Lyt til en israelsk stemme
I Danmark har vi ikke forstået omfanget af den katastrofe, der har ramt Israel. Landet er som forandret efter den 7. oktober sidste år.
Palaestinenserne har vundet propagandakrigen om Gaza. De første dage efter 7. oktober var alverdens medfølelse på Israels side. Men så aendrede billedet sig.
I dag er befolkningerne i det globale syd med Palaestina – tag f.eks. Sydafrikas sagsanlaeg ved Den Internationale Domstol med anklager om folkedrab mod befolkningen i Gaza. Også i mange vestlige lande er der staerk sympati for palaestinenserne og deres sag. Udtrykt ikke alene ved omfattende demonstrationer. Men også på sociale medier som Instagram og Tiktok, der naermest er ved at koge over med videoer fra Gaza.
Det er ikke overraskende. I mediebilledet har vi på den ene side premierminister Netanyahu og hans talsmaend og på den anden side lemlaestede og draebte palaestinensiske børn.
For nylig talte jeg med Aviv på 24 år fra Jaffa lidt uden for Tel Aviv. Jeg laerte ham at kende sidste forår, hvor vi begge deltog i de store demonstrationer mod Netanyahus forsøg på at undergrave det israelske demokrati. Aviv fortaeller, hvordan han og kaeresten oplevede 7. oktober: »Det var, som om vi blev hvirvlet ud af det firdimensionale tid-rum-koordinatsystem, vi normalt befinder os i. Det var, som om vi klamrede os til en stjerne, der var kommet ud af kontrol og rasede gennem verdensrummet i svimlende hast.«
Aviv var med sin kaereste på et års jordomrejse, da de i en nationalpark i Vietnam på Whatsapp får nyheden om terrorangrebet. De var kun nogle måneder henne i rejsen. Men afbryder den straks. Ved mellemlandingen i München får de den første fornemmelse af, hvad der venter dem. En aeldre israelsk kvinde skal med samme fly til Tel Aviv. Hun kan ikke få kontakt til sin søn i Israel.
Aviv fortaeller mig, at hans bedsteforaeldre er Holocaust-overlevere. Derfor gjorde mødet med kvinden i Tyskland så staerkt et indtryk.
Israel er blevet et andet land siden demonstrationerne sidste forår. I dag står israelerne skuldre ved skuldre. Chokeffekten er lidt, som 9/11 var for USA – bare meget vaerre, fordi Israel er så lille.
Det er én ting at opleve truslen fra palaestinenserne på et køligt/intellektuelt plan. Det er noget andet at opleve truslen som en afgørende følelsesmaessig erfaring, som vi handler på. Og israelerne handlede. Som en folkets haer …
Israel oplever et sammenhold i orkanens øje. Israelerne er i dag bundet sammen af et menneskeligt faellesskab på tvaers af alle sociale, økonomiske og uddannelsesmaessige skel.
Aviv beretter, at den første måned efter den 7. oktober var det folkets haer, der stod for forsvaret af Israel. »Regeringen var ikke meget bevendt, reagerede alt for langsomt. Men f.eks. Yamam, som er en frivillig politienhed, drog ud for at redde indbyggerne i en kibbutz og adskillige gidsler. Terroristerne havde granater og raketter klar til affyring. Vi havde håndvåben. Det var fantastisk at opleve heltemodet blandt almindelige israelere. F.eks. en almindelig familiefar i Tel Aviv, der fyldte sin bil med våben og kørte til Gaza.
Mens regeringen var svag, viste befolkningen broderskab.
Der er 100 pct. opbakning til militaeret i befolkningen. Ikke til politiet. Ikke til Knesset (det israelske parlament). Men til militaeret. Her er det vore brødre og søstre, sønner og døtre og faedre og mødre, der kaemper. Udlandet forstår ikke, at dette er en folkets haer. Soldaterne gør det faenomenalt, de er vore virkelige helte.«
Mange danske medier går på listepoter i forhold til krigen. Er bange for at traede ved siden af. For så vidt er det meget forståeligt. Debatten er praeget af staerke følelser – senest så vi det med afbrydelsen af statsministerens tale den 8. marts. Debatten er også voldsomt polariseret og sjaeldent fordragelig.
Men kender vi ikke de følelser, der rører sig blandt almindelige israelere, kommer vi aldrig til at forstå krigen, og hvorfor israelerne reagerer, som de gør. Det samme gaelder naturligvis palaestinenserne, krigen kan selvsagt ses fra to sider.
I dag føler israelerne sig på mange måder isoleret og dårligt forstået internationalt. Men de er klar til at kaempe selv. Danske politikere henviser ofte til, at nu må USA laegge pres på Israel for at få landet til at makke ret. Praesident Biden udsender da også jaevnligt appeller til Israel om at vise mådehold i krigsførelsen. Nok mest for at undgå at miste vaelgere i de grupper, Biden får brug for ved praesidentvalget den 5. november. Men Israel kommer ikke til at rette ind. For Israel er dette en overlevelseskrig. Israelerne føler, de står med ryggen mod muren, og at der er ikke plads til kompromiser.
Vores manglende indsigt i Israels situation giver sig også udslag i, at mange diplomater og politikere i Vesten, herunder Danmark, turnerer med projekt ”tostatsløsning”. Et projekt, der i dag er helt og aldeles urealistisk. Glem det. For israelerne vil det vaere opskriften på en ny krig. Der er også noget ”been there, done that” over projektet – i
Gaza førte palaestinensisk administration til Hamas og terrorangrebet den 7. oktober.
Endnu en vestlig vildfarelse er, at Palestinian Authority (PA) på Vestbredden kan saettes til at administrere et fremtidigt Gaza. Men PA er antisemitisk, korrupt og har ifølge Amnesty International gjort sig skyldig i grove kraenkelser af menneskerettighederne.
I Danmark bør vi også indse, at krigen startede ikke med terrorangrebet den 7. oktober. Heller ikke med Nakbaen – fordrivelsen af palaestinenserne – i 1948.
Israel er blevet et andet land siden demonstrationerne sidste forår. I dag står israelerne skuldre ved skuldre. Chokeffekten er lidt, som 9/11 var for USA – bare meget vaerre, fordi Israel er så lille.
Det går 4.000 år tilbage. Som Aviv udtrykker det: »Det er helt og aldeles uacceptabelt at kalde os kolonisatorer. Det er jo vores land. Igennem 4.000 år. Vor første stamfader, Abraham, fik det af Gud, da Abraham kommer til Kanaan (”Israel”): ”Dette land giver jeg dig og dit afkom …” (Første Mosebog
12:7). Vi har en tradition med at smadre glasset ved jødiske bryllupper og synge ”Im Eshkacheich”, hvor det bl.a. lyder: ”Lad min tunge blive kløvet, hvis ikke jeg husker Jerusalem”. Glem ikke den jødiske fortaelling om, hvordan israelitterne forlader slaveriet i Egypten og bliver et frit folk i Israel. Det er ikke romantik. Vore rødder er i Israel. Vi hører til her. Beretningen om vor tilknytning til Israel understøttes af de historiske kendsgerninger, f.eks. af arkaeologiske fund. I virkeligheden er vi et såkaldt oprindeligt folk. Også vi kaemper for accept, også vi har en historie om undertrykkelse, og også vi har rige kulturelle traditioner. Men i modsaetning til mange andre oprindelige folk har vi i dag heldigvis politisk og militaer magt. Selv om verden har opgivet os, skal vi nok klare os.«
det samme
Israel bliver aldrig igen.
Aviv konstaterer: »Vi har vaeret enormt naive. Vi troede, vi var en del af den globale landsby. En del af Vesten. Men vi er en del af Mellemøsten, hvor det også er den rå magt, der taeller. På den måde er det i det mindste kommet noget positivt ud af angrebet, hvis dette reality-tjek får os til at se virkeligheden i øjnene. Det er en gamechanger. Det bliver den del af historien. 7.10. bliver en Memorial Day. Det handler om en global jihad understøttet af Iran. Vi troede, Holocaust var en del af historien. Men nej, den er en del af nutiden, den er lige her og nu.«
omfanget af den katastrofe, der har ramt Israel. Derfor er stemmer som Avivs vigtige. Israel er ikke Netanyahu, og palaestinenserne er ikke Hamas. Vi bør i langt højere grad lytte til almindelige israelere og palaestinensere, hvis vi vil forstå Gazakrigen og gøre os håb om at bidrage til en løsning.