Hvad mener Mette, når hun siger kødsovs?

Mad er aldrig bare mad. Når politikere diskuterer CO2-udledninger og landbrugsreduktioner, dukker én kødret altid op – kødsovsen. Men hvis mad aldrig bare er mad, hvad er kødsovs så?

I en fattig analyse af danskernes kødvaner bragt i Jyllands-Posten den 1. marts udtaler Sisse Fagt, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstitut: »… generelt tror jeg bare, at folk godt kan lide kød.«

Til trods for at intet kunne vaere mere sandt, kan hverken JyllandsPosten eller dens laesere vaere tilfredse med den overfladiske analyse. Jeg insisterer derfor på, at vi griber gaflen og graver dybt ned i diskursen under hele kødproblemet, eller måske jeg burde sige kødsovseproblemet.

Når politikerne diskuterer CO2-udledninger og landbrugsreduktioner dukker én kødret nemlig altid op – kødsovsen. Men hvis mad aldrig bare er mad, hvad er kødsovs så?

»Hvad med den enlige mors kødsovs?« spurgte statsministeren, da samtalen faldt på CO2-afgifter på landbruget og dermed på en prisstigning af børnefamiliernes fortrukne fødevarer, hakket oksekød. Spaghetti-doktrinen, som udtalelsen senere blev døbt af politisk kommentator Lars Trier Mogensen, blev løftet om ikke at haeve prisen på den fødevare, som nok er en klimasynder, men som også er en komplet uundvaerlig ingrediens i danskernes yndlingsret, spaghetti-kødsovs.

Kødsovsen er blevet hverdagens kronjuvel, og Socialdemokratiet elsker hverdagen. Kødsovs er blevet en metafor for hverdagsdanskeren, os der traekker i arbejdstøjet, pakker ungernes fodboldtøj og smider en røvfuld spaghetti-kødsovs sammen på vej ud ad døren.

For det skal kunne betale sig at arbejde, velfaerdssamfundets motor skal køre, og Socialdemokratiets løn til den arbejdende dansker er kødsovs. Og til alle os, der taenker gode tanker om linselasagnen, men – når det kommer til stykket – traekker det mindre gode klimaalternativ op ad køledisken, siger Socialdemokratiet ”pyt”, ingen haevede pegefingre her, for danskeren er kødsovsespiser.

At spise kødsovs er blevet vores identitet, en identitet, vi kender og holder af. Den er tryg og anerkendende. Vores mor lavede den til os, og vi laver den til vores børn. Med ost på, måske ketchup, den er også god dagen efter, og børnene elsker den. Plantefars og sojabønner kender vi ikke. Skal de koges eller blendes? Bliver man overhovedet maet på den dér kød-måde? Og nej, en beluga bolognese er altså ikke det samme som en kødsovs. Heller ikke mig kan man narre så let.

Kødsovsen er danskeren, og danskeren er kødsovsen, herfra må klimadiskussion tages. For hvad gør vi, når vi ikke laengere må spise kødsovs?

Mange af os kender det eller har forsøgt os på det – at aendre vaner. Det er ikke nemt, tidskraevende og en forholdsvis kedelig affaere. Om det omhandler vaegttab, rygestop, skaermtid eller sengetider, er det trygge vaner, der må opgives, så nye kan skabes, i en erkendelse af at vores adfaerd desvaerre ikke gør noget godt for os. Man skal vaere den voksne i sit eget liv, og det er ikke altid saerlig sjovt – jeg taler af erfaring.

Derfor bliver det for mange af os ved ordene, når vi bedyrer nye klimavenlige adfaerdsmønstre – hvad folk siger, og hvad folk gør, er sjaeldent det samme. Derfor må politikerne nu gribe ind, men kan de det? At fjerne danskernes kødsovs er et angreb på hverdagen, et rødt flag i hovedet på hverdagsdanskeren, der skriger: ”Du lever forkert, du skal aendre dig!” Og det har ingen politikere lyst til at pådutte dig, for det er der slet og ret ikke nogen stemmer i.

Samtidig sker der noget ubehageligt, når man begynder at aendre vaner. Folk begynder at se en løbe rundt på landevejene, takke nej tak til et ekstra stykke kage, hoppe over den sidste omgang på vaertshuset. Med nye vaner kommer en ny identitet. Du er ikke laengere den, du plejede at vaere. Og her kommer vi tilbage til kødsovs-doktrinen. For vi kan godt lide kødsovsidentiteten, vi kender den, den er tryg. Hvem skal vi i virkeligheden vaere, hvis vi ikke skal vaere kødsovsespisere? Vegetarer? Nej tak.

Veganere, ikke tale om. Kødsovsen er ikke farlig, den gør ikke nogen fortraed, maetter alle, de fleste kan faktisk godt lide kødsovs, spiser det med glaede, både børn og voksne, så hvorfor lave om på noget? Hvorfor aendre i den trygge, umamimaettede hverdag?

»How dare you?!« råber Greta Thunberg over din skuldre, når gaflen naermer sig tallerken fyldt med spaghetti-kødsovs. Det traelse ved klimakrisen er, at du ikke ikke kan forholde dig til klimakrisen. Du kan blot handle for eller imod den og dermed problemet. For vores kødsovs er et problem, den er en klimasynder, og det samme er vi – for du bliver, hvad du spiser.

Men, kunne man spørge, er det, vi spiser, ikke en privatsag? Nej, svarer etikkens altmuligmand Mickey Gjerris. Kødet er et etisk spørgsmål, for vores kødforbrug skader verden så meget, at vi er tvunget til at tage stilling til det. Du kan ikke ikke forholde dig til din kødsovs. Og det samme gaelder – til deres store aergrelse – politikerne på Christiansborg. Der skal politisk handling til. Der skal kappes en tå og hugges en hael. Kødsovsen må på offerbålet, men er det muligt?

Kødsovs er blevet symbolet på hverdagen. Hvis vi tager den fra danskeren, slår vi hul i sammenhaengskraften og øger uligheden, lyder det fra sosserne.

Kødsovs er ikke engang en dansk ret, den er blot en fordanskning. Nej, kødsovs skal kaldes bolognese og er tyvstjålet fra det italienske bondekøkken. I 1200-tallets Bologna begyndte de italienske køkkenkoner at lave sovsen med overmodne tomater fra haven, et skvaet rødvin, buketter af basilikum og frisk, hakket rødt kød. Retten reducerede over tid ind til en kraftig og tyk sovs, som haeldtes over de al dente kogte spaghettier.

Vores kulturhistorie insisterer på, at vi er kødspisere, stolte efterkommere af landmaend og kvinder, der slagtede svinet i baghaven og kogte suppe på benene. Eller et andet scenarie – forstil dig en viking ved landbordet, men nu med en skål belugalinser i hånden i stedet for et stykke lammekølle. Det går ikke rigtigt.

Dog ved vi, at vi for 100 år siden, i Danmark som i Italien, levede primaert af grønsager. Hverdagsmaden var kartofler, suppe, gule aerter og øllebrød. I dag spiser en gennemsnitsdansker et kilo kød om ugen. Onde tunge vil mene, at det er lige i overkanten, at forbruget måske er decideret uetisk.

Og problemet er, at alt imens vi tilbereder kød i kilovis, begynder bondekonerne i Bologna og landmaendene i Midtjylland at stå i vand til knaeene ude på deres marker, og hvad batter det så, om retten bliver kaldt bolognese eller kødsovs, om vi kalder os vikinger eller vegetarer? Der er det jo for sent.

Kødsovs er blevet symbolet på hverdagen. Hvis vi tager den fra danskeren, slår vi hul i sammenhaengskraften og øger uligheden, lyder det fra sosserne. Børnefamilierne og de enlige mødre skal også have mulighed for nem, maettende aftensmad, som alle kan lide. Og ja, det synes jeg da også, og ja, jeg elsker kødsovs, men kan vi blive ved med at fortaere det i så enorme maengder?

Vi skal enten få et nyt forhold til vores mad og dermed til, hvem vi er. En ny identitet, et nyt narrativ, en ny fortaelling. Eller også skal vi fortsaette ufortrødent med kødsovsen, lader klimaet rase, indtil spaghettien er kogt.

Eller måske skal vi finde en tredje, gylden vej – kompromisets vej. En vej, hvor vi begynder at komme lidt ekstra grønsager i sovsen, lidt mindre kød, en dåse bønner, måske lidt frossen spinat i ny og nae. Men det helt store spørgsmålet er så, om det overhovedet er vores kødsovs mere?