Njet, vi er ikke russere, Mette Frederiksen

»Jeg er ikke sikker på, at alle skal gå hjem kl. 16 fra samlebåndet.«

Der var ikke meget ”Blipbåt, og Gud, hvor går det godt” over Mette Frederiksen, da hun under en debat om Danmarks hjaelp til Ukraine forleden ventilerede sin bekymring over danskernes forestilling om, at det perfekte arbejdsliv er noget, der ligner et halvdagsjob.

Vi har nemlig, hvad vi skal ha’ – af både stort og småt.

Men det går ikke, lød det advarende fra statsministeren, der koblede samfundssind med arbejdsmoral. Hun pegede på, at i Rusland knokler hele folket som villige arbejdsbier døgnet rundt for at holde produktionen oppe i en krigstid. De har forstået alvoren, med andre ord. Underforstået: Det har danskerne ikke. Her taler man mest om nedsat tid og mere i løn.

I den krisetone, som efterhånden er blevet Mette Frederiksens varemaerke, formanede hun, at danskerne – ja, faktisk alle europaeere – skal vågne op til realiteterne. Det er ikke gjort med at preppe flaskevand og melde sig til overlevelseskurser for det tilfaelde, at krigen skulle komme hertil. Nej, der skal helt anderledes damp under kedlerne. Der skal arbejdes mere. Og hele tiden, ikke kun deltids.

Budskabet er ikke nyt. Regeringen har – støttet af kloge hoveder som bl.a. økonomiprofessor Nina Smith – laenge talt tidligt og sent om manglen på arbejdskraft og behovet for at arbejde mere.

Som en maerkbar konsekvens er det i år første år uden store bededag, som under store symbolske svaerdslag blev visket bort fra feriekalenderen af regeringen for at skaffe penge til militaer og mere arbejdskraft. Og det sidste har i hvert fald indtil videre vaeret uden synligt held. Der mangler stadig arbejdskraft. Ikke mindst på sundhedsområdet, hvor alt for mange varme haender går tidligt hjem.

Mette Frederiksen har igen og igen haft pegefingeren oppe over for dem, der mener, at de kan nøjes med deltidsarbejde, men indtil videre er det slagsmål parkeret et temmelig uafklaret sted mellem lønaftaler og et voldsomt synligt behov for strukturelle forandringer.

Det betyder, at danskerne statistisk arbejder mindre end nogensinde. Siden 2008 er den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid faldet med halvanden time, men det er decideret usmageligt at forsøge at give det danske arbejdsmarked en form for medansvar for udfaldet af krigen i Ukraine. At koble den med danskernes arbejdsmoral virker lettere desperat.

Natos militaerbudget er 1012 gange større end Ruslands, så hvis medlemslandenes politikere fik effektueret al den hjaelp og det isenkram, de har lovet, ville det nok ramme russerne hårdere, end hvis nogle tusinde danskere »steppede op«, som Mette Frederiksen udtrykte det.

I virkeligheden kunne man få den mistanke, at Ukrainekrogen var en form for camouflage for igen at pege fingre ad danskernes forhold til arbejde, som den socialdemokratiske leder åbenlyst finder temmelig uansvarligt: »Der er noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få aendret. Russerne går ikke hjem. De fortsaetter,« sagde hun.

I virkeligheden kunne man få den mistanke, at Ukraine-krogen var en form for camouflage for igen at pege fingre ad danskernes forhold til arbejde.

Og det er her, det er på sin plads med et velment råd til statsministeren. Kaere Mette Frederiksen. Lad os endelig fortsaette samtalen om, hvor meget danskerne skal arbejde, så der fortsat er råd til at indfri de forventninger, som danskerne har til velfaerdssamfundet – og som politikerne gerne fortsat vil love deres vaelgere.

Men det er ikke russerne, vi vil sammenlignes med. Og slet ikke lige nu.