Retssikkerheden ramler: Boligejere skal opkraeve skat hos naboen

Der er ingen graense – i hvert fald ingen bundgraense – for urimelighederne i den nye boligskattereform. Den har fået og vil fortsat få store negative konsekvenser for boligejerne. Nye groteske eksempler på dysfunktion dukker op regelmaessigt, og bunden er med garanti ikke nået.

i den seneste tid kunnet fortaelle om boligejere, der skal betale ejendomsskat for naboerne. Skattemyndighederne har ikke vurderet hver enkelt grund, men kun det område, hvor boligerne ligger. Det betyder, at én boligejer i området skal gå rundt og opkraeve skat hos sine naboer. I et af eksemplerne drejer det sig om 13, i et andet 19 naboer.

De to uheldige husejere er altså nødt til at banke på hos alle naboerne og opkraeve skat, hvis ikke de er flyttet. I givet fald står det hen i det uvisse, hvad der så skal ske. Det er oplagt at tro, at den ufrivillige opkraever kommer

DR har

til at betale skat af de penge, der kommer fra naboerne. Skat vil formentlig mene, at der er tale om en indtaegt. Vi ved det ikke.

De pågaeldende får ingen hjaelp af Vurderingsstyrelsen, der arrogant fortaeller, at det ikke er et nyt problem. I så fald kunne samme styrelse jo have løst problemet. Muligheden for at klage synes tilsyneladende ikke at vaere til stede. I det hele taget er klagesystemet indrettet sådan, at det er en trussel mod retssikkerheden, da det er så komplekst, at det i sig selv vil afholde mange fra at bruge det.

I 2011 blev grundskylden fastfrosset på 2012-niveau. Konsekvensen har vaeret, at over 700.000 boligejere, primaert i de små samfund, har betalt for meget siden. De skal nu have penge tilbage. Hvis de mener, at vurderingen er forkert, kan de klage. I så fald skal de klage for hver af de vurderinger, der er foretaget i perioden 2013 til 2020. Klagegebyret for de fem vurderinger løber op i 3.600 kr. Boligejeren kan få medhold i et eller flere af årene og ikke medhold i andre.

Sprogligt spin har dannet grundlaget for den kommunikation, Skat har brugt gennem det årelange forløb med boligskattereformen. Den er konsekvent blevet kaldt en »forenkling«. 75.000 vanvittigt forkerte vurderinger er blevet taget op igen, og det kaldes »kvalitetssikring«.

Hos revisionsselskabet

BDO har man et eksempel på såkaldt kvalitetssikring. Det drejer sig om en ejendom med andelsboliger. Her er vurderingen saenket med knap 2,5 pct., og det betyder, at udgiften til grundskyld falder med blot 1.000 kr. om året. Den boligskattereform er en af danmarkshistoriens største skandaler. Først blev den udskudt i tre år, nu viser den sig at vaere så fejlfyldt, at retssikkerheden er kommet i fare.

Ejendomsvaerdien kan kun aendres, hvis klagen resulterer i, at ejendommens vaerdi skal saettes ned med mere end 20 pct. Det kaldes »sikkerhedsmargin«, selv om det reelt er udtryk for mistillid til egne vurderingsevner.

Skandaløst er det, når boligejere risikerer at blive skatteopkraevere. Det samme er en usikkerhedsmargin på 20 pct.

Reformen er blevet tvunget igennem, fordi politikerne ikke har turdet forsinke den yderligere, og fordi der er brugt milliarder af skattekroner på at udvikle den. Politikernes ansvar er derfor stort og burde vaere tyngende. Reformen lader sig ikke rulle tilbage nu. Men det er ikke for sent at rette op på åbenlyse urimeligheder.

Skandaløst er det, når boligejere risikerer at blive skatteopkraevere. Det samme er en usikkerhedsmargin på 20 pct. Klageadgangen er kompliceret og vil som naevnt få mange til at opgive på forhånd. Alle tre misfostre kan fjernes uden at pille afgørende ved reformen, og det haster.