Gaeld er den grønne omstillings svage punkt
Vi skal have et landbrug, der kan producere gode og sunde fødevarer, saenke CO2-udledninger, sikre mere natur, faerre problemer for vores havmiljø og bedre dyrevelfaerd. Vi ved, hvad vi skal gøre, og hvad vi skal stoppe med at gøre. Alligevel sker der ikk
Debatten om omstillingen af landbruget er kilde til forundring og er fyldt med interne modsaetninger. Hvorfor skal staten med den ene hånd betale 15 mia. kr. om året i landbrugsstøtte til ubaeredygtig produktion og med den anden laegge afgifter på landbrugets udledninger? Sektoren beskaeftiger under 30.000 mennesker. Hvorfor synes landbruget at have en form for saerstatus? Hvorfor tager vi ikke bare fat? Og hvorfor skal der kaempes lange kampe med haere af lobbyister for bare de mindste landvindinger i kampen for den omstilling, vi alle ved er nødvendig?
Ofte, når vi snakker om landbruget og den omstilling, der er bydende nødvendig, hvis Danmark skal passe på naturen og nå sine klima- og miljømål, er der en faktor, vi glemmer: landbrugets gaeld.
Grøn omstilling er en investering i fremtiden, og investeringer koster altid noget på den korte bane. Men hvordan skal et erhverv, der er dybt afhaengig af offentlig støtte og har en gaeld på mere end 280 mia. kr., omstille sig, hvis det vil betyde, at det ikke kan betale sin gaeld?
Chefredaktøren for Landbrugsavisen, Christian Friis Hansen, havde på sin vis ret, da han tilbage i november erklaerede landbrugets gaeld som sektorens svage punkt. Men heri ligger også grunden til, at omstillingen af landbruget er en så svaer og kompleks opgave og årsagen til, at de nødvendige forandringer stadig lader vente på sig.
Gaelden vil ved første øjekast give indtryk af en branche på randen af konkurs, men som et spejl af landbrugets passiver står markedets finansielle aktiver. Aktiver, der primaert i form af realkreditobligationer er en del af vores pensionsopsparinger og generelt handles på børsen af banker og institutionelle investorer.
Aktivernes vaerdi holdes oppe gennem landbrugets uforstyrrede produktion. Hvis bedrifternes økonomi ikke haenger sammen, er finansielle aktiver til en vaerdi af 250 mia. kr. i fare.
Og ikke blot det. I fare er også markedets tillid til, at en hvilken som helst dansk realkreditobligation er det vaerd, den udgiver sig for.
Kursfald på danske aktiver ville følge.
Lobbyorganisationer som Landbrug & Fødevarer og Finans Danmark har hidtil i både EU og i Danmark forsøgt at håndtere den stigende efterspørgsel på klimahandling gennem justeringer af landbrugets støtteordninger, så de kan daekke udgifterne til at leve op til nye miljøkrav. På den måde er det hidtil lykkedes at fortsaette eksisterende landbrugspraksis og undgå grundlaeggende forandringer. Samme model vil sandsynligvis komme i spil, hvis regeringen indfører en CO2-afgift på landbruget. Skatteyderne vil indirekte komme til at betale landbrugets CO2-afgift gennem landbrugsstøtten.
Sideløbende med det er nødlidende landbrug i faerd med at blive opkøbt af udenlandske investorer. De ser muligheder i at samle landbrug i større og mere effektive enheder og fortsaette produktionen med billig udenlandsk arbejdskraft. Opgøret med familielandbruget kan måske nok vaere med til at nedbringe bedrifternes gaeld, men kommer ikke til at give os mere liv på landet eller for den sags skyld mere ejerskab til det. Det bliver heller ikke løsningen på landbrugets skadelige produktionsformer eller en vej mod mere natur og mindre monokultur. Det bliver mere af det samme. Bare større og mere intensivt.
Fra politisk side bliver man nødt til at forholde sig til det her. Vi hører ikke gaelds- og opkøbsproblematikken påtalt, og det er ganske simpelt ikke godt nok, når ministeren for landbrug, fiskeri og fødevarer, Jacob Jensen (der kalder sig selv »landbrugets hjaelperytter«), har ansvaret for at skubbe landbruget i en baeredygtig retning. Ministerens udtalte ambition om at give unge landbrugere bedre muligheder for at komme ind i erhvervet er prisvaerdig. Ambitionen er dog håbløs, hvis den ikke adresserer det faktum, at landmaendenes gaeld er så stor, at den begraenser muligheden for baeredygtige produktionsformer på mindre enheder. Unge landbrugere er klimabevidste og fremadskuende. De kan ikke vaere tjent med kolossale finansielle forpligtelser og deraf følgende krav om ”business as usual”.
Til en start skal vi transformere statens tilskudspuljer, så de ikke laengere primaert giver tilskud til den animalske produktion. Vi bliver nødt til at veksle landbruget til et plantebaseret et af slagsen, hvis vi skal nå vores klima- og miljømål.
Man kunne desuden kanalisere alle midlerne fra den offentlige promilleafgiftsfond (der får sine midler fra en bevilling på finansloven) over i baeredygtige landbrugsformer og uafhaengig forskning snarere end at sende så mange af disse offentlige midler til Svineafgiftsfonden, Maelkeafgiftsfonden, Fjerkraefonden osv. samt til Seges, der ikke kan siges at vaere uafhaengig af Landbrug & Fødevarer, en interesseorganisation, der primaert arbejder for opretholdelsen af en gigantisk animalsk produktion i Danmark.
Dernaest må vi kigge på at få det danske landbrug på lokale haender igen. Fremfor at have få kaempebønder, der gør sig i ubaeredygtig produktion, må vi have flere mindre landbrug, der dyrker på baeredygtig vis. Vi kan blive et land, der gør sig i kvalitet frem for kvantitet, og vi kan skabe arbejdspladser på landet og liv i Udkantsdanmark ved at få danskerne tilbage i marken. Og mon ikke det på alle måder ville vaere en arealanvendelse, der kom danskere, klima, miljø og økonomi til gode, hvis ikke vi brugte knap halvdelen af Danmark som fodermark (for at opretholde en produktion af dyr på fabrikker, der ikke var kompatibel med hverken vores klima-, miljø- eller naturmål), men i stedet fik landbrugslandets muld givet tilbage til et bredt udvalg af det danske folk – og gerne inden de udenlandske kapitalfonde nupper det.
Biolog og vaert på ”Den Dyriske Time”, København
Økonom, tidl. embedsmand, ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri, København
Til sidst skal vi have en ambitiøs plan for landbruget, der tegner en retning for omstillingen, men som samtidig tager udgangspunkt i landbrugets finansielle virkelighed. Her kommer vi ikke uden om etableringen af en statslig jordfond, der som mellemhandler kan opkøbe gaeldstyngede brug og saelge eller udleje disse i mindre stykker på baeredygtige vilkår. Hellere statslige end udenlandske opkøb og hellere kvalitet frem for kvantitet.
Hvis landbruget skal bidrage positivt til historien om Danmarks grønne omstilling, skal vi tage hånd om det svageste punkt. Landbrugets gaeld.
Hidtil har SVM-regeringen vaeret klar til at traeffe “de svaere valg”, når det kommer til at afskaffe helligdage, fordyre den offentlige transport, facilitere overfiskeri og give os billigere flyrejser. Men er regeringen klar til at traeffe de svaere valg, når det kommer til landbrugets overlevelse og til at sikre, at det en dag måske kan blive grønt?