Joe Bidens israelske krise hedder Netanyahu
Biden-regeringen tror ikke laengere på, at Netanyahu og hans regeringskoalition kan forene Israel bag et klart slutspil for krigen mod Hamas.
Siden Hamas-bevaegelsens brutale angreb mod Israel den 7. oktober har USA understøttet Israels militaere kampagne i Gaza med ekstra leveringer af våben, mens amerikanske diplomater har holdt hånden over Israel i FN’s Sikkerhedsråd og talt til dets forsvar ved Den Internationale Domstol i Haag.
Der er også fulgt penge med. Ud over de godt 23 mia. kr., som USA normalt støtter Israel med årligt, venter en ekstracheck på
200 mia. kr. på at blive godkendt i Kongressen.
Det understreger, at Israel og USA er staerke allierede, men det har en offentlig fejde mellem praesident Joe Biden og premierminister Benjamin Netanyahu på det seneste gjort svaert at høre. Og det er et farligt politisk spil, der udstiller Bidens dilemma.
De verbale kanoner er blevet affyret fra begge sider.
I et interview på tv-stationen MSNBC beskyldte Biden i forrige uge f.eks. Netanyahu for at »skade Israel mere end at hjaelpe«.
Stoppe voldsspiralen
Nogle dage senere opfordrede den demokratiske senatsleder, Chuck Schumer, en Biden-loyalist, fremtraedende Israel-støtte og den højest placerede jøde i den amerikanske kongres, opsigtsvaekkende til nyvalg i Israel og beskyldte Netanyahu for at stå i vejen for fred. At undsige en regering på den måde er normalt forbeholdt diktaturer, men Biden kaldte det »en god tale«, som udtrykte alvorlige bekymringer, som han og mange amerikanere deler.
Netanyahus Likud-parti svarede igen ved at minde om, at »Israel er ikke en »bananrepublik«. En højtplaceret regeringskilde, som antageligvis er Netanyahu selv, blev citeret i israelske medier for at sige at »vi forventer, at vores venner handler med henblik på at vaelte Hamas’ terrorregime og ikke Israels folkevalgte regering«.
Andre israelske ledere har igennem tiden også haft sammenstød med amerikanske praesidenter.
Da Yom Kippur-krigen i 1973 mellem Israel og flere arabiske nationer var taet på at føre til sammenstød mellem USA og Sovjetunionen, tvang USA Israel ind i en fredsproces, der på sigt førte til en fredsaftale med Egypten. I 1982, efter Israels bombardementer af Beirut, beskyldte Ronald Reagan Israel for »en holocaust«. Netanyahu har personligt også haft sammenstød med både Bill Clinton og Barack Obama.
Men aldrig før har han udfordret Israels vigtigste allierede så åbenlyst, som han gør nu. Premierministeren har ligefrem gjort det til en politisk dyd at sige Biden imod, mens han er fortsat med at tage imod USA’s støtte. F.eks. har han fremhaevet sig selv som den eneste politiker, der er staerk nok til at gå op imod presset fra USA om at acceptere dannelsen af en palaestinensisk stat, hvilket spiller godt med Israels politiske højrefløj.
Israels har frustreret
Washington med sine tilsyneladende vilkårlige bombardementer, der har ført til høje dødstal – over 31.000 ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder. Trods en voksende sultkrise har Israel ikke løsnet op på en rigid graensekontrol og har modsat sig opfordringer til en laengere våbenhvile for at få mere hjaelp ind. Premierministeren har også afvist USA’s ønske om en rolle til Det palaestinensiske selvstyre (PA) i styringen af Gaza efter krigen – dog uden at fremlaegge en alternativ plan. På den besatte Vestbred har Israel undladt at slå ned på voksende bosaettervold og sågar tilladt en udvidelse af de ulovlige bosaettelser – USA har svaret igen med sanktioner mod navngivne bosaettere.
Et af de mest højlydte stridspunkter er Israels planlagte offensiv ind i Rafah naer graensen til Egypten, som de to maend diskuterede, da de mandag for første gang i over en måned talte i telefon sammen.
Det er det sidste område, som Hamas har fuld kontrol over, men som Biden har kaldt »en rød linje«. Han har advaret Israel mod at give grønt lys uden først at fremlaegge en »trovaerdig« plan for, hvordan og hvortil den vil evakuere de mere end 1 mio. palaestinensere, der er flygtet hertil fra andre dele af Gaza. Det har fået Netanyahu til at beskylde USA for kun at ville lade Israel »gøre 80 pct. af jobbet« med at udradere Hamas, selvom USA overordnet set aldrig har modsat sig det mål. I en lille tilnaermelse vil Israel nu sende et team til USA for at diskutere detaljerne.
Mens det kan løses, er den bagvedliggende strid dybere. Biden-regeringen tror ikke laengere på, at Netanyahu og hans regeringskoalition med ultranationalistiske og religiøse højrefløjspartier kan forene landet bag et klart slutspil for konflikten.
Som David Ignatius, en kommentator for avisen Washington Post, påpeger i et indlaeg, taler Netanyahu, som om sejren er taet på. Derfor ønsker han at tage Rafah så snart som muligt for at få gøre arbejdet faerdigt. Washington mener imidlertid, at Israel overvurderer, hvor meget skade den har påført Hamas. Man tvivler på, at Netanyahu efter Rafah har en plan for at tage kontrol i Gaza og stabilisere regionen og forudser at Israel
vil opleve en vaebnet modstand fra Hamas mange år frem.
Kamp for politisk overlevelse
Og heri består Bidens dilemma. Siden et møde som ung senator i 1973 med Israels davaerende premierminister, Golda Meir, er han en selverklaeret zionist. Han ønsker ikke at slå hånden af Israel og er ikke parat til at stille betingelser for at hjaelpe militaert. Biden har foreløbig derfor reelt fastholdt USA’s politiske kurs over for Israel, mens han retorisk forsøger at rive taeppet vaek under Netanyahu.
Det skal også ses i lyset af, at de to maend begge kaemper for politisk overlevelse hjemme. Ved at kritisere Netanyahu appellerer Biden til unge vaelgere og pro-palaestinensiske grupper, som blive afgørende i svingstater ved det kommende praesidentvalg.
Netanyahu, som er stadig mere upopulaer, viser målinger, kaemper til gengaeld for at undgå et valg ved at holde sammen på sin regeringskoalition, hvor der er stor modstand mod den form for kompromisser med palaestinenserne, som Det Hvide Hus presser på for