Politikerne skal blande sig udenom: To børn er rigeligt
på dumt brokkeri over, at de unge ikke får børn nok, når der samtidig pukkes på folk om, at de skal bestille mere på arbejdsmarkedet?
Vi ved da godt, hvorfor folk ikke orker børn.
Hvor godt synes vi lige, det såkaldte velfaerdssamfund klarer sig – målt efter idealet om det gode liv, hvor staten passer på alle borgere?
Hvad med at indse, at forestillingen om heldagsarbejde og børn ikke rimer – og aldrig har gjort det. Børn er i vejen for både velfaerd, økonomi og selvudfoldelse.
Når folk får børn i dag, så er det på trods af vilkårene – ikke på grund af dem.
Da den nuvaerende regering kom til, truede statsministeren med at fjerne flere børn i fremtiden uden at taenke over, hvad de fjernes hen til. Nu fyldes medierne med historier om skraekkelige børneplagende døgninstitutioner, haltende vuggestuer og børnehaver og mangelfulde skoler – nogle endda med mobning og vold.
Jeg fik selv fire dejlige børn – og har i dag 10 skønne børnebørn. I dag ville jeg måske slet ikke have fået børn. Jeg var hjemmegående en del tid, indtil det rå samfund i form af overbeskatning og syret hån mod hjemmegående som totalt underbegavede jog os alle ud på arbejdsmarkedet.
Det meste af min generations kvinder havde altså bare et uddannelsesmaessigt efterslaeb, så de var i mange år henvist til underbetalte servicejob og halvdags kontortjanser.
Som om det var bedre end at vaere hjemmegående.
Langskaeggede vatmaend i jesussandaler og haengerøv i fløjlsbukserne bildte folk ind, at ”din identitet er dit arbejde”, og kvinder med haengebryster i multifarvede Tshirts, haengehår og anti-atomkraftmaerke på cykelkurven bildte folk ind, at børnehavernes paedagoger var meget bedre til børn end foraeldrene.
Taenk, at vi fandt os i det!
Men de vandt slaget om vores liv, vores børn og verdens højeste skat.
Over 30 år har børnefamilierne traellet med både heltidsarbejde, børn og gør det selv-arbejde, mens skatterne har aedt sig ind i økonomien, uden at servicen er blevet tilsvarende bedre.
Alt med børn og aeldrepleje er blevet nationaliseret, borgerne har ingen indflydelse, og nu ser vi det så forfalde.
I årevis har undskyldningen vaeret de evigt ”manglende ressourcer”, selv om det var løgn.
Alle de offentlige serviceområder er bare bundløse kar, der aldrig får nok, fordi de er druknet i overadministration og dårlig forvaltning.
ikke råde nogen unge mennesker til at få mere end højst to børn, helst kun et, hvis de ikke vil jage livet af sig i utide. For hvorfor dog få børn, du ikke kan nå at vaere noget for, og som ingen rigtig gider passe?
Der er heller ingen, der gider passe din pension, den er nok vaek, når du meget sent kan traekke dig tilbage, og så i øvrigt bare se frem til at få en aekel voksenble på numsen og blive glemt af verden.