Kina opretholder luftigt vaekstsignal
Kinas Folkekongres har annonceret et vaekstmål på 5 pct. Det er ikke uopnåeligt men synes højt i lyset af økonomiens aftagende potentiale.
Tidligere på måneden samledes Kinas Nationale Folkekongres, formelt Kinas højeste statslige organ. Forårsmødet i Folkekongressen bruges bl.a. til at tilpasse retningen i landets politik i forsøget på at opfylde de overordnede mål, som Kina fastsaetter i sine femårsplaner.
Her udstikkes signalerne for mere kortsigtede politiske initiativer, som ofte er en reaktion på, at virkeligheden har udviklet sig anderledes end forudsat.
Reelt fungerer Folkekongressen mest som et gummistempel, da praesident Xi har koncentreret magten i en ganske snaever gruppe omkring sig. Kongressens møde bruger regeringen også til at signalere, hvilket vaekstniveau ledelsen sigter efter – denne gang 5 pct. som i 2023.
En vaekst på 5 pct. i 2024 er langt fra uopnåelig. Regeringen har vaerktøjer, som gør, at den nemmere end andre regeringer kan skaffe sig (naesten) den vaekst, den ønsker sig på kort sigt. Det kan den via udbredt ejerskab af semistatslige virksomheder og banker i Kina og omfattende kontrol over meget af den resterende kinesiske økonomi.
Men Kina kan ikke trodse økonomiske naturlove eller planlaegge sig til vaekst efter forgodtbefindende. Landet kan via strategiske satsninger i f.eks. elbiler skabe sig førerpositioner. Men om det er satsningen vaerd at støtte de kinesiske elbilproducenter massivt, er langtfra sikkert.
De samme midler kunne måske vaere investeret mere lukrativt på anden vis. Den vurdering afhaenger selvfølgelig også af Vestens modsvar.
Kinas økonomiske model gør det nemmere at stimulere sig til kortsigtet vaekst i perioder, hvor dele af økonomien halter. Men det kan forstaerke strukturelle ubalancer. Kinas ejendomssektor har f.eks. store problemer. Krise og konkurser blandt de allerstørste spillere har lagt sektoren ned og sat spor i det finansielle system.
Kina har indtil videre haft succes med at inddaemme de problemer, men det aendrer ikke ved, at landet mangler sin vigtigste vaekstmotor.
En anden motor har vaeret infrastruktur. Investeringer i infrastruktur har medvirket til at skabe en – Kinas velstandsniveau taget i betragtning – ekstraordinaert avanceret infrastruktur. Intet land kan f.eks. bryste sig af et tilsvarende imponerende netvaerk af højhastighedstog.
spørge sig selv, om et så udbygget netvaerk er nødvendigt eller meningsfuldt, eller om nogle af investeringerne kunne vaere foretaget bedre? Et biprodukt af den måde, Kinas infrastruktur har blomstret på, er heftig gaeldsaetning i Kinas regioner.
Det er endnu et uholdbart element i Kinas økonomiske model, som taler for fornuften i lavere men mere holdbare vaekstambitioner. Salg af land til ejendomsprojekter har tidligere finansieret investeringerne. Men med krisen i ejendomssektoren viser det reelle underskud sig i regionerne – og i sidste ende i statsbudgettet.
Oveni kommer en forvaerret geopolitisk situation, som påvirker Kinas udenrigshandel og Vestens lyst til at investere i Kina.
De direkte udenlandske nettoinvesteringer er på et par år svaekket massivt. At Kinas statistikbureau samtidig
Man kan dog
i stigende grad sløjfer antallet af nøgletal, som kan bruges til at evaluere økonomiens tilstand, vidner ikke om stor selvtillid. Og behovet for at skjule udviklingen kan vel bedst tolkes som usikkerhed hos Xi Jinping.
Kina kan ikke trodse økonomiske naturlove eller planlaegge sig til vaekst efter forgodtbefindende. FREDERIK ENGHOLM
blevet nedjusteret. Målsaetningen lå på 7 pct. i slutningen af 2010’erne, på 6-6,5 pct. inden coronakrisen og altså på 5 pct. i dag. Men nu som dengang er målsaetningen for høj, og Kina må bruge uholdbare drivkraefter for at holde vaeksten oppe. Landets underliggende økonomiske potentiale ligger sandsynligvis lavere.
Kinas udfordringer taeller foruden overinvestering, misallokering af kapital og kraftigt stigende gaeld også demografien.
Det sidste betyder allerede nu faldende arbejdsstyrke, men potentialet til at rykke folk fra land til by er ikke opbrugt, så den udfordring er måske knap så alvorlig endnu.
Skulle Kina saette et holdbart vaekstmål, ligger det nok under 4 pct., og det vil falde fremadrettet. Risikoen ved for høje vaekstmål er, at regeringen må ty til uhensigtsmaessigheder med negative langsigtede konsekvenser for at opnå for dem. Den grimme krise i ejendomssektoren er netop et resultat af det.