Et civiliseret land sender ikke kvinder i krig
Det er uansvarligt at tvinge kvinder til at aftjene vaernepligt. Maend er fysisk bedre til at vaere soldater, og hvem skal så føde børnene og passe på det hjem, som soldaterne skal forsvare?
For hvis skyld skal kvinderne tvinges i forsvaret? For ligestillingens skyld – eller for forsvarets skyld? Det er faktisk ikke helt nemt at gennemskue.
Forsvaret mangler mandskab, ja og vaernepligten forlaenges fornuftigt til 11 måneder, men hvorfor i al verden haeves det årlige antal af vaernepligtige kun til ca. 5.000 om året? Rigets og verdens tilstand taget i betragtning er det en noget beskeden forøgelse i forhold til de nuvaerende ca. 4.700 danske maend og kvinder – primaert maend, der årligt aftjener vaernepligt.
Regeringens forsvarsudspil ligger op til, at der skal vaere fuld ligestilling i vaernepligten, maend og kvinder skal »gennemføre vaernepligtstjeneste på ens vilkår og vil kunne tvangsindkaldes«. Hvis man virkelig mener det med ligestilling, så skal halvdelen af de 5.000 vaernepligtige vaere kvinder. Altså slipper over 1.000 unge, staerke danske maend i ligestillingens hellige navn for at aftjene vaernepligt, fordi kvinderne absolut skal i trøjen. I en krigstid, vel at maerke – det skriger jo til himlen.
Kan forsvaret ikke styrkes uden at indføre vaernepligt for kvinder? Jo, selvfølgelig. Af en hel årgang burde det ikke vaere nogen kunst at finde 8.000 raske danske gutter, der fysisk er i stand til at aftjene vaernepligt – og i øvrigt vil have godt af det.
Og fra et ligestillingsperspektiv har jeg simpelthen svaert ved at få øje på, hvordan det kan forbedre kvindernes muligheder at gøre en ret til en pligt. Vi havde i forvejen ret til at aftjene vaernepligt, men under andre forudsaetninger end maend – kvinderne underskriver nemlig en almindelig ansaettelseskontrakt, og Forsvaret har indtil nu ladet kvinderne stoppe før tid. Hver femte kvinde stopper før tid med fysiske skader og overbelastning som begrundelse, mens hverdagen i uniform med manglende frihedsgrader, hierarki og ensformige rutiner får andre til at bukke under, som det fremgår af en artikel i Weekendavisen fra 2020, hvor oberst ved livgarden Mads Rabek bemaerker, at det potentielt er et »operativt problem«, at frafaldet blandt kvinder er dobbelt så højt som blandt maendene.
Inden man alt for kaekt proklamerer kønnenes problemfrie vagtskifte, er der i hvert fald overvejelser, man bør gøre sig. Gevaeret og rygsaekken vejer det samme, om man er mand eller kvinde. Maend er kvinder fysisk overlegne og har fysisk bedre forudsaetninger for at blive en god soldat. Jeg siger ikke, at kvinder ikke kan blive staerke og dygtige soldater, men det kraever en enorm fysisk traening.
Når man kraever fuld ligestilling, må det vel indbefatte, at kvinder på helt lige vilkår som maend også er kampsoldater, skal baere oppakning svarende til tre fjerdedele af deres egen vaegt gennem en støvet ørken eller en mudret slagmark og håndtere våben produceret til en mandehånd. Halv af hver. Eller hvad?
Nej, det går selvfølgelig ikke. Hvis kvinder skal tvinges i trøjen, ville det vaere hensigtsmaessigt at oprette et kvindevaern, der udfører de opgaver, der er fysisk egnede til kvinder. Men så får man ligestillingsfascisterne på nakken. Med et ideologisk forblaendet blik er kvindevaern vel kønsdiskrimination, for maend og kvinder er som bekendt ens, og kvinder er lidt bedre end maend.
Nuvel. Der er noget eller rettere nogen, som ingen naevner i debatten om kvinders vaernepligt, nemlig de unge muslimske kvinder fra de lukkede parallelsamfund, der ikke forlader hjemmet uden af vaere viklet ind i hovedbeklaedning, lange gevandter og med hele klanens ånde i nakken som en evig påmindelse om ikke at blive dansk.
Formentlig skal hun tvangsgiftes med faetter Mustafa og gud nåde og trøste hende, hvis hun naermer sig en dansk mand.
Hun skal vel også tvinges ud af hijabben og ind i de camouflagefarvede kongens klae’r – og blive fuldstaendig aldeles ligestillet. Gå klaedt som maend, faerdes blandt maend, udføre samme opgave som maend, sove ved siden af en under en presenning i en våd skov på øvelse med maend. Og i det øjeblik, de drager ud for faedrelandet for en faelles sag, da er alle skel visket ud.
Alletiders integrationsprojekt. Held og lykke med det.
Fra et ligestillingsperspektiv har jeg simpelthen svaert ved at få øje på, hvordan det kan forbedre kvindernes muligheder at gøre en ret til en pligt.
Endelig glemmer man i ligestillingens blodrus, at befolkningstallet falder – og krigens tid er nok ikke slut om tre år. Hvem skal føde de børn, de kommende soldater? Er det maendene, der gik fri, fordi kvinderne blev sendt til fronten?
Jeg mener faktisk, at vi er i en situation, hvor det ikke er ansvarligt at tvinge kvinder i krig. Europas kvinder føder for få børn – om føje år er gammeleuropaeerne i undertal. Hvor meget er der så snart at forsvare? Og derudover er det vanskeligt at få øje på det ligestillingsmaessige fremskridt ved, at kvinderne, der allerede er forsinket på karrierevejen på grund af en ”fødepligt” og barselsorlov, nu yderligere skal belastes med vaernepligt.
Og helt aerligt, er det saerlig civiliseret at sende kvinder i krig? Hvem skal tage sig af det hjem, de børn og det land, soldaterne forsvarer? Hvordan er det nu … for pigen og vort land kaemper alle mand.