Sølund Musik-Festival risikerer at dreje nøglen om: »Der skal vaere et fristed, hvor de kan vaere maksimale mennesker«
Verdens største musikfestival for udviklingshaemmede risikrer at skulle dreje nøglen om til naeste år, fordi bosteder landet over ikke prioriterer at tage de udviklingshandicappede med til deres egen festival.
Vi kaemper jo ikke for vores egen skyld, vel. Den her gruppe er nogle af Danmarks mest sårbare borgere. De kan ikke slå i bordet selv. Nogen er nødt til at tale deres sag. LASSE MORTENSEN, SØLUND MUSIK-FESTIVAL
Danmarks kaerligste festival graeder. Økonomien balancerer på en knivsaeg, og sker der ikke noget meget snart, risikerer Sølund Musik-Festival, at dette års festival bliver den sidste. Sidste år blev festivalen reddet på stregen af donationer fra firmaer, fonde og lokalsamfund. Nu appellerer festivalens talsmand, Lasse Mortensen, igen om en hjaelpende hånd.
Et kig i kommentarsporet på festivalens Facebook-side giver et klart svar på, hvad der er galt. I hundredvis af triste opslag gentages historien om, hvordan man ikke kan komme afsted på festival, fordi det bosted, man bor på, ikke mener, der er råd til det.
Problemet er, at gaesterne på Sølund Musik-Festival i modsaetning til gaester på andre festivaler er fuldstaendig afhaengige af, at de får en ledsager med. Og ikke bare hvem som helst, men en ledsager, de kender og er trygge ved. Og selvom mange af de udviklingshaemmede selv betaler for at få deres ledsager med, så har bostederne tilsyneladende ikke råd til at betale for de vikarer, der skal afløse ledsagerne hjemme på bostedet.
Et spørgsmål om prioritering
Lasse Mortensen ved godt, han skal vaere varsom med at udtale sig om, hvorvidt bostederne har pengene til at tage afsted. Men han har en pointe.
»Det er et spørgsmål om at prioritere. Dem, der baerer viljen i hjertet og synes, det er en vigtig mission at udviklingshaemmede mennesker har ret til at komme ud og få en kulturoplevelse, de kan tilsyneladende godt få det til at haenge sammen og komme afsted,« konstaterer han.
Desvaerre er der faerre og faerre, der gør det. Siden 2017 er billetsalget faldet med 32 pct. Sidste år solgte Sølund Musik-Festival omkring 8000 billetter – det er 3000 faerre solgte billetter end normalt. Billetsalget i år tegner til at blive en endnu større lussing.
»Vi har skrevet til Skanderborg Kommune for at gøre opmaerksom på problemet. Vi er verdens største musikfestival for udviklingshaemmede. Vi er en unik størrelse. Der findes ikke andre tilsvarende festivaler i samme størrelsesformat noget andet sted i verden,« understreger han.
»En endags havefest med et par koncerter, pølser og popcorn er da helt sikkert også noget, vores publikum vaerdsaetter, men det kan bare ikke traede i stedet for den oplevelse, det er at komme på deres egen store musikfestival og overnatte. Vi er simpelthen nødt til at insistere på, at de har krav på et fristed, hvor de kan vaere maksimalt menneske og minimalt handicappet,« tilføjer SLasse Mortensen.
Der er ingen, der tjener en masse penge på festivalen. Sølund Musik-Festival er foreningsdrevet med ganske få ansatte – to årsvaerk – og 1800 frivillige. De knokler for at give udviklingshaemmede borgere en kulturoplevelse, som de taler om resten af året, mens de glaeder sig til naeste års festival.
»Vi kaemper jo ikke for vores egen skyld, vel. Den her gruppe er nogle af Danmarks mest sårbare borgere. De kan ikke slå i bordet selv. Nogen er nødt til at tale deres sag. Hvis ikke der er ildsjaele som Sølund Musik-Festival, der kaemper på deres vegne, så har de ikke nogen måde at blive hørt på. Dem, der har evnerne til at kaempe den her kamp for de udviklingshaemmede, de har også forpligtelsen, sådan er det bare,« konstaterer Lasse Mortensen.
I de første år siden festivalens start i 1986 og til slutningen af 00’erne var Sølund
Musik-Festival Danmarks hurtigstsaelgende festival med tusindvis af overnattende gaester. I 2015 var der 7500 overnattende gaester, og campingområderne var oversået med telte. Sidste år var der bare 1500 overnatninger. Samtidig er salget af partoutarmbånd styrtdykket, mens endagssalget vokser.
En konstant tiggergang
Siden Sølund Musik-Festival lagde kortene på bordet omkring fremtidsudsigterne, er festivalen blevet kimet ned af ulykkelige festivalgaester.
»De tror, vi lukker i år. De er pissebange og ringer huset ned. De ringer til os med alle mulige gode idéer, og de vil gerne samle ind til os, hvis det kan redde festivalen. Hvilke andre festivaler har oplevet gaester, der spontant samler 50.000 kroner ind og foraerer til festivalen for at redde den? Det gør gaesterne her, fordi den festival betyder så utrolig meget for dem. Det er deres eneste festival.«
Lasse Mortensen kigger ned og er stille en kort stund. Festivalen har vaeret hans hjertebarn i naesten 40 år. Det er ikke første gang, han har smøget aermerne op og kaempet for festivalen. Han har vundet kampen indtil nu. Og der bliver også en festival i år, forsikrer han.
Naeste år fylder han 70 år. Det bekymrer ham, om han kan holde gejsten oppe. Og om de yngre kraefter, der skal baere Sølund Musik-Festival ind i fremtiden, også kan holde gejsten oppe og fortsaette kampen på de udviklingshaemmedes vegne.
»Forestil dig, at du konstant skal gå tiggergang for at få biksen til at haenge sammen. Det er hårdt. Vi bliver spurgt, om vi ikke bare kan nedskalere. Men hvorfor skal festivalen for den her gruppe af borgere gøres mindre. Hvorfor kan der ikke vaere en musikfestival for udviklingshaemmede i den her størrelsesorden i sådan et velfaerdssamfund, som Danmark bryster sig af at vaere? Vi vil ikke lave det om til en endagsfest. Det er ikke vores mission. Vi vil lave tre dage med rock og rul og grillpølser og fed musik – for det fortjener de.«