Tal om spiseforstyrrelser. Det er omsorg
Den svaere samtale om spiseforstyrrelser er ikke laengere kun svaer – den er et udtryk for omsorg. Og den bliver taget langt oftere. Til gavn for de atleter, der har allermest brug for det.
Traeneren var bekymret, men mest af alt var hun usikker. Usikker på sin egen rolle. Om hun kunne tillade sig at blande sig på den måde i en ung atlets liv. Om atleten ville tolke hendes hensigt negativt eller måske ligefrem få det endnu dårligere, hvis traeneren naevnte ordet ”spiseforstyrrelse”.
Jeg forsikrede hende om, at det var godt, at hun ringede, og at vores samtale var fortrolig. Og så lyttede jeg. Det er mit job – jeg sidder for enden af den hotline, der er oprettet af Danmarks Idraetsforbund (DIF) til at rådgive og sikre hjaelp til de traenere, atleter eller foraeldre, der bekymrede ringer til mig.
Den historie, traeneren fortalte, lød som en, jeg havde hørt før. Den handlede om en ung atlet, der havde det svaert og betroede sig til sin traener om en tiltagende traethed og mistrivsel. Traeneren havde også selv lagt maerke til det og kaedede med rette symptomerne sammen med atletens kost – eller mangel på samme. Kunne det vaere en potentiel spiseforstyrrelse?
I 20 år har det vaeret muligt at ringe til en hotline hos DIF og få sparring til at tackle bekymringer om spiseforstyrrelser. Men de seneste år er fokus på området intensiveret, og netop traenerområdet har vaeret og er fortsat et fokusområde hos både DIF og Team Danmark.
På workshops og via oplysningsmateriale har vi givet traenere i idraetsforeninger viden om og vaerktøjer til at spotte og rådgive ved symptomer på spiseforstyrrelser. Hver eneste gang en traener begynder på første grundforløb i deres uddannelse hos DIF, stifter de bekendtskab med spiseforstyrrelser i idraet. Derudover er der en stigning i traenere, der tilvaelger temaet på de valgfri moduler i traeneruddannelserne. Vi ved, at det ikke er en traeners opgave alene – men det er også en traeneropgave. En opgave, som de tager på sig, når de står over for en sårbar ung atlet, og som i sidste ende gør, at atleterne får den hjaelp, som de har brug for.
Vi har sat noget i gang. Modet og viljen til at tage det, vi kalder en omsorgsfuld samtale, snarere end det, så mange andre refererer til som vaerende en svaer samtale, vokser. Og med det stiger interessen for emnet. Det blev helt tydeligt i planlaegningen af konferencen ”Spiseforstyrrelser i sport” den 12. marts.
Det var med en vis portion spaending, at vi åbnede for tilmeldinger. Håbet var, at ungdoms-, talentog elitetraenere fra klubber og forbund ville finde vej til konferencen. Vi havde et forsigtigt ønske om et deltagerantal i naerheden af 50 – loftet blev optimistisk sat til 150. Vores bekymringer blev i den grad gjort til skamme.
Det er fedt at se. Ligesom det glaeder mig, at der er kommet endnu større fokus på den vigtige rolle, som traeneren har i forebyggelse og opsporing af symptomer og bekymrende adfaerd blandt atleter i forhold til spiseforstyrrelser. Jeg bliver kontaktet af flere idraetsforeninger, der ønsker viden om kost, krop og traening rettet mod traenere, atleter og foraeldre. De har forstået, at det ikke behøver vaere en svaer snak at tage – men at det i stedet er et udtryk for omsorg for sine medmennesker.
Tilbage til samtalen med den bekymrede traener. Hun og jeg talte. Laenge.
»Du går aldrig galt i byen ved at vise omsorg,« forsikrede jeg hende og henviste til DIF’s hjemmeside og det materiale om netop spiseforstyrrelser i sporten, der er at finde der.
Jeg fortalte hende, at det ikke er traenerens opgave at behandle, men at det handler om at hjaelpe til den rette behandling. At vi hos både Team Danmark og hos DIF har et professionelt netvaerk, som inden for maks. 14 dage kan starte et behandlingsforløb op for atleten. Hendes vigtigste rolle som traener var at tage hul på den omsorgsfulde samtale, lytte og støtte.
»Er du den rette til det?« spurgte jeg. Pause og derefter lyden af en dyb indånding i den anden ende af røret:
»Hvis nogen skal tage den, skal det vaere mig,« sagde traeneren med en fasthed i stemmen.
Hun vidste, at hun som så mange andre frivillige traenere i Danmark har en kaempe betydning for de unge, hun møder i klubben. Ifølge en rapport fra Ungdomsanalyse.nu fra 2016 oplever knap 18 pct. af de adspurgte unge fra 7.-9. klassetrin, at traeneren naest efter deres foraeldre er den voksne, de kan snakke med om vigtige ting i livet.
Vi lagde på. Nu var der bare tilbage at vente og håbe, at den unge atlet ville gribe den udstrakte hånd.
Samtalen med traeneren er ét eksempel på en samtale, jeg har haft med en bekymret traener, og hvor DIF har bevilget behandling til atleten. Jeg får også opkald fra atleterne selv eller deres foraeldre, og min rolle i alle samtalerne handler bl.a. om at vurdere, om idraetten spiller en vaesentlig rolle i udviklingen af symptomer på spiseforstyrrelser, da der kan vaere mange forskellige årsager hertil. Men der, hvor idraetten har et ansvar, der skal vi også leve op til det. Det seneste år har vi set en fordobling i antallet af henvendelser siden DIF og Team Danmark i 2020 udgav første delrapport om spiseforstyrrelser i sporten.
Rapportens formål var at afdaekke forekomsten af symptomer på spiseforstyrrelser blandt eliteatleter og subeliteatleter efter en offentlig debat, der opstod i kølvandet på, at DR Sporten i 2019 dokumenterede problemer med mistrivsel og spiseforstyrrelser i toppen af dansk svømning.
Rapportens konklusioner var nedslående: 17,5 pct. af danske eliteatleter udviste symptomer på spiseforstyrrelse – fra milde symptomer som optagethed af sund mad og utilfredshed med kroppen til svaere symptomer som opkastninger og forstyrret kropsopfattelse. Forskerne, der kom fra Syddansk Universitet og Linnéuniversitetet
i Sverige, konkluderede ydermere, at 4,6 pct. af de adspurgte atleter rapporterer en diagnosticeret spiseforstyrrelse.
Konsulent, DIF Udvikling
I 2022 kom anden delrapport, der viste, at 31 pct. af de adspurgte subeliteatleter udviste symptomer på spiseforstyrrelser.
I rapporten blev atleterne bedt om at komme med deres idéer til, hvad der kan forebygge og afhjaelpe spiseforstyrrelser i sport på højt niveau. Samtale var et fokusområde. Derved tydeliggjorde rapporten vigtigheden af, at den svaere samtale om begyndende spiseforstyrrelser skal vaere legitim at tage. At den er et udtryk for omsorg.
Med det udgangspunkt og med eksperters rådgivning har vi det seneste år tilknyttet et større netvaerk af eksperter og behandlere i hele landet, som kan hjaelpe med udredning, behandling ved psykologer, samtaleforløb ved diaetister, workshops om spiseforstyrrelser, forebyggelse m.m.
Dagen efter ringede telefonen igen. Det var den samme traener. Hun lød lettet. Hun havde talt med atleten. Det gik godt. Faktisk var det ikke kun traeneren, men også atleten, der var lettet. Nu var der et sted at søge hjaelp og et netvaerk at støtte sig til.
»Jeg kunne ikke have gjort det uden dig,« sagde traeneren.
Sandheden er, at jeg ikke kunne have gjort det uden hende. At jeg, DIF og Team Danmark ikke kan gøre det uden hjaelp fra det kaempe netvaerk af opmaerksomme traenere, foraeldre og atleter, som vi taler med.
Mit håb er, at vi med råd og vejledning kan sikre, at de omsorgsfulde samtaler bliver knap så svaere og til gengaeld langt flere. At traenerne ved, at de ikke behøver at stå alene. Med de 166 traenere, der om en uge er samlet her i Idraettens Hus, kommer vi endnu et skridt på vejen.