Nato er den egentlige sejrherre
Krigen i Ukraine raser videre på nu tredje år, og mens vi alle håber på en hurtig og fredelig løsning, er det vaerd at reflektere over de militaere samt geo- og sikkerhedspolitiske forandringer, krigen har medført. I skyggen af den ukrainske modstandskamp mod Putin står Nato nemlig tilbage som krigens egentlige, om end usynlige, sejrherre. Det er derfor tosset, når danske politikere fra statsminister Mette Frederiksen og nedefter taler om, at vores sikkerhed afhaenger af, at Ukraine vinder krigen og smider russerne ud af landet.
Putins invasion af Ukraine har nemlig givet anledning til en historisk revitalisering af Nato-samarbejdet og en massiv oprustning af Europas militaere kapaciteter. Før krigen blev Nato undertiden anset som irrelevant, og indre spaendinger sled på samarbejdet mellem Nato-landene. Men siden krigens start har Nato demonstreret en uset grad af samhørighed. Medlemslandene har stået skulder ved skulder i støtten til Ukraine, både med militaert udstyr og finansiel bistand. Samtidig har krigen ført til en massiv oprustning i Nato-landene, der ikke er set siden Den Kolde Krig. Nye våbensystemer er under udvikling, og forsvarsbudgetterne stiger markant i de fleste medlemslande, i Danmark med hele
143 mia. kr. i de kommende 10 år. Natos østlige flanke er blevet styrket massivt med Finlands og Sveriges optagelse i Nato. Det har betydet langt flere tropper og avanceret militaert udstyr. Eksempelvis har Sverige oprustet markant på Gotland i Østersøen, mens Finland kan aktivere en haerstyrke på hele 900.000 mand.
Også i Tyskland har kansler Scholz’ med sin berømte ”Zeitenwende”-tale markeret et paradigmeskifte i tysk sikkerhedspolitik med en markant stigning i forsvarsbudgettet og en ny vilje til at levere våben til konfliktområder.
Undertiden taler politiske kommentatorer om, at Nato er truet som følge af Trumps mulige praesident-comeback. Disse bekymringer er imidlertid staerkt overdrevne, for i realiteten har USA en stor interesse i det transatlantiske samarbejde, og Trumps udtalelser har i hovedsagen altid handlet om, at europaeiske lande ikke levede op til deres forpligtelse til at bruge 2 pct. af bnp på forsvaret – hvad der nu bliver bragt i orden i de fleste Nato-lande. Putins aggression har altså haft den effekt, at Nato er blevet staerkere, mere samlet og mere relevant, end alliancen har vaeret i flere årtier. Alliancen står nu i højere grad som en garant for sikkerhed og stabilitet i den vestlige verden som konsekvens af den vestlige samhørighed og militaere oprustning, som krigen i Ukraine har givet anledning til. Men det er selvsagt en tragisk sejr – for den vindes på bekostning af tusindvis af menneskeliv og en uretfaerdig angrebskrig, hvor en stor del af Ukraine nu er kontrolleret af Rusland.
MEP, (DF)
Krigen i Ukraine er en tragedie for det ukrainske folk og en udfordring for hele den internationale orden. Ikke desto mindre har krigen styrket Nato og givet alliancen en ny betydning på den globale geopolitiske arena, hvor andre potentielle fjender – f.eks. Kina – lurer i horisonten. Så selvom Putin ikke har tabt krigen i Ukraine, har han i det større perspektiv tabt mod Nato, der står tilbage som krigens egentlige sejrherre.