Biografbasker ligger nummer et – anmelderne kan ikke få armene ned – men i mørket lurer en religionskrig
Fans af kultbogen ”Dune” har endelig fået en film, som får danskerne til at strømme mod biograferne, men er man en rigtig fan, hvis man kun nøjes med at se filmene?
Denis Villeneuve er en modig mand. Hvor andre tidligere er druknet godt og grundigt i ørkensand, har den fransk-canadiske filminstruktør alligevel taget kampen op for at filmatisere kultromanen ”Dune”.
I modsaetning til f.eks. den ikoniske instruktør David Lynch, der i 1980’erne braendte nallerne på sin version, har
Denis Villeneuve tilsyneladende ingen grund til at overveje, hvorvidt han egentlig har lyst til at fjerne sit navn fra rulleteksterne eller ej.
»Denis Villeneuves aerefrygtindgydende epos er et øjebliks triumf,« skrev en naermest chokeret anmelder fra The Guardian, da første del af ”Dune” kom ud i 2021, og da anden del ramte verdens biografer for få uger siden, måtte The Guardian ligesom mange andre medier igen raekke helt dybt ned i posen med tillaegsordene: »Sci-fiefterfølger er et enormt, betagende vidunder.«
241.275 danske billetter
Indtil videre har ”Dune 2” på kun tre uger solgt 241.275 billetter i de danske biografer. Det tog den første del hele fire måneder at samle det samme antal biografgaengere, og forud venter påsken, hvor Warner Bros. Discovery’s danske afdeling forventer, at endnu flere søger mod mørket.
Men ... og der er altid et men, når et kultmestervaerk bliver filmatiseret og finder nåde hos masserne, der ikke kunne drømme om at slaebe sig igennem Frank Herberts kultserie, hvoraf den første bog udkom i 1965.
”Dune” er en elsket klassiker. Derfor findes der store grupper af mennesker i verden, hvor du skal taenke dig godt om, før du højlydt griner og udbryder: »Ha! Om jeg har laest ”Dune”? Nej, det fantasy-sci-fi-pjat gider jeg ikke spilde tid på. Tror du, at jeg er en nørd?«
De mennesker, der spørger, vil ikke nødvendigvis vende dig ryggen. Men de vil saette dig i bås med alle de andre fra deres skoletid, der måske gik mere op i at saette hår og vaere den mest populaere på fodboldholdet end at lade sig suge ind i et omfattende univers med antihelte og beduintyper, der lever i spirituel kontakt med gigantiske sandorme på en ørkenplanet, der er scenen for Herberts økologiske, filosofiske og politiske overvejelser.
Kort sagt.
Det er en identitetsmarkør at have laest ”Dune”.
Og lige nu strømmer nye, begejstrede mennesker ind i den gamle ”Dune”-sekt, hvilket fører til ophedede sammenstød på sociale medier mellem dem, der har laest bøgerne og synes, at filmen springer for let over det tårnhøje gaerde, og andre, der kun har set filmene og er vilde med skuespilstjernerne Timothée Chalamet og Zendaya, som er så berømt, at hun ikke bruger efternavn.
Diskussion i versaler
Religionskrigen afspejler på sin helt egen måde den kulturkrig, der finder sted på filmenes Arrakis-planet, og man kan dyppe taeerne i den, hvis man tør give sit besyv med i en af ”Dune”-grupperne på det sociale medie Reddit. Eller sniger sig ind i den 173.000 personer store fangruppe for
”Dune” på f.eks. Facebook, hvor debatten bryder ud, når en af de begejstrede biografgaengere roser filmene, hvilket straks tiltraekker andre, der i versaler peger på alle de steder, hvor filmen fejler i forhold til bøgerne, og andres forsøg på maegling i småkonflikterne mislykkes som regel, som her:
Timothée Chalamet spiller antihelten i "Dune". ©2023 WBEI
Jeg kan sagtens finde fejl, hvor filmene adskiller sig fra bøgerne, men jeg er bestemt ikke skuffet. MARTIN NILSSON, DUNE-FAN