»Jeg er blevet anholdt to gange på scenen på grund af stoffer. De svenske betjente gider ikke noget pis«
Han kom ud af sit mangeårige heroinmisbrug – nu overvejer han at indstille karrieren. Det fortaeller rockstjerne i forbindelse med lanceringen af en ny film om hans hang til hårde stoffer.
Peter Doherty og hans kone, Katia de Vidas, er fem minutter forsinket til interviewet.
Det er naesten ikke vaerd at naevne. For det kunne vaere vaerre. Meget vaerre.
Det var det dengang i foråret 2006, da Peter Doherty og hans davaerende band Babyshambles gik på scenen på det aarhusianske spillested Train med adskillige timers forsinkelse, kastede drinks efter publikum og var så påvirkede, at kun signaturnummeret ”Fuck Forever” slap nogenlunde helskindet ud over scenekanten.
Isaer hovedpersonen levede op til sit ry som narkopåvirket frontmand. Mod slutningen af koncerten ville han smide et cigaretskod over skulderen, men ramte – uden at opdage det – sig selv i ansigtet, hvorefter han i forvirringen vendte sig om og med løftede naever meldte sig klar til at afstraffe mistaenkte bandkolleger.
»Jeg er nødt til at tage dit ord for det dér,« siger Peter Doherty og smiler lumsk.
»Jeg var fucked, men maerkeligt nok husker jeg faktisk den koncert. Det var vores første aften i Aarhus, vi skulle ud og have fat i nogle stoffer, og vi skulle ud og jagte nogle piger. Ja, det kan vaere skraemmende at gå på scenen helt aedru, men det var mere skraemmende dengang. Vi var hele tiden på vagt. Isaer i Sverige. Jeg er blevet anholdt to gange på scenen på grund af stoffer. De svenske betjente gider ikke noget pis.«
Hvor er Peter Doherty i dag?
Han drikker øl under interviewet og har stadig hang til øvrige rusmidler, det vil hans udtalelser senere i denne samtale afsløre. Men han har det bedre, han er helt faerdig med crack og heroin, betoner han.
Vejen dertil har vaeret lang. Misbruget og afvaenningen fylder en del i dokumentaren ”Stranger In My Own Skin”, som blev vist på CPH:DOX mandag aften og kan opleves igen onsdag.
Filmen er instrueret af Peter Dohertys kone, franskmanden Katia de Vidas. Vi møder dem begge på Bremen Teater i København, umiddelbart inden de skal praesentere filmen på festivalen.
Filmen har vaeret på vej i 10 år, fortaeller Katia de Vidas. Hun begyndte at filme uden et konkret mål, mens deres forhold udviklede sig, og til sidst stod hun med 200 timers optagelser. Fokus ligger i vid udstraekning på Peter Dohertys mangeårige misbrug af crack og heroin, som han åbenlyst indtager.
»Jeg bryder mig egentlig ikke om at blive filmet, men i disse situationer var jeg slet ikke opmaerksom på, at der var et kamera,« bemaerker Peter Doherty.
Katia de Vidas og Peter Doherty blev kaerester, mens filmen blev til. Nu er de gift og bor i Frankrig med deres lille datter.
»Jeg filmede ikke misbruget for at redde ham, for det kan man ikke,« siger Katia de Vidas.
»Men da jeg fandt ud af, hvor dybt afhaengig han var af heroinen, kunne jeg umuligt portraettere ham uden at dvaele ved misbruget. Alt andet havde vaeret utrovaerdigt. Jeg dømmer ikke Peter, filmen skal heller ikke opfattes som en advarsel til andre, jeg viser bare realiteterne.«
Der er en central scene i filmen, hvor Peter Doherty beder Katia de Vidas om at slukke kameraet. Hun indvilger, men lader det alligevel vaere taendt, mens sangeren taler om en raekke genforeningskoncerter med sit band The Libertines, som bare skal overstås.
»Det handler om penge,« siger Katia de Vidas.
»Det er en anden ting med misbrug. Misbrugere mangler altid penge, skylder uoverskuelige summer til uoverskueligt mange mennesker, og så må man indimellem gøre noget, som man måske ikke har vildt meget lyst til.«
Slag til tabloidpressen
Filmen må også gerne opfattes som en kritik af den britiske tabloidpresse, som – ifølge Katia de Vidas – forfulgte Peter Doherty i årevis og skrev nedladende om hans heroinmisbrug, mislykkede afvaenningsforsøg, retssagerne og det turbulente forhold til supermodellen Kate Moss.
»Jeg var chokeret, da jeg opdagede, hvordan den britiske tabloidpresse behandlede kendte mennesker. Hvis jeg havde vaeret udsat for bare 10 pct. af det, som Peter har vaeret igennem, havde det ødelagt mig fuldstaendig.« Peter Doherty sukker.
»Det var virkelig frustrerende. Man synes, at man har skrevet nogle gode sange, og så skal det handle om alt muligt andet. Jeg ved ikke, hvad det er med englaenderne, der svaerger til dårlig mad og dårlige medier. Måske er det noget kulturelt.«
Kun et par år tilbage
I filmen ser man Peter Doherty tage flere tilløb til at begynde et afvaenningsforløb i Thailand.
Han gennemførte, og han lever nu det, han selv beskriver som »et roligt liv«.
Og hvad med sangskrivningen? Det er vel nemmere for ham at skabe noget, når han ikke hele tiden er på jagt efter stoffer?
»Hmm,« brummer Peter Doherty.
»Kreativiteten ligger ikke i stofferne som sådan, men ...«
Han leder efter ordene og kigger forsigtigt på sin kone.
»Der ligger en energi i stofferne, det er der ingen grund til at skjule. Du kan vaere vågen i fire eller fem dage, og absolut ingen, bortset fra andre misbrugere, orker at vaere i naerheden af dig. Så man kan virkelig få noget fra hånden. Jeg har fået sukkersyge, men sådan må det vaere, intet får mig til at droppe ost og alkohol. Jeg er faerdig med heroin og crack, men nogle gange, når de andre sover, går jeg ned i køkkenet med en flaske rom og andre ting.«
Han snøfter kraftigt for at signalere, at han med »andre ting« refererer til kokain og ikke til cola til rommen.
»Så kommer sangene. Jeg har en ny soloplade på vej, men jeg tror ikke, at jeg har mere end et par år tilbage som sangskriver. Måske skal jeg vaere manager for andre bands i stedet.«
»Hvad?« udbryder Katia de Vidas.
»Hvorfor?«
»Det er det der med kreativiteten. Det er meget nemmere på stoffer, end det er, når man lever et almindeligt liv. Jeg tror ikke, at jeg kan gøre det aedru.«
»Vrøvl,« siger Katia de Vidas.
»Selvfølgelig kan du det.«