Prag har opskriften på at bringe Putin i defensiven
Lille og vågen. Tjekkiets praesident, Petr Pavel, er ikke en mand, der bruger al sin tid på at haefte ordener på statsansatte og klippe bånd over ved veldaedige arrangementer.
Den tidligere Nato-general er ikke bleg for at smøge aermerne op og støve sine gamle kontakter af i jagten på våben til Ukraine – mens andre og større magter på kontinentet har haft noget svaerere ved at komme op i gear.
En europaeisk hensigtserklaering om at levere en million artillerigranater til ukrainerne er langt henad vejen blevet ved ordene.
har den energiske tjekke på kort tid lokaliseret mindst 800.000 granater, som med finansiel opbakning fra en stribe europaeiske lande, herunder Danmark, snart kan vaere på vej østover.
Ammunitionen har vaeret svaert savnet hos de ukrainske styrker, for i den brutale stillingskrig på slagmarken spiller artilleri og droner nøgleroller i at udmatte fjenden
Til gengaeld
og bane vejen for offensive fremstød.
Tjekkiets initiativ er et af flere eksempler på, hvordan mindre Nato-lande er trådt i karakter i støtten til ukrainernes frihedskamp. Kigger man på omfanget af den samlede militaerhjaelp til Ukraine, ligger Danmark på en fornem fjerdeplads fulgt af Holland og Norge på de naeste pladser – kun overgået af USA, Tyskland og Storbritannien – viser tal fra Instituttet for Verdensøkonomien i Kiel.
Vaesentligt mere broget er billedet fortsat, hvad angår Europas store og toneangivende stater, hvor man ofte synes mere optaget af sit eget selvbillede end af at sikre den militaerhjaelp, uden hvilken Ukraine risikerer at blive overløbet af russerne.
I Tyskland bliver enhver debat om landets udenrigs- og militaerpolitiske engagement uvaegerligt ført med et bekymret blik i bakspejlet til verdenskrigenes tid. Det har bidraget til, at en debat om levering af langtraekkende krydsermissiler, de såkaldte Taurus-missiler, til Ukraine efterhånden har kørt i ring i månedsvis.
Ansvaret for det ligger ikke mindst hos kansler Olaf Scholz, hvis parti, SPD, har en staerk pacifistisk fløj, der vil gøre alt for ikke at støde Rusland på manchetterne.
Mens Scholz nogle gange kan synes bange for sin egen skygge, så kastede Frankrigs praesident, Emmanuel Macron, for nylig en brand ind i debatten ved at insistere på, at det på et tidspunkt kunne blive nødvendigt at sende europaeiske, herunder franske, styrker i kamp i Ukraine.
Mange, ikke mindst på Natos østfløj, har hilst Macrons ord velkommen.
Mindre inspirerende er omfanget af franskmaendenes hidtidige våbenleverancer til Ukraine – og landets forsøg på at blande industripolitik ind i støttediskussionerne ved at insistere på, at ammunition til Ukraine skal vaere produceret i Europa. Men hvis man saetter kikkerten for det optimistiske øje, tegner der sig trods alt et billede af, at de to europaeiske stormagter hver på sin facon bevaeger sig i den rigtige retning i bestraebelsen på at undgå et ukrainsk nederlag, der ville have dramatiske konsekvenser for hele Europa.
I Tyskland bliver enhver debat om landets udenrigs- og militaerpolitiske engagement uvaegerligt ført med et bekymret blik i bakspejlet til verdenskrigenes tid.
om USA’s politiske vilje til at støtte ukrainernes kamp er det helt afgørende, at Berlin og Paris, med Warszawa som et naturligt tredje ben, sikrer militaer støtte, der på kort sigt kan stabilisere fronten og på laengere sigt tvinge Moskva til at opgive sit hovedløse felttog i nabolandet.
Inspirationen hertil kan de bl.a. finde ved at kigge mod sydøst til Prag, hvor praesident Pavel har en evne til at formulere tingene enkelt og klart: »Hvis det slår fejl for ukrainerne, slår det også fejl for os,« sagde han i en tale sidste år.