Sådan kunne CO2-afgift måske blive populaer

Landbrugets CO2-regulering skal gå på to ben: Både produktion og forbruget af fødevarer pålaegges en betragtelig CO2-afgift efter moms-lignende principper. Det ville styrke incitamentet til en markant CO2-reduktion i landbruget og måske navnlig hos forbru

Den økonomiske sagkundskab er i vildrede med hensyn til, hvorledes en ”optimal” regulering af CO2-udledningen fra dansk økonomi burde udformes, og landbrugets repraesentanter mildt sagt skeptiske. Svarer-udvalget anbefaler en forholdsvis beskeden CO2-afgift pålagt produktionen i dansk landbrug. Heroverfor argumenterer Landbrug og Fødevarer, at »en klimafgift som praesenteret af Svarerudvalget vil få store økonomiske og sociale konsekvenser«.

To velargumenterede synspunkter, som dog naeppe kan vaere samfundsøkonomisk ”optimale” begge to?

Umiddelbart kan det godt undre, at landbruget er så staerkt modstander af den foreslåede CO2-afgift. For ifølge kommissoriet, der ligger til grund for Svarer-udvalgets beregninger, skal dets forslag – uanset afgiftens højde – vaere provenu-neutrale for landbruget.

Så hvad er egentlig problemet for landbruget, når det i sidste ende er forbrugerne, der betaler?

Svaret er naturligvis, at afgiften ikke kan vaere neutral over for hver enkelt landmaend.

Og dog – hvis landbruget var omstillingsparat, så vil provenuet fra CO2-afgiften på produktionen kunne anvendes til at give et ganske betragteligt tilskud til omlaegning af landbruget i en CO2-neutral retning.

Det vil give denne del af landbruget en konkurrencefordel i forhold til de traditionelt producerede fødevarer i Danmark. Dette forslag vil ifølge Svarer-udvalget føre til den politisk ønskede CO2-reduktion i landbruget.

et betydeligt ”men”, for ovenstående beregning bygger på den antagelse, at den såkaldte ”laekage” af produktion til og fra udlandet er begraenset.

Problemet er i al sin enkelthed, at de danske fødevarer bliver – på grund af CO2-afgiften i produktionsleddet – dyrere i butikkerne både i Danmark og på eksportmarkederne. Det springende punkt er derfor naturligvis, hvor meget dyrere og ikke mindst i hvilket omfang forbrugerne i ind- og udland reagerer på de højere priser.

Her er regeringen mildt sagt i et dilemma: Hvis forbrugerne ikke reagerer (naevnevaerdigt), så har afgiften jo ingen effekt på klimaet, og provenuet fra CO2-afgiften bliver betalt udelukkende af forbrugerne og ville derved, hvis det skal vaere provenu-neutralt og blev ført tilbage til landbruget, ligefrem blive et ekstra tilskud. Det var vist ikke meningen!

Men – og der er

en forbrugerreaktion på de højere priser, isaer på eksportmarkederne. Her må indtjeningen og salget forventes at falde. Det hensyn kunne retfaerdiggøre, at landbrugseksporten blev kompenseret for CO2-afgiften. På hjemmemarkedet er det derimod de danske forbrugere, der betaler afgiften, hvis det da ikke begynder at vaelte ind med isaer maelkeprodukter og oksekød fra udlandet, hvilket ikke er så sandsynligt.

Men netop for at undgå denne øgede import er den af Svarer-udvalget foreslåede CO2-afgift også vaesentlig mindre end den afgift, som f.eks. Klimarådet har argumenteret for.

Der er således mange hensyn, der skulle varetages ved udformningen af CO2-afgiften på landbruget. Hvortil kommer en betydelig usikkerhed med hensyn til, hvor stor effekten overhovedet bliver i betragtning af de relativt små prisforhøjelser, som Svarer-udvalgets forslag indebaerer. Men netop på grund af den usikkerhed, som CO2 afgiften lagt i produktionsleddet skaber med hensyn til, om den overhovedet vil have en effekt, og hvis den har en effekt, i hvor høj grad det er landbrugserhvervet, der baerer omkostningen.

Men der vil komme

derfor, at Svarer-udvalget er så afvisende over for at supplere CO2-afgiften på produktionen med en momslignende

Det overraskede mig

CO2-afgift. Det ville betyde, at alle fødevarer, uanset om de er produceret i Danmark eller i udlandet, skal pålaegges en og samme afgift – fuldstaendig som vi kender det for alle andre forbrugsvarer. Det ville simpelthen stille danske landmaend afgiftsmaessigt på lige fod med udenlandske producenter både på hjemme- og eksportmarkedet. Der er jo også 25 pct. moms på importerede fødevarer.

Og som et ekstra raffinement kunne den momslignende CO2-afgift gøres progressiv. Det ville også fjerne truslen om, at danske landmaend vil flytte produktionen til udlandet, hvilket er blevet brugt som et argument, der har bidraget til at reducere det foreslåede niveau for CO2-afgiften.

I betragtning af at et af de baerende elementer i EU-samarbejdet har vaeret den faelles landbrugspolitik, er det overraskende, at EU-Kommissionen er så tøvende med hensyn til at forslå en ensartet CO2afgift for hele EU.

staerke argumenter til fordel for, at (en vaesentlig del af) den nationale CO2-regulering udformes efter moms-lignende principper. I så fald er det det indenlandske forbrug, der pålaegges en og samme CO2-afgift, uanset om varen er produceret i Danmark eller i udlandet. I den situation skal de danske forbrugere netop vaelge ud fra varernes reelle produktionsomkostninger, herunder også deres CO2-udledning i henholdsvis ind- og udland. Det vil med en betydelig sikkerhed aendre forbrugernes adfaerd i en mere CO2-neutral retning – og det uanset om varen er produceret i Danmark eller i udlandet. Og benyttes provenuet herfra til at saenke prisen økologiske fødevarer, så ligner det naesten et columbusaeg.

Der er således

straks indvendingen: Ved vi ikke, hvor stor CO 2belastningen ved produktion af de forskellige fødevarer egentlig er? Her har taenketanken Concito allerede gjort et forbilledligt arbejde med hensyn til af opgøre 500 danske fødevarers CO2-aftryk.

Jamen, hvad med produktion i udlandet? Det må vaere de udenlandske virksomheders ansvar at levere de nødvendige oplysninger. Fuldstaendig, som vi kender det fra den økologiske produktion med Ømaerket. Her kan de udenlandske producenter tilsyneladende godt finde ud af at Ø-maerke deres produkter til det danske marked.

Men jeg hører dog

I betragtning af at et af de baerende elementer i EU-samarbejdet har vaeret den faelles landbrugspolitik, er det overraskende, at EU-Kommissionen er så tøvende med hensyn til at forslå en ensartet CO2-afgift for hele EU. Det er således ikke overraskende, at bønderne i Frankrig reagerede, da Macron forsøgte sig med en national forhøjelse af dieselafgiften. Og det lyder også, som om det ulmer i det danske landbrug, hvis der indføres en ensidig dansk CO2-afgift.

Den danske CO2-regulering kunne derfor med fordel gå på to ben, hvor både produktion og ikke mindst forbruget af fødevarer pålaegges en betragtelig CO2-afgift. Den sidste udformet efter momslignende principper. Denne kombination vil på en og samme gang styrke incitamentet til markant CO2-reduktion i både landbruget og måske navnlig hos forbrugerne uden at spaende unødigt ben for de udlandskonkurrerende dele af landbruget. En sådan udformning ville sikre, at CO2-afgiften bliver mere optimal og samtidig måske ligefrem populaer!