem, så de ender som en slags krydsning mellem en løve og et kaeledyr frem for en del af flokken.Kommentarsporet nedenunder er roligt og forstående. Det overrasker ikke Mads Frost Bertelsen.
»Med Marius fik vi mulighed for at forklare danskerne om de svaere valg, vi traeffer for at sikre dyrebestanden på den lange bane. Den forståelse fik vi så ikke hos alle de udenlandske debattører. Men i sidste ende var der måske 10 personer, der demonstrerede uden for Zoo, og 300, der var med til obduktionen.«
At netop Marius-sagen gik bersaerk, mener Mads Frost Bertelsen skyldes, at et dansk tabloidmedie fik nys om aflivningen og bragte en forsideartikel op til aflivningen. Dermed fik folk en oplevelse af, at de havde mulighed for at forhindre aflivningen.
I dag oplever Københavns Zoo forholdsvis lidt modstand, oplyser Mads Frost Bertelsen, selvom et hold demonstranter sidste weekend skrev med farvekridt foran indgangen, at zoo er et faengsel.
»I princippet velmenende typer, der gerne vil gøre noget godt for dyrene, men som ikke har sat sig ind i, at det også er det, vi gerne vil,« mener Mads Frost Bertelsen.
Men er zoo ikke en form for faengsel for et dyr, der i en perfekt verden burde leve frit?
»En perfekt verden for dyr ville vaere uden mennesker. Men når nu mennesket findes, er der også brug for et sted, hvor man laerer om dyr, natur og natursyn,« siger Mads
Frost Bertelsen.
Han erkender dog, at der findes zoologiske haver, hvor han har observeret faengselslignende forhold.
»Der er overraskende mange mindre zoologiske haver, også for mange. Nogle har noget, der er supergodt, og noget, der bør kasseres. Derudover opnår vi hele tiden ny viden om dyrenes velfaerd og adfaerd, hvilket kraever løbende udvikling,« siger han.
En ophidset demonstrant
I dokumentaren ” Livet og andre problemer” saetter en ophidset demonstrant spørgsmålstegn ved, hvorfor Marius efter sin død skal vaere foder til løverne.
»Vi har analyseret de tusinde mails, vi modtog, og rigtig mange skrev, at vi jo bare kunne købe noget andet kød til løverne. Det kan man godt grine af, men det er tegn på, at et liv ikke er et liv. En ko har lige så meget ret til at leve laengere end en giraf. Forskellen er bare, at giraffen pludselig fik et ansigt med store brune øjne, og så stoppede al fornuften,« fortaeller Mads Frost Bertelsen.
Har dyr en bevidsthed?
»Dyr har masser af bevidsthed. De kommunikerer og føler, men de er ikke mennesker, og det skal vi passe på med at gøre dem til.«
Spiser du selv kød?
»Ja, det gør jeg, men utroligt meget mindre kød end for få år siden. Ikke fordi det er synd for dyrene, men fordi det er sundt for planeten,« siger Mads Frost Bertelsen.
Ensomme dyreelskere
Selvom der er gået 10 år, siden Marius blev aflivet, har tiden ikke mildnet dansk-amerikanske Claus Hjelmbaks holdning til dyresynet i zoologiske haver.
Han ville aldrig frivilligt saette sine fødder i en zoo og er overbevist om, at det ville gøre ham »fysisk dårlig, fordi dyrene ikke har den plads, de fortjener«.
Jeg har bare en undren. Marius fik trods alt mulighed for at gå rundt i to år med sin flok. Hver dag bliver grise og køer slagtet, uden at rige folk tilbyder at adoptere dem. Du har jo et kanon netvaerk. Hvorfor ikke kaste sig ind i sådan en sag?
»Der fanger du mig i en meget svaer ... fordi jeg spiser kød,« siger Claus Hjelmbak. Han tygger lidt på spørgsmålet.
»Jeg vil gerne vaere aerlig om min dobbeltmoral, og som forbruger må man gøre alt for at støtte dyrevelfaerden, f.eks. betale lidt ekstra, og jeg har også støttet Dyrevaernet,« siger Claus Hjelmbak og taenker videre over, hvorfor han og hans venner i Beverly Hills i sin tid blev oprørte over en giraf på dansk jord, men ikke griseproduktionen.
»Man kan jo ikke redde hele verden, men det var nok, fordi vi fik det så voldsomt smidt i ansigtet af medierne,« konkluderer han.
I sit arbejde med amerikanske kendisser møder Claus Hjelmbak mange glødende dyrevenner. Ofte har han taenkt, at det er en gruppe af mennesker, der er blevet skuffet og føler sig brugt af andre i mange år:
»Det giver dem en ekstra passion for dyr som Marius. Mange er ensomme og elsker deres hund højere end alt andet,« fortaeller han.
Man kan jo ikke redde hele verden, men det var nok, fordi vi fik det så voldsomt smidt i ansigtet af medierne. CLAUS HJELMBAK, EJENDOMSMAEGLER I USA OG MANDEN BAG ET FORSØG PÅ AT KØBE GIRAFFEN MARIUS