Ukraine har haft en dårlig måned i EU

Ukraine er presset, men har ikke ligefrem oplevet, at EU er kommet Zelenskyj til undsaetning. Den forventede støtte fra EU til Ukraine halter fortsat.

»Marts bliver en rigtig god måned for os i EU.«

Sådan sagde Ukraines vicepremierminister, Olha Stefanishyna, da jeg i slutningen af februar var i Kyiv.

Og en god måned var der mildest talt også brug for i en tid med mangel på ammunition, soldater og økonomiske tilsagn fra USA.

Men få uger efter det håbefulde budskab må man konstatere, at den ønskede optur udeblev.

På det netop overståede EU-topmøde var der en betragtelig diskrepans mellem retorikken om at stå skulder ved skulder med Ukraine og de konkrete resultater. Og det på en aften, hvor der på ny var missiler og droner over samtlige regioner i Ukraine.

Det første eksempel på diskrepans var selve optakten.

I stedet for øget økonomisk hjaelp diskuterede medlemsstaterne pludselig, hvordan Ukraines landbrugseksport til EU kan begraenses. Isaer de polske og franske landmaend føler sig presset af konkurrencen fra Ukraine, og op til Europa-parlamentsvalget taler de ikke for døve ører i Warszawa og Paris.

Handelsrestriktioner kan komme til at koste Ukraine op mod 1,2 mia. euro.

Ikke overraskende fik det praesident Zelenskyj til at råbe vagt i gevaer: »Enhver nedgang i handlen er et tab af økonomiske midler, der kan stoppe Rusland.«

Det andet eksempel er villighed til hurtigt at tilvejebringe flere økonomiske midler til Ukraine, f.eks. til våbenindkøb. Selvom der her var fremskridt, ikke mindst når det gaelder muligheden for at anvende afkastet fra de indefrosne russiske aktiver, udeblev gennembruddet.

Ordet ”innovativ” forsvandt også fra topmødeerklaeringen, da stats- og regeringscheferne bad kommissionen om til juni at fremlaegge finansieringsmodeller for, hvordan EU’s forsvarsindustri kan løbes i gang.

Det tredje eksempel knytter sig til udvidelsesforhandlingerne. På decembertopmødet var der ingen graenser for jubelen over, at EU var blevet enig om at kunne åbne optagelsesforhandlinger med Ukraine og Moldova.

Det skete efter Viktor Orbáns herostratiske toiletbesøg. Dengang var den klare forventning, at den formelle forhandlingsåbning ville finde sted i marts. Ja, faktisk blev det fremstillet, som om der slet ikke var noget at diskutere.

Hvad er sandsynligheden for, at stats- og regeringscheferne kan blive enige i juni, når al fokus vil vaere på toppostkabalen? Derefter venter det ungarske EU-formandskab. Og hvorfor skulle Orbán fremme en sag, han er inderligt imod?

Men i februar luftede kommissionsformand Ursula von der Leyen pludselig en helt ny tidsplan, hvor forhandlingerne først skulle åbnes efter Europa-parlamentsvalget. Og som sagt, så gjort.

På topmødet forblev forhandlingslokalet lukket, og ukrainerne måtte også lede forgaeves efter en tidsplan.

Det eneste, de kan knytte deres håb til, er, at de praktiske forberedelser skal vedtages hurtigst muligt og »uden forsinkelser«.

Fra Kyiv havde Zelenskyj svaert ved at skjule sin skuffelse: »[forhandlingerne] er et af nøgleelementerne til at motivere vores folk i kampen mod Rusland – ukrainerne har brug for at se, at de kommer taettere på i EU.« På topmødet var det derimod Bosnien-Hercegovina, der blev lovet en forhandlingsåbning og dermed fik styrket sit medlemskabsperspektiv.

Den manglende tidsplan giver af gode grunde dybe panderynker i Ukraine. For hvad er sandsynligheden for, at stats- og regeringscheferne kan blive enige i juni, når al fokus vil vaere på toppostkabalen? Derefter venter det ungarske EUformandskab. Og hvorfor skulle Orbán fremme en sag, han er inderligt imod?

Alt dette er måske ikke så overraskende i en tid, hvor stats- og regeringscheferne har blikket stift rettet mod Europa-parlamentsvalget. Men netop det viser, at udvidelsen ikke opfattes som en folkelig vindersag, og at der er betragteligt luft mellem handling og retorik.