I få tilfaelde har »eventuel« daekket over så meget som her

Ledigheden er lav, det finanspolitiske råderum tilsyneladende stort, og stoppede diagnosticeringen af samfundsøkonomien her, kunne de delegerede drage opløftet hjem fra de seneste dages KL-topmøde i Aalborg. Men solen skinner på fallittens rand, og der er caries i tidens tand. Hullet er stort i de kommunale budgetter, for noget mangler: En større andel af råderummet og isaer haender til at udføre de kommunale velfaerdsopgaver.

Hvad der ikke har aendret sig siden kommunalreformen i 1970, er, at velfaerdsopgaverne udføres decentralt, mens det er Folketinget, der bestemmer, hvilke opgaver der skal løses, hvordan det skal gøres, og hvor meget man vil betale kommunerne for det. Men der er blevet for langt fra dem, der beslutter, og dem, der leverer. Frustrationerne vokser i kommunerne. Så meget, at årets forhandlere på KL-topmødet fik mandat til at skrue bissen på, når finansministeren dette forår kalder til forhandling om, hvad man nu i KL-kredse kalder en »eventuel« økonomiaftale. Det lille ord er et markant nybrud og tegn på, at kommunerne har mistet tålmodigheden. Belaert af erfaring tør man ikke laengere vente på en redningskrans fra regeringen, for enten kommer den for sent, er punkteret eller rebet for kort.

Tag blot det specialiserede socialområde. Fra 2018 til 2022 er udgifterne til området steget med 4,2 mia. kr. Men flere opgaver er blevet umulige at løse alene med flere penge. Der skal medarbejdere til. Arbejdskraften er både mangelfuld og dyr, og prognoserne peger kun i én retning: Det bliver vaerre endnu.

På trods af manglen på haender og penge skorter det ikke på gode og sikkert velmente idéer fra Christiansborg til, hvilke velfaerdsydelser der skal løses, ligesom man stadig er generøs med regler og regulering. Der skrus konstant op for forventningerne til velfaerdssamfundet, mens det ansvarlige vil vaere at skrue ned. Idéerne kan udspringe af enkeltsager og marginale problemstillinger eller slet og ret selvprofilerende symbolpolitik udtaenkt langt fra der, hvor opgaverne skal løses, og pengene prioriteres. Det har bragt velfaerdsstaten ud på omfangsmaessigt overdrev, og kommunerne på kanten af sammenbrud.

Bad hver dag og den på mange måder tvivlsomme lov om flere voksne i børnehaverne er eksempler på behov skabt på Christiansborg og ikke ude i kommunerne, hvor man ved, at mange aeldre af og til hellere vil have gjort rent, og at det ikke alene er antallet af voksne, men også hvilke voksne, der er afgørende for kvaliteten i daginstitutionerne.

Efter mange års knopskydning i Velfaerdsdanmark er der brug for en helt anden diskussion. Når der ikke kan skaffes flere haender, må der aendres på efterspørgslen.

Hvad skal kommunerne ikke laengere løse? Skal alle have lige meget ret til alt og i alle mulige hjørner af krop og stue? Det er ubehageligt presserende spørgsmål om prioritering. Få er vilde med i morgen at miste goder, man nyder godt af i dag, men det kan lade sig gøre, hvis man tør.

De obligatoriske arbejdsmarkedspensioner, der blev etableret i slutningen af 1980’erne, er et eksempel på en justering af samfundskontrakten, en ”forventningsafstemning”, om man vil. De haender, der nu engang er til rådighed, efter det private arbejdsmarked har fået sin nødvendige andel, bør først og fremmest gribe dem, der risikerer at falde tungest. Hvad skal vi ellers med en hundedyr samfundsmodel? Dilemmaet kan Christiansborg-politikerne ikke tørre af på byrødderne. Der er et sted at starte: faerre idéer og faerre løse skud fra hoften.

De haender, der nu engang er til rådighed, efter det private arbejdsmarked har fået sin nødvendige andel, bør først og fremmest gribe dem, der risikerer at falde tungest. Hvad skal vi ellers med en hundedyr samfundsmodel?